Adolph Hansen, Hans Adolph Hansen, 3.7.1879-21.12.1966, generalsekretær for den danske afholdsbevægelse. Født i Frederikshavn, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). H. gik i skole i Varde, Svendborg, Frederikshavn, Horsens og Århus, hvor hans far efterhånden var ansat, Jog 1897 præliminæreksamen i Kbh., besøgte forskellige handels- og sprogkursus, var på studierejse i udlandet og havde kontorplads i flere byer, sidst som bogholder på kabelfabrikken i Middelfart 1905-12. Han deltog ivrigt i grundlæggelsen af handels- og kontormedhjælpernes organisation og var medstifter af flere afdelinger. Han sluttede sig til det radikale venstre 1905 og deltog mange år i partiets organisationsarbejde, men fredssagen og navnlig afholdsarbejdet blev hans livsopgave. 1909 var han i London medstifter af International Prohibition Federation og 1912-54 sekretær for Danmarks afholdsforening. Desuden var han 1916– 18 og 1928-54 sekretær for Danske afholdsselskabers landsforbund og 1928-54 leder af afholdsbevægelsens studie- og oplysningscentral. Skønt H. kun havde titel af sekretær, senere generalsekretær, var han den bærende kraft i afholdsbevægelsen, skrev afhandlinger og af-holdsagitatoriske skrifter, talte ved hundreder af møder og var medlem af kommissioner og udvalg vedr. ædruelighedsspørgsmål. Han var 1919 en af den danske regerings repræsentanter ved den nordiske afholdskongres i Helsingfors og indvalgtes i centralkomiteen for de nordiske af-holdskongresser og var sidst præsident for kongressen i Århus 1956. Desuden deltog han i mange internationale antialkoholkongresser og var 1931 medstifter af Det internationale antialkoholråd, senere omdannet til Verdensforbundet mod alkoholisme. Blandt hans seneste initiativer var Afholdsbevægelsens børnehave Det hvide bånd 1949 og Rådgivningen for alkoholskadede og deres pårørende 1950., H. besad en enestående energi og arbejdslyst og viede sit liv til en idealistisk kamp mod alkoholismens menneskelige og sociale ulykker. – Udgav en bog om sin far pastor H. Hansen, 1936 og s.m. Ferd. Nielsen Danmarks Afholdsforening gennem 50 Aar, 1929, ligesom han var medforfatter til Kristendommen og vor Tids sociale Nød, s.å.

Familie

Forældre: præst i metodistkirken Hans H. (1842-1911) og Karen Hansen (1840-1925). Gift 14.11.1905 i Odense med Cathrine Marie Nielsen, født 17.9.1883 i Odense, død 10.11.1977 i Kbh., d. af murermester Rasmus N. (1852-1928) og Dorthea Margrethe Jessen (1854-1936).

Udnævnelser

R. 1948.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig