Wilhelm Michelsen

Wilhelm Michelsen, Ove Wilhelm Michelsen, 29.8.1800-20.4.1880, søofficer, marineminister. Født i Tønning, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). M. blev kadet 1811, sekondløjtnant med Gerners medalje 1818, premierløjtnant 1825, kaptajnløjtnant 1834, kaptajn 1842, kommandørkaptajn 1850 og kommandør 1852 (orlogskaptajn 1858). M. var 1820-21 med korvetten Najaden i Vestindien. Efter sin hjemkomst ansattes han ved søartilleriet og samtidig som auskultant i konstruktionskommissionen. 1828-30 foretog han en rejse til Sverige, Holland, Frankrig og England for at studere disse landes artilleri, blev ved hjemkomsten undertøjmester og medlem af konstruktionskommissionen og 1833-35 lærer i artilleri ved Søkadetakademiet. Han udarbejdede Lærebog i Sø-Artilleriet, for de kgl. Søcadetter, 1836 der i mange år anvendtes ved akademiet. 1835 udnævntes han til tøjmester og chef for artillerikorpset og forblev i denne stilling til han 1854 indtrådte som marineminister i ministeriet Bang; som sådan fortsatte han til dec. 1859 i Andræs og Halls ministerier, hvor han tillige april 1857-juli 1858 var udenrigsminister ad interim. 1855-58 var han folketingsmand af konservativ observans for Fredericiakredsen. Som marineminister faldt det i hans lod at gennemføre søværnsloven af 1856. Ved hans afgang som minister og fra søetaten tillagdes der ham kontreadmirals karakter. M. var en kundskabsrig, dygtig og flittig officer med gode tekniske anlæg. Han har særlig som tøjmester og mangeårig lærer i artilleri på Søkadetakademiet gjort sig meget fortjent, bl.a. ved konstruktion af en ny kanontype, System 1833, mens hans virksomhed som minister ikke har sat sig noget varigt spor i søetaten. - Kammerherre 1855.

Familie

Forældre: rådmand og stadssekretær Christoph Friederich M. (ca. 1763-1817) og Margrethe Christine Wallert (født 1777). Gift 1. gang 13.12.1822 i Kbh. (Holmens) med Nicoline Christine Sigbiørn, adopt. Wleugel, født 26.7.1798 i Kbh. (Holmens), død 18.10.1844 sst. (Holmens), d. af tambur ved Holmen Christian S. og Johanne Petersen og adoptivd. af kontreadmiral Johan Peter W. (1736-1825) og Maria Sophia Schumacher (1744-90). Gift 2. gang 14.5.1856 i Kbh. (Fr. ref.) med Jeanne-Marie Sophie Duntzfelt, født 14.7.1819 i Kbh. (Fr. ref.), død 10.3.1871 sst. (Holmens), d. af grosserer, senere etatsråd William Frederik D. (1792-1863) og Birthe Christmas (1797-1872).

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1840. K. 1852. S.K. 1858.

Ikonografi

Tegn. af J. V. Gertner, 1855 (Fr.borg), litograferet af L. A. Kornerup, 1856. Afbildet på træsnit 1856 af ministeriet Bang 1854. Foto.

Bibliografi

J. Albeck i Nyt archiv for søvæsenet 2.r.VIII, 1853 261-85. Fr. Barfod i Dansk rigsdagskalender 1856 172. Berl. tid. 24.4.1880. Tidsskr. for søvæsen ny r. XVI, 1882 18-20. A. F. Krieger: Dagbøger I-II, 1920-21.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig