Anders Gamborg

Anders Gamborg, 24.11.1753-11.9.1833, filosof. Født i Kirke Hvalsø, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Gamborg blev student 1771 fra Roskilde. Blandt sine lærere mindedes han senere med taknemmelighed mag., konrektor, senere rektor H.C. Saxtorph (1726-87) der gav ham gode kundskaber, bl.a. i filosofi ("i det mindste lærte jeg ikke mere siden til Examen Philosophicum").

1777 tog han teologisk embedseksamen og drog s.å. på en toårig studierejse til Tyskland, Italien, Frankrig og England hvor han bl.a. studerede de deistiske filosoffers skrifter.

Efter hjemkomsten fortsatte han sine filosofiske studier, og det blev stillet ham i udsigt at blive Seydlitz' efterfølger som professor i filosofi ved Odense gymnasium. 1796 blev gymnasiet imidlertid nedlagt, til stor skuffelse for Gamborg der i mellemtiden (1788) var blevet professor extraordinarius i praktisk filosofi ved universitetet og regensprovst, men ikke følte sig tilfreds i Kbh. 1796 udnævntes han til professor ordinarius og assessor og sekretær i konsistoriet og fratrådte som regensprovst.

Da han følte sig tilsidesat i sin virksomhed i konsistoriet, og ærgrelser og bryderier i forbindelse med økonomiske bekymringer havde nedbrudt hans nervesystem, så han endog forsøgte at tage sig af dage, ansøgte han om og fik sin afsked med pension 1803.

I de følgende år tog han ophold i Roskilde hvor han efter opfordring overtog den nylig indrettede matematikundervisning ved sin gamle skole (1805-22). Sine sidste år levede han i København, optaget bl.a. af at fremdrive nye arter af nelliker.

Gamborgs interesse for filosofien, "hvortil en sort Melancholie i min tidlige Ungdom havde nødt mig", skyldtes vist oprindelig tvivl om de religiøse forestillingers gyldighed. "Begrebet om et højeste Væsen, som den første Aarsag til alle Ting, er langt fra ikke saa let at finde eller fatte, som mange, der ikke nøie have studeret den menneskelige Natur, indbilde sig".

Med stade i en teistisk livsanskuelse ønskede han de bibelske skrifter gjort til genstand for en sproglig og historisk kritisk undersøgelse. Selv forsøgte han en sådan vedrørende 1. Mosebog, kap. 2-3 i Nysa, oder philosophisch-historische Abhandlung über Gen. II.III, 1790, (s.å. på dansk med et Anhang til Nysa, anbelangende Kritikerne over samme) der vakte en voldsom harme blandt de ortodokse.

Om end Gamborgs forsøg på at godtgøre at nævnte kapitler skyldes en forkert, jødisk tydning af et ægyptisk billede må siges at være forfejlet, indeholder skriftet dog flere interessante synspunkter som fx at Mosebøgerne ikke kan være affattet af Moses, men ("med Undtagelse af den egentlige Lov") må være samlet og ordnet efter kongetiden.

Gamborgs filosofiske forfatterskab omfatter væsentlig tre mindre afhandlinger: Forskiel imellem Dyd og gode Handlinger, 1783, Undersøgelse om Hvad der er Pligt, 1794, (s.å. i forkortet form i universitetsprogrammet ved reformationsfesten) og Jesu Moral, 1799, (omarbejdet 1801 til Katekismus for alle mennesker eller Jesu Moral med tillægget Undersøgelse om hvorledes Moralen bør bibringes Børn; og om Jesu Moral har de Egenskaber, som gjøre den skikket til saadant Brug).

I den første afhandling hævder Gamborg i tilslutning til Hutcheson, Hume og Adam Smith en af religionen uafhængig moral, fremgået af almindelig menneskekærlighed, mens han i de to sidste under påvirkning af Kant, men uden at ville anses for kantianer, lægger hovedvægten på pligtbegrebet. Stærkt interesseret deltog Gamborg i tidens oplysende arbejde med en række småskrifter af broget indhold, bl.a. den smukke, forstående afhandling Om Selvmord og Selvmordere, 1796 og det kuriøse, af D. Barringtons forsøg inspirerede Forslag til at forbedre Fuglenes Sang i vore Skove (Skandinav. Museum I, 1800).

Som professor holdt han forelæsninger over pædagogik, og han virkede ivrigt for en forbedret undervisning i folkeskolen. I den fortrinlige afhandling Hvori bør Almueungdommen undervises i Skolen?, 1814 anbefaler han den mundtlige undervisning og foreslår en række nye fag, bl.a. hjemstavnslære, sundhedslære og for pigernes vedkommende tillige undervisning i spædbørnspleje.

I mange år virkede han for en metode, efter hvilken småbørn på en nem og hurtig måde skulle kunne lære at læse uden først at gå den kedsommelige stavevej. I en række "Stavelsebøger" (flere oversat til fremmede sprog) anbefalede han at lade børnene begynde med at lære hele stavelser og først senere opløse disse i de enkelte bogstaver. Medlem af Videnskabernes selskab 1798.

En datter; Caroline Louise Amalie, født 4.4.1809, død 8.8.1873, var gift med portrætmaleren Niels Peter Holbech, født 14.9.1804, død 11.1.1889. Han havde lært håndværket men var derpå elev hos C. A. Lorentzen og C. W. Eckersberg. Efter 1824 at være blevet elev på akademiets modelskole blev han privatsekretær for den engelske gesandt som han fulgte til England og derpå til Italien. 1834 vendte han tilbage til Danmark hvor han udstillede på Charlottenborg.