Amanda Nielsen

Amanda Nielsen, Amanda Jensine ("Edith") Nielsen (Nilsson), 16.2.1866-2.12.1953, visesanger. Født i Kbh. (Frbg.), død i Hamburg. N. var født i et beskedent, men ingenlunde fattigt hjem som den yngste af tre døtre. Familiens kår forværredes først da faderen kom til skade. Som attenårig begyndte hun at synge på varieteer. I forsommeren 1887 gjorde hun bekendtskab med digteren Holger Drachmann i hvis produktion hun første gang viste sit ansigt da hans roman Med den brede Pensel s.å. kom ud. Han besang hende i To dramatiske Digte, 1001 Nat og Sangenes Bog og viede hende i åringer en tilbedende dyrkelse der for hans vedkommende ikke var uden smerte idet han følte sig alvorligt knyttet til sit hjem, mens hun med stærke bånd havde sluttet sig til en anden. Navnet Edith gav han hende i romanen Forskrevet, men hun lever under mange andre navne i hans værker. Først 1891 kom det på begge sider til et brud med deres tidligere forbindelser, og deres samliv blev en kort, lykkelig episode. Han sad i en beskeden lejlighed i Eichenstrasse i Hamburg, mens hun hver aften stod på en sangerindetribune i St. Pauli. Hun ville sørge for sig selv, havde også det meste af tiden sin egen lille bolig. Koleraen overraskede dem 1892, og de oplevede ængstende dage i den pestbefængte by, men undgik smitten. I begyndelsen af 1893 var de sammen i Dresden hvor hun begyndte en turné, mens digteren tog tilbage til Hamburg. Men da han fik et nervesammenbrud måtte hun opgive sine engagementer og rejse efter ham. Efter at have plejet ham slog hun sig ned med ham i Wildhusen ved Lübeck. I febr. 1895 kom digteren til skade, hun plejede ham igen, og deres lykke blev fra da af endnu dybere. I vinteren 1895-96 rejste de til Italien sammen. Men 1897, efter et ophold i Norge, brast forholdet. Efter førsteopførelsen af Vølund Smed (marts 1898), som helt er digtet til hendes ære udbragte Drachmann et leve for hende i teatret og søgte på ny hendes spor, men forgæves. Et halvt år efter ægtede hun en ung mand som længe havde beundret hende; hendes kortvarige, børnerige ægteskab blev meget lykkeligt. Digteren glemte hende dog ikke, hendes erindring fylder helt bogen Den hellige Ild, og han døde med hendes navn (Edith) på læben.