Andreas Dolleris, Jørgen Andreas Dolleris, 16.10.1850-27.8.1925, boghandler, forfatter. Født i Skyum, Thy, død i Vejle, begravet sst. D. oprettede efter endt læretid 1883 en boghandel i Vejle som han ledede til sin død. D. som forenede et grundigt litteraturkendskab med en dyb kærlighed til bogen drev sin boghandel frem til en af de betydelige uden for Kbh., men han udfoldede herudover et flittigt forfatterskab. Han har udsendt en lang række digtsamlinger fra Stemninger og Strofer, 1879 til Scedemaaned, 1910. I Ploven og Leen, 1904 har han samlet et udvalg fra de tidligere samlinger på hundrede digte. D. har desuden skrevet en stor fortællende digtcyklus Johannes Ewald, udgivet 1900, n.å. prisbelønnet af Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse, og senere satte han Carl Bagger (1907), Carl Markmann (1910), Pauline Worm (1921) og Michael Rosing (1923) hver sit minde i en biografi. Den store samling Ewaldiana som D. havde tilvejebragt gik ved hans død over til museet på Bakkehuset. Stor betydning fik D. for sin stand som dens personal-historiker. Delvis på utrykte kilder udarbejdede han håndbogen Danmarks Boghandlere I-IV, 1893–1919 samt Den danske Provinsboghandels Historie fra omtrent 1800–1915, 1916 og Den danske Boghandel i Sønderjylland 1837–1920, 1920. Den agtelse han nød inden for sine kollegers kreds fik sit udtryk ved hans udnævnelse til æresmedlem af Den danske provinsboghandlerforening ved hans 25 års jubilæum som boghandler.

Familie

Forældre: skomagermester Anders Jørgensen D. (1825–1911, gift 2. gang 1871 med Mariane Pedersdatter, 1823–1900) og Karen Nielsdatter (1820–70). Gift 4.9.1886 i Rønnebæk, Præstø amt med senere koncertsanger Anna Juliane Andriette Bødtcher, født 11.8.1858 i Sorø, død 7.11.1938 på Frbg., d. af fuldmægtig, senere stationsforstander Jens B. (1817–89) og Emma (Emana) Rosenstand (1820–1905).

Udnævnelser

R. 1920.

Ikonografi

Træsnit 1892. Buste af Gyde Petersen, 1901. Stik af Th. Weger, 1904. Foto. – Mindesten afsløret i Vejle 1957.

Bibliografi

S. Holst Jensen i Kirke og kultur VII, 1900 291–312. Dansk boghandler-tid. 3.9.1925. Viggo Madsen: A. D., 1930.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig