Agnes Adler, Agnes Charlotte Dagmar Adler, 19.2.1865-11.10.1935, pianist. Født i Kbh. (Frue), død i Kbh., urne på Gentofte kgd. A. spillede oprindelig klaver med sin far og gav allerede i otteårsalderen koncerter (bl.a. sammen med broderen E. Robert-Hansen). Edmund Neupert interesserede sig for det musikalsk begavede barn og underviste hende et års tid hvorefter hun 1880 optoges på musikkonservatoriet hvis undervisning hun fulgte til 1881. Hun var her elev i klaver af Edvard Helsted. 1900–32 var hun selv lærerinde ved konservatoriet. A. optrådte ved talrige koncerter og hendes speciale var, navnlig efter 1905, kammermusik. Kammermusikkens stil og teknik havde hun kendt siden barnealderens kammermusikalske dyrkelse i hjemmet, og hun stod i kraft af opdragelse og medfødte evner blandt de første tolkere af den intime kunst herhjemme. Især betød hun i sammenspillet med Peder Møller og Louis Jensen ("Agnes A.-trioen") det overordentlige for vort kammermusikliv. Ved sit 50 års kunstnerjubilæum 1923 blev hun æresmedlem af kammermusikforeningen og privat kammermusikforening i hvilke hun havde koncerteret hyppigt. Foruden optræden i foreninger og ved almindelige koncerter i Danmark spillede Agnes A.-trioen i Stockholm. Blandt A.s elever var Ellen Margrethe Jørgensen, Sara Gilbert, Ester Vagning, Ellen Beck, Rud. Simonsen, Ove Peters o.a. Ingenio et arti 1923.

Familie

Forældre: fhv. hoboist, musiklærer Carl Emilius Hansen (1834–1910) og Charlotte Rebekka Petersen (1833–1904). Gift 31.5.1892 i Kbh. (Pauls) med grosserer Siegfried Adolph A., født 1.9.1838 i Randers, død 25.5.1910 i Kbh. (gift 1. gang med Mathilde (Maggie) Baker, død ca. 1890), s. af hattemagermester Adolph A. (1805–87) og Caroline Levin el. Hartvig (1811–78). Ægteskabet opløst 1896.

Ikonografi

Buste af Emma Matthiassen, 1932. Karikerende silhouet af F. E. Johannessen, 1933. Foto.

Bibliografi

G. Skjerne i III.tid. 5.4.1914. Erl. Bloch: Kammermusik i hundrede år, 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig