Anders Bording

Anders Bording, Anders Christensen Bording, 21.1.1619-24.5.1677, digter, journalist. Født i Ribe, død i Kbh. B. blev student 1637 fra Ribe og slog sig derpå en tid ned i Kbh. hvor han tog attestats, men i øvrigt skrev vers, fx Studenters Rentekammer hvori man allerede lejlighedsvis ser bohemenaturen ytre sig. Hans skæbne i den nærmest følgende årrække kendes ikke i enkeltheder, men efter faderens død har han vistnok måttet klare sig selv og har i lange tider ernæret sig som informator for unge adelige, først i Kbh., siden på forskellige jyske herregårde. På Stadsgård (nu Constantinsborg) ved Århus skal en del af hans hyrdedigtning være blevet til. Omkring 1647 har han i et par år opholdt sig på Brusgård ved Randers, hvor han til sine "Discipelinder", fru Elsebe Juels døtre, skrev den smukke julesang Ørnen med sin' lette Vinger flyver højt i Luften hen, og til fru Elsebes søster et større digt Scutum Gynæcosophias eller Lærde Qvinders Forsvar (1647) hvori han gør sig til talsmand for kvindernes emancipation. Senere opholdt B. sig hos sin ældre bror Laurids B. der var præst i Ulfborg ved Nissum fjord. Hans Jyllandsophold må dog 1653 have fået en afbrydelse, eftersom han i dette år disputerede for magistergraden ved Sorø akademi; n. å. var han atter hos broderen, stadig dyrkende poesien, men hans ry var nu så stort at den kendte mæcen, rigsråd Tage Thott tilbød ham ophold hos sig på sine godser i Skåne. Den behagelige tilværelse her varede dog kun et par år: Tage Thotts død 1658 og svenskekrigen afbrød hans herregårdsliv, og han stod atter med tomme lommer i Kbh. hvor han i nogle år vistnok har måttet slå sig igennem ved at skrive bryllups- og begravelsesvers på bestilling. 1662 udnævntes han til rektor ved latinskolen i Slangerup, men opgav allerede n.å. embedet.

I flere digte som Forhaabnings og Forhalings Griller paa mig selv og min tynde Lykke satyrisk-viis indvend og Sende-Brev til Rentemester Christopher Gabel, begge fra 1663, skildrer han i spøgefuld form sin subsistensløse forfatning og søger om et nyt levebrød hvilket han opnåede n.å., idet han fik et præbende ved Ribe domkirke, hvormed var forbundet sognekaldet Vester Vedsted. Heller ikke dette embede kunne han finde sig til rette i mere end et år. Han vendte tilbage til Sjælland, opholdt sig muligvis en overgang i Helsingør og fra nu af professionel digter, den første, om hvem vi ved at dansk poesi har kunnet føde ham. At levevejen kunne blive forholdsvis solid skyldtes at det i sommeren 1666 overdroges ham med kongelig understøttelse at udgive en dansk avis på vers. Hvad der kendes af tidligere forsøg på periodisk presse i Danmark var alt sammen skrevet på tysk, og først 1672 begyndte danske aviser på prosa; B.s månedsblad Den danske Mercurius er altså banebrydende, så meget mere som heller ikke noget udenlandsk forbillede kendes. Om B. selv har fået ideen eller om initiativet er udgået fra hoffet vides ikke, men det formodes at Peder Schumacher har haft en finger med i spillet. Udgivelsen begyndte aug. 1666 med et nummer omfattende juli måneds begivenheder, efter at B. måneden forud havde udarbejdet et prøvenummer der ikke blev trykt, men formodentlig er overrakt Frederik III i manuskript.

Meningen med Mercurius var mindre at forsyne hoffet med nyheder (herfor sørgedes der ad anden vej) end som regeringsorgan at påvirke den offentlige mening. Bladets tendens forefindes væsentligst i afsnittet Danmark, hvormed hvert nummer åbnes og som i det hele taget er det der sætter det afgørende præg på avisens fysiognomi. Hofnyhederne dominerer navnlig under Christian Vs regering, og alt hvad der kan tjene til monarkens forherligelse gøres til genstand for underdanig og beundrende behandling, ligesom regeringsforanstaltninger lovprises. Men desuden spænder bladets reportage over et særdeles forskelligartet stof, så de allerfleste sider af det danske samfundsliv på en eller anden måde afspejler sig i avisens spalter, og ejheller det lette journalistiske causeri over dagliglivet savnes. Hertil kommer så det udenlandske stof der er hentet fra fremmede blade og ordnet efter de pågældende landes geografiske og politiske nærhed. Hvad man i høj grad må beundre B. for er hans evne til at variere i det uendelige. Ofte skulle de samme ting, ikke mindst den obligate hyldest til kongen, med kortere eller længere mellemrum gentages på en ny måde, dog stadig i samme versemål. Alene den samlede sum af henved 15000 aleksandrinere, leveret måned efter måned uden en eneste afbrydelse i mere end et decennium, aftvinger respekt. Selv da den kongelige understøttelse bortfaldt 1670 ved Frederik IIIs død under den sædvanlige tronskiftenedskæring, holdt han Den danske Mercurius gående lige så punktligt i over to år, indtil en ny bevilling opnåedes. Dette viser os at han har formået at skabe en læsekreds som, for en stund i alt fald, har været i stand til at bære bladet. Fra 1672 er dets tilværelse atter betrygget med et årligt tilskud på 250 rdl., og med dette rygstød har han fortsat virksomheden så nær til sin død at der endnu 1.5.1677 udkom et nummer. Med hans død måtte udgivelsen ophøre; ingen var i stand til at løfte arven efter ham.

