Albert Naur, Albert Emil August Schleppegrell Naur, 13.10.1889-2.2.1973, maler. Født i Kbh. (Helligg.), død i Gentofte, urne på Bispebjerg kgd. N. blev student 1908 fra Metropolitanskolen, cand.phil. 1909 og studerede jura. Bekendtskabet med kunstnere, især billedhuggeren Kai Nielsen førte ham ind på kunsten. Han begyndte at male 1911, udstillede allerede 1912-15 på Kunstnernes efterårsudstilling og opholdt sig i vintrene 1912-13 og 1913-14 i Paris hvor han en kort tid søgte en kubist-skole under le Fauconnier. Uden hæmmende forudsætninger kastede han sig ud i et maleri der egentlig er vel karakteriseret ved hans egen bemærkning om ekspressionismens "præcise Farveflader, men ofte løse og ubeslutsomme Linjer", selv om kubismens krav til form og rum i stigende grad gjorde sig gældende hos ham. Den kunstneriske gæring dengang, hvis æstetiske søgen han forklarede meget smukt i Klingen I, jan. 1918, bragte ham frem i kamplinjen. Han faldt naturligt ind i tidens mest fremskredne tendenser med sine landskaber og figurkompositioner (Jupiter og Danaë, 1914, Ved Havet, 1916, Drømmebilleder, 1917) der først og fremmest var kolorit, stærke farver i løs og fri behandling, og med sine billeder af enkeltfigurer (selvportræt 1914, dameportrætter) hvor han søgte en forenklet virkning af form og rum gennem store, rolige flader. Da Den frie udstillings ældre kunstnere modsatte sig hans og to andre yngre kunstneres optagelse i udstillingen førte det til stiftelse af Grønningen hvor N. derefter udstillede fra 1915. Den abstrakte kunst fik imidlertid aldrig fodfæste over for hans frodige naturel. Da omslaget fra den modernistiske teoretiseren indtraf, greb han som en af de første herhjemme tilbage til en harmonisk naturalisme der skiftede sol og vind lige mellem naturfølelse og dyrkelse af farve og form. Sovende Model, 1919 viste kursændringen. Samme efterår tog han igen til Paris hvor han tegnede modelcroquis. Efter den tid arbejdede han sig energisk frem til stadig større fasthed i form og udførelse, dels i enkeltfigurer (portrætter af Ella Ungermann, 1918 og 1920; portrætter på Grønningen 1922 og senere), dels i landskaber og blomsterbilleder (Grøftebuket, Ålborg museum; landskaber fra Dronninglund og høstbilleder på Grønningen 1925 samt Blomstrende Hyld, Lolland-Falsters stiftsmuseum, endvidere Kornstakke paa Marken, Århus museum). Ligesom andre af sin generation søgte han hen i skildringen af det sommerlige Danmark med den sorgløse tilværelse der blev et herskende træk i dansk malerkunst fra 20erne og 30erne. I sine portrætter og figurbilleder af unge kvinder nåede N. en sober elegance og en utvungen naturlighed der undertiden kan blive det bundne udtryk for en robust livsglæde der bl.a. er kommet til udtryk i hans udsmykning af bryllupssalen i Århus og Søllerød rådhuse. Den lyse farveholdning og de vindende egenskaber er den fremtrædende karakter ved hans kunst. – N. har haft særudstillinger i Kunstforeningen dec. 1914 (sammen med Arne Lofthus), Dansk kunsthandel forår 1918 og Den frie udstilling 1920 (begge sammen med Kai Nielsen), hos Winkel & Magnussen febr. 1922 og febr. 1924, i Den frie udstilling sept. 1928 (sammen med Yanna Kai Nielsen), hos Arnbak okt. 1935 og deltaget i de danske udstillinger hos Liljevalch i Stockholm 1919 og Oslo 1931, udstillingen i Güteborg 1923, kunststævnet i Forum 1929 og Rundskueudstillingen 1935. 1937 udgav han en bog om Kai Nielsen (i serien Dansk Kunst), væsentlig bygget på erindringerne om deres mangeårige venskab. N. er desuden repræsenteret med flere billeder på Statens museum for kunst.

Familie

Forældre: garderobeforpagter Albert Thorvald Schleppegrell N. (1851-1913) og Auguste Vilhelmine Maria Büll (1854-1916). Gift 1. gang 5.11.1914 i Hobro med Karen Sofie Ludvigsen, født 28.6.1886 på Stenisgård, Nørre Kongerslev sg., død 17.3.1973 på Tersløsegård (gift 2. gang 1924 med ingeniør Erik Strangen, 1890-1929), d. af proprietær Knud Christian L. (1859-1919) og Anna Henriette Winde (1860-1941). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 5.10.1918 på Frbg. (Solbjerg) med skuespiller Ella Ungermann, født 17.2.1891 i Slagelse, død 23.9. 1921 i Kbh., d. af bagermester Ferdinand Valdemar Christoffersen (1859-1937) og Marie Christine Ungermann (1868-1941). Gift 3. gang 3.3.1923 på Frbg. (b.v.) med Susanne Margrethe Strøyberg, født 27.11.1899 i Ålborg, død 2.4.1989, d. af grosserer, senere vicekonsul, godsejer Niels Kai S. (1868-1922) og Caroline Mathilde (Kamma) Andersen (1871-1936).-Far til Peter N.

Ikonografi

Selvportr., to mal. 1914, tegn. 1920 og mal. 1922. Mal. af Harald Giersing 1915 og 1916 (Vejle mus.), skitse af samme. Buste af Kai Nielsen, 1917 og af Mogens Bøggild. Afbildet på tegn. af Carl Jensen (Fr.borg). Tegn. af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

A. N. Et udvalg afbilleder m. tekst af Kai Flor, 1937 = Danske kunstnere VII. – Interviews i Ekstrabl. 22.5.1945 og Socialdemokraten 13.10.1949. A. N. i Politiken 10.8.1966. – Ernst Goldschmidt i Politiken 30.12.1914. Hans Bendix sst. 3.2.1973. C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen gennem 700 år, 1916. Poul Henningsen i Vor tid II, 1918 210-21. Vore herrer 28.10.1920. Chr. Houmark i B.T. 17.2.1922. Th. Oppermann i Berl. tid. 3.3.1924. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig