William Ahlefeldt-Laurvig

William Ahlefeldt-Laurvig, Carl William Ahlefeldt-Laurvig, Ahlefeldt-Laurvigen, 2.5.1860-29.11.1923, greve, gesandt, udenrigsminister. Født på Tranekær, Langeland, død i Kbh., bisat i kapel i Eriksholm slotspark, senere (1936), begravet på Ågerup kgd. Efter at være blevet student 1878 fra Roskilde studerede A.-L. statsvidenskab og blev cand. polit. 1883. S.å. han blev student forærede faderen ham det smukke gods Eriksholm ved Holbæk fjord og gav ham derved mulighed for som stor hartkornsejer at gå ind i det politiske liv. Men dette lå i et leje han allerede da vanskeligt sympatiserede med, og en levende interesse for udenrigspolitik førte ham i stedet for ind i diplomatiet. I udenrigsministeriets tjeneste gennemløb A.-L. den sædvanlige karriere. Et par år var han assistent i ministeriet, derefter attaché i Paris 1887–89, legationssekretær sst. 1889–91, i London 1891–97, gesandt i Wien 1897–1908. Under sekretærvirksomheden i London var det særlig arbejdet for den danske landbrugseksport der fangede hans interesse. Det var i de for dansk landbrug vanskelige år da England lukkede for det danske kvæg, og der blev i denne sag der gjaldt en af landets mest vitale interesser af A.-L. ydet en fortjenstfuld indsats i arbejdet med at holde de hjemlige myndigheder nøje underrettet om alle engelske synspunkter. Fra gesandtvirksomheden i Wien kaldtes A.-L. midlertidig hjem for 1906–07 at virke som medlem af kommissionen til udenrigsministeriets omorganisation. Sammen med sin ven, kontorchef, senere amtmand Axel Vedel, deltog han energisk i udvalgsarbejdet, og udvalgsbetænkningen der kom til at danne grundlaget for kommissionens indstilling blev i høj grad præget af A.-L.s synspunkter. Opgaven var at reformere det danske udenrigsstyre i mere moderne, praktisk retning, dvs. dels sammensmelte den diplomatiske og konsulære uddannelse, dels udvide den konsulære virksomhed for derved at tilvejebringe intimere føling med erhvervslivet.

Et halvt år efter at den nye organisation var lovfæstet af rigsdagen fik A.-L. selv den betydningsfulde opgave som udenrigsminister at føre ordningen ud i livet. Stærkt interesseret i dansk indre politik havde han aldrig lagt skjul på sine demokratiske anskuelser og kunne uden vanskelighed som oprigtig tilhænger af venstres politik overtage udenrigsministerposten i ministerierne Neergaard og Holstein-Ledreborg okt. 1908-okt. 1909 og igen i ministeriet Berntsen juli 1910-juni 1913. Den almindelige udenrigspolitik, først og fremmest forholdet til Tyskland, ledede han i besindig og absolut neutral ånd i fuld overensstemmelse med venstrereformpartiets grundopfattelse: forbedring af forholdet til Tyskland og undgåelse af enhver alvorlig misstemning. Sin hovedindsats i dansk udenrigsstyre ydede A.-L. dog uden tvivl i gennemførelsen af udenrigstjenestens reorganisation efter de i kommissionsbetænkningen nedlagte synspunkter. Navnlig søgte han at fremme vekselvirkningen mellem den diplomatiske og konsulære tjeneste og holdt strengt på, at diplomatisk avancement var absolut betinget af forudgående konsulær virksomhed. Mere end sædvanlig tog han ved embedsbesættelser hensyn til personlig dygtighed og uddannelse i det praktiske liv. Også udenrigsministeriets forhold til pressen lå ham stærkt på sinde, og i hans tid fæstnedes den mod pressen vendte side af udenrigsministeriets virksomhed i form af et pressebureau. Med aldrig svigtende interesse gik han op i ministeriets arbejde i alle detaljer, og med rastløs energi drev han på at alt arbejde udførtes så hurtigt og omgående som muligt. I forbindelse hermed stod også hans interesse for den dengang så stærkt påkrævede omorganisation og modernisering af udenrigsministeriets arkiv.

Det var denne ihærdighed i det daglige arbejde der særlig prægede A.-L. i hele hans færd, og som ingen der da virkede i udenrigsministeriet kunne undgå at føle sig påvirket af. Men hans forhold til medarbejderne var noget mere end det blotte forhold mellem chef og undergivne. Han var ikke blot den ivrige driftsleder men også sine medarbejderes trofaste hjælper og ven, en retlinet personlighed, hvis sind var uden svig.