Wilhelm Christopher v. Diede

Wilhelm Christopher v. Diede, 31.1.1732-1.9.1807, diplomat. Født i Eisenach, død i Hannover, begravet på sit gods Madelungen. v. D. tilhørte en gammel hessisk adelsslægt hvis stamslot Fürstenstein lå ved Eschwege i Hessen. Han studerede i Göttingen og Marburg, var 1755-58 kammerjunker ved hoffet i Kassel. For at skærme slægten mod uddøen og sikre de talrige jordegodser i dens eje krævede familien at han snarest giftede sig, men meget mod sin families vilje bestemte han sig 1760 til at træde i dansk statstjeneste. Han fandt her en faderlig ven og beskytter i den ældre Bernstorff der hurtigt knyttede store forhåbninger til ham, og allerede 1762 sendtes han i fortrolig mission til Hannover i anledning af det forestående brud med Rusland. Da denne fare var afvendt ved Peter IIIs død udnævntes v. D. sept. 1763 til gesandt i Berlin og tilbragte over tre år på denne lige så vanskelige som ubehagelige post. Det er velkendt med hvilken mistænksomhed, lunefuldhed og ofte hån Frederik II behandlede de fremmede gesandter, og mod Danmarks repræsentant var han særlig ilde stemt fordi han mente at den danske regering havde svigtet ham i syvårskrigen. Forgæves søgte v. D. at bevise ham det modsatte (indb. af 4.7.1764). Skønt Frederik II ikke havde noget mod v.D. personlig og senere endog udtalte sin tilfredshed med ham, vedblev denne dog altid at være genstand for hans særlige tilsidesættelse, så kongen aldrig talte et ord til ham (indb. af 9.11.1763 og 25.7.1764). Denne pinlige stilling indvirkede på hans sundhed der altid havde være slet. Dertil kom at hans økonomiske forhold var meget trykkede, dels fordi familien ikke ville støtte ham, dels fordi indtægterne af hans egne besiddelser var betydelig formindskede som følge af konjunkturerne. "Skønt anset for rig og med de bedste udsigter til virkelig en gang at blive det", skriver han 1766, "befinder jeg mig dog ofte uden penge, uden understøttelse og, hvad værre er, uden kredit."

Som diplomat retfærdiggjorde v. D. ganske Bernstorffs forventninger. Hans depecher indskrænker sig ikke til at fremstille de løbende begivenheder, men han samler tillige i et totalbillede sine iagttagelser gennem et længere tidsrum og kaster således efterhånden et lys over Frederik IIs karakter, levevis, regeringsmåde, tilstandene i den kongelige familie og de politiske og sociale forhold i Preussen der er meget forskelligt fra det af den sædvanlige tyske historieskrivning givne. Disse depecher har derfor stadig historisk værdi. Jan. 1767 akkrediteredes v. D. ved det engelske hof, men ankom først til London i aug. s.å. Han havde i sin ungdom besøgt England, var personlig kendt med Georg III og havde gode forbindelser i engelsk society. Dertil kom at Christian VII's ægteskab med den engelske prinsesse Caroline Mathilde gav den danske gesandt en privilegeret stilling ved hoffet i St. James. Han fandt derfor en særdeles god modtagelse og satte sig hurtigt og med sin sædvanlige overlegenhed ind i de nye forhold så hans indberetninger om de ledende personer, partiernes indbyrdes stilling, de engelske kolonier osv. er mønstre på grundighed, politisk sans og klar fremstilling. 1768 mødte han kong Christian VII og Bernstorff i Holland og ledsagede dem til London og derfra til Paris. I breve fra aug. til sept. 1769 giver han en interessant skildring fra en rejse i England. - Bernstorffs fald 1770 berørte ikke hans stilling, men den blev desto vanskeligere ved hofrevolutionen 17.1.1772. Han havde endelig givet efter for sin families ønsker om at han skulle gifte sig, men ved efterretningen om hvad der var foregået i Kbh. efterlod han sin unge hustru syg i Paris og ilede, selv også syg, tilbage til sin post. Efterhånden antog forholdet mellem Danmark og England en yderst truende karakter som følge af den strenge behandling af Caroline Mathilde. Forbitrelsen i England var uhyre stor, og v. D. så sig nødsaget til af udenrigsministeren v. der Osten at forlange "instruktioner, der var klare, præcise og mulige at udføre", v. D. gjorde alt for at undgå et brud, men affæren efterlod for længere tid et nag, som det viste sig vanskeligt at udslette. Det lykkedes dog A. P. Bernstorff der 1773 havde afløst v. Osten som udenrigsminister, i løbet af forholdsvis kort tid at bringe forholdet mellem de to regeringer tilbage til det normale, og dette skyldtes væsentlig v. D.s personlige anseelse og taktfulde optræden.

v. D.s altid svage helbred havde lidt stærkt under disse begivenheder, så meget mere som han også trykkedes af huslige og økonomiske bekymringer. Hyppigt måtte han begære sygeorlov, og til sidst måtte han trække sig tilbage fra statstjenesten. Han rappelleredes fra gesandtskabet i England dec. 1776. Endnu s.å. havde han ladet sig naturalisere som dansk. - De følgende år tilbragte han, så vidt vides, beskæftiget med bestyrelsen af de udstrakte godser i Hessen og Sachsen der efterhånden var tilfaldet ham. Men da det tyske rige 1792 erklærede Frankrig krig, og Danmark udsattes for at drages ind deri gennem Holsten, måtte den danske regering nødvendigvis have en dygtig repræsentant ved rigsforsamlingen i Regensburg, og Bernstorff formåede da sin gamle ven til at overtage denne post som gesandt i Regensburg fra marts 1793 indtil 1806 da rigsforsamlingen ophørte med det tyske rige. Under opholdet i Regensburg overdroges det ham at gå som befuldmægtiget minister til fredskongressen i Rastadt 1797, men på grund af tiltagende svagelighed måtte han afslå dette hverv der da gaves gesandten i Berlin, Niels Rosenkrantz. - Kammerherre 1760. Gehejmeråd 1774. Gehejmekonferensråd 1804.