Adam Bruhn, Adam Ernst Daniel Bruhn, 11.12.1838-19.10.1913, overførster. Født i Folehave skovfogedbolig ved Hørsholm, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). B. begyndte sin uddannelse på skibskonstruktionsskolen på Holmen, men gik snart over i skovbruget. 1859 blev han forstkandidat og ansattes s.å. som assistent på daværende 1. Hørsholm distrikt. Febr. 1865 konstitueredes han som skovrider for samme distrikt indtil nov. 1866 da embedet nedlagdes. Han blev derefter skovfoged på 2. Kbh.s distrikt, konstitueredes 1868 og udnævntes 1869 til skovrider for distriktet. I et par år havde han tilsynet med parkanlæggene ved Fr. borg og 1876–86 med de private skove i Kbh.s, Fr.borg og Holbæk amter samt i en årrække tilsynet med Korsør kommuneskov. 1886 udnævntes han til overførster for de jyske statsskove og plantager (3. inspektion) med bolig i Århus; i nogle år ledede han selv tilplantningen af de 1891 indkøbte hedearealer i Ringkøbing amt der blev til Hoverdal og Stråsø plantager. Fra 1896 førte han tilsyn med Århus kommunes skove, og han var medlem af den 1870 nedsatte kommission for omlægning af den forstlige uddannelse. 1907 tog han sin afsked som overførsten Han var en meget flittig og pligtopfyldende mand, men hans udpræget bureaukratiske indstilling kunne bringe ham i modstrid med de praktiske skovridere. Ved sin over tyveårige virksomhed som overførster i Jylland kom han til at præge udviklingen i statens skove og plantager her. Hofjægermester 1892.

Familie

Forældre: skovfoged Daniel Joachim B. (1806–85) og Severine Marie Flesborg (1804–83). Gift 26.6.1866 i Hørsholm med Caroline Christine Eigaard, født 5.12.1842 i Kagerup, Alsønderup sg., død 25.3.1912 på Frbg., d. af skovfoged Carl Peter E. (1793–1858) og Charlotte Amalie Elisabeth Becker (1797–1871).

Udnævnelser

R. 1887. DM. 1890. K.2 1894. K.11907.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig