Wilhelm Ludvig Johannsen

Wilhelm Ludvig Johannsen, 3.2.1857-11.11.1927, plantefysiolog, arvelighedsforsker. Wilhelm Ludvig Johannsen tog præliminæreksamen i Helsingør 1872 og blev cand. pharm. 1880. Året efter ansattes han som videnskabelig medarbejder på Carlsberg laboratoriets kemiske afdeling som lededes af Johan Kjeldahl. Her fik han til opgave at undersøge bygkornets anatomi og klarlægge forskellen mellem melbyg og glasbyg. Han fandt at frøhviden hos melet byg indeholdt luftfyldte hulrum som ikke var til stede i glasbyggen. Ligeledes påviste han glutens beliggenhed i hvedekornet.

De anatomiske undersøgelser havde rettet hans opmærksomhed mod de fysiologiske processer, og han publicerede en række mindre, plantefysiologiske arbejder som skaffede ham understøttelse til studier i udlandet, blandt andet fra landbohøjskolen som planlagde at indføre undervisning i plantefysiologi. 1892 blev han lektor, 1903 professor ved højskolen og 1905 kaldedes han til det tilsvarende professorat ved Københavns universitet som udvidedes til også at omfatte arvelighedslære (genetik).

Arbejdet på Carlsberg med korn, organer der fysiologisk befinder sig i en hviletilstand mellem modning og spiring, vakte hans interesse for andre hvilende organer, nemlig træernes knopper og desuden løg og kartofler, og han viste i Studier over Planternes periodiske Livsytringer, 1897 at det ved behandling med æter eller kloroform er muligt at bryde hvilen og fremkalde udspring og spiring allerede om efteråret. Rent praktisk gav hans opdagelse nye muligheder for gartnerne. 1892 havde han udgivet en lærebog i plantefysiologi som han fornyede 1904.

Wilhelm Ludvig Johannsen var imidlertid blevet optaget af genetiske studier, og allerede ved udnævnelsen til universitetsembedet var han mere arvelighedsforsker end plantefysiolog. Hans genetiske arbejde har samme udgangspunkt som hans plantefysiologiske, arbejdet med byg, idet han 1893 begyndte at isolere enkelte planters afkom for at klarlægge deres arveanlæg. Genopdagelsen i år 1900 af Gregor Mendels arvelighedsundersøgelser fra 1865 som var blevet overset af videnskaben fremkaldte stor international interesse for genetisk forskning, og Wilhelm Ludvig Johannsens undersøgelser blev et betydningsfuldt led i arvelighedslærens udvikling.

1903 udgav han Om Arvelighed i Samfund og rene Linier = Vidensk.s selsk.s overs., hvor han fastslår at et sikkert kendskab til arvelige egenskaber kun kan opnås ved undersøgelse af afkommet af individer som ikke kan modtage anlæg udefra. Til sine forsøg har han derfor anvendt selvbestøvende planter, bønner og byg, og vist at en enkelt plantes afkom i flere generationer bevarer en konstans, dens "type", men under en vis variation som er betinget af kårene.

I lærebogen Arvelighedslærens Elementer som kom 1905–26 i tre udgaver på dansk og tysk har Wilhelm Ludvig Johannsen indarbejdet sine senere resultater i oversigten over genetikken som helhed. Her har han fremsat sine definitioner, blandt andre gen, genotype og fænotype for henholdsvis arveanlæg, nedarvet type og fremtoning som samspil mellem arv og levevilkår, definitioner som er blevet optaget i international faglitteratur. Først i sine sidste leveår erkendte han at arveanlæggene ligger i kromosomerne. Wilhelm Ludvig Johannsens eksperimentelle arbejde omfatter et meget stort materiale som er indgående statistisk bearbejdet.

I en afhandling Falske Analogier med Henblik paa Lighed, Slægtskab, Arv, Tradition og Udvikling = Univ.s festskr. nov. 1914 kritiserer han fagfæller som kommer på vildspor ved gold spekulation og manglende eksperimenter. Men han fik også tid til at bringe sine resultater ud, såvel til landmænd og gartnere som til almindeligt interesserede, og altid i velskrevet, fængslende form. 1917 udkom Arvelighed i historisk og experimentel Belysning som opnåede fire udgaver på seks år og 1922 afsnittet Biologi i samleværket Det nittende Aarhundrede.

I styrelsen af universitetet og af det naturvidenskabelige fakultet gjorde Wilhelm Ludvig Johannsen en stor indsats, og da det lægevidenskabelige fakultet 1922 indførte undervisning i genetik blev han anmodet om at lægge undervisningen til rette og overtage den i dens første år. Han var universitetets rektor 1917-18 og æresdoktor ved universiteterne i København, Freiburg, Groningen og Lund, samt æresmedlem af mange udenlandske videnskabelige selskaber.

Wilhelm Ludvig Johannsen havde vidtstrakte interesser, også uden for biologien; i sin undervisning og i selskabslivet var han åndrig, munter og afholdt.