Den danske Mercurius er, rent versifikatorisk set, en for sin tid imponerende præstation, og den har haft stor betydning ved at bringe dansk poesi ud til et langt større publikum end det der ellers interesserede sig for digtekunst, men den fulde storhed af B. som digter viser den os ikke. Ofte har versene skullet leveres i stor hast, langtfra alt avisstoffet har virket inspirerende, og navnlig det aleksandrinske metrum virker i længden trættende. I sin øvrige digtning, hvor B. ikke har været så bundet af versemålet, udfolder han sig friere. Også her kan han anvende aleksandrineren, til tider endda med stor virkning, men den firfodede jambe med krydsrim er dog hans yndlingsmetrum som undertiden fortrænger aleksandrineren, endog i digte til kongehuset hvor man ellers skulle vente den højtideligste formelle anstand iagttaget. Hans lejlighedsdigtning er derfor, skønt den nu og da lider under den samme mangel på virkelig inspiration som Mercurius, rigere i modulationen. Stilhistorisk står den på et lykkeligt mellemstadium, idet den har frigjort sig fra den foregående generations ubehjælpsomhed og tilegnet sig barokpoesiens virkemidler uden dog at skæmmes af denne stils senere, outrerede udtryksformer. Man forstår godt den beundring, samtiden har næret for hans talent som lejlighedsdigter, og i al professionalismen må også nutiden nødvendigvis anerkende hans opfindsomhed, frodighed, variationsevne og tekniske dygtighed. Foruden at passe lejlighedspoesien fik B. også tid til at dyrke den frie digtning, og heri kommer hans bedste egenskaber frem. Hyrdestilen som var datidens selvfølgelige udtryksform for natur- og elskovs-poesi formår han ofte at behandle med frisk umiddelbarhed og uden affektion, så hans følelser kommer til orde jævnt og ligefremt i al deres oprindelighed trods den pastorale iklædning. En anden side af hans natur udfolder sig i hans drikkeviser, fx i den bekendte Frisk op, naar Dievlen giør sig vred, hvor bohemen slår sig løs i forsoren livsglæde. Endelig indtager det store digt om Phaeton en særstilling som en blanding af et pompøst mytologisk poem og en humoristisk-moraliserende bondevise; det er et af B.s mærkeligste arbejder. Heri føles påvirkningen fra Ovid, den af de klassiske oldtidsdigtere som har haft størst betydning for ham. Af danske forgængere omtaler han Arrebo med beundring, og af udenlandske forbilleder, han har studeret, nævner han selv hyrdedigtere som Philip Sidney, Jacob Cats og Honoré d'Urfé, foruden Johann Rist og Martin Opitz, hvis fordringer til poesiens metriske regelbundethed han som oftest har overholdt. Af B.s kladder ses at dette har kostet møje, ligesom hans vers ikke er flydt let fra pennen, men først har opnået deres utvungethed og gratie ved omhyggelig gennemarbejdning og affiling. Disse anstrengelser har ikke været forgæves. Det er lykkedes ham at hæve dansk til fuld højde med det samtidige tysk som poetisk udtryksmiddel. Hans sprog er i sjælden grad frit for fremmedord og har med held hentet kraft fra hjemlige folkelige kilder som ordsprog og gamle danske ord.

Efter sin død blev B. for den følgende generation stående som det uopnåelige forbillede, "den store danske Poet, hvis Lige Danmark aldrig saae for hans Tid og vel neppeligen skal faae at see efter hannem" (Fr. Rostgaard), og før Brorson og Stub oplevede man heller intet tilsvarende fremstød i dansk poesi. B. dannede ikke nogen egentlig skole, men har ved sin digtning stemt fordringerne til dansk poesi mange grader i vejret. Som den sprogets herre og mester han var, indtager han en ærefuld plads i rækken af den danske digtekunsts klassikere.