Albert Topp, 4.1.1697-30.10.1742, Grønlandsmissionær. Født i Leikanger i Sognefjord, død i Åfjorden, begravet sst. T. blev student 1717 fra Bergen og tog 1720 teologisk embedseksamen, hvorefter han blev huslærer hos en sognepræst i Voss. Her blev han bekendt med Hans Egedes Grønlandsplan hvis udvikling han fulgte med stor interesse, og da Egede ønskede medhjælp i missionsgerningen meldte han sig dertil, og efter at være blevet ordineret i Bergen udsendtes han til Grønland i juni 1723. 1. som havde fremragende lingvistiske evner kom ret hurtigt ind i sproget, udfandt dets polysyntetiske karakter og bearbejdede det systematisk ved hjælp af Egedes sønner. De betydelige fremskridt som derved gjordes i sprogkundskaben viste sig allerede ved et 1724 hjemsendt manuskript, især ved sammenligning med et året forud af Hans Egede alene udarbejdet. -Også i missionsarbejdet tog T. snart med megen iver og med stort held del, hvorfor han, da der 1724 anlagdes et nyt etablissement på øen Nipisat ud for det senere Holsteinsborg, startede missionen der, hvilket dog kun blev for et år idet etablissementet måtte opgives på grund af manglende forsyninger, hvorefter han igen samarbejdede med Hans Egede ved "Haabets Colonie". Da der 1727 udsendtes en kgl. kommissær som skulle undersøge om koloniseringen kunne fortsættes blev T.s erklæring i positiv retning betydningsfuld, ligesom han, da han s.å. på grund af svækket helbred måtte rejse hjem, både over for den i Kristiania (Oslo) nedsatte kommission og i Kbh. ved foretræde hos kongen trådte kraftigt i skranken for værkets fortsættelse. – 1728 udnævntes han til sognepræst for Åfjordens præstegæld i Trondhjems stift og 1742 til residerende kapellan ved Bergens nykirke, men døde forinden tiltrædelsen. Han efterlod i manuskript Relation om Grønlændernes brugelige Sprog.

Familie

Forældre: klokker Niels Albertssen og hustru N.N. Gift 17.5.1728 i Bergen med Anna Christina Ruus, født jan 1698 i Os ved Bergen, begr. 31.10.1763 i Voss, d. af residerende kapellan Thomas R. (1657–1718, gift 2. gang med Bente Mortensdatter, død 1765, gift 2. gang 1720 med sognepræst i Voss Niels Christensen Weinwich, 1676–1729, gift 1. gang med Margrethe å Møinichen, død 1716) og Inger Margrethe Schreuder (1669–99).

Bibliografi

Laur. Barhow: Ligprædiken over A. T., Trondhjem 1744. H. Obermann: Den grønlandske missions og kirkes hist., 1921 29f. Samme: Nordmænd på Grønland II, Oslo 1940 808–18. Finn Gad: Grønlands hist. II, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig