Andreas Jakobsen, Andreas Marinus Jakobsen, 22.1.1899-16.5.1983, forsorgsdirektør. Født i Simmelkær, død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (Holmens). J. var gårdmandssøn og selv beskæftiget ved landbruget indtil 1918. 1920 blev han student fra Døckers kursus. Straks efter sin juridiske embedseksamen 1928 trådte han i Kbh.s kommunes tjeneste, først som sekretær ved børneværnet, fra 1944 som inspektør og leder af inspektoratet for børne- og ungdomsinstitutionerne hvor han 1960 blev udnævnt til direktør. Han var overordentlig initiativrig og benyttede sig tit af utraditionelle former for at øge såvel antallet som kvaliteten af børne- og ungdomsinstitutioner i Kbh. Under hans lederskab fra krigens slutning til 1969 steg det samlede antal af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem – private og kommunale – fra 192 til 395 hvortil kom ca. 100 fritids- og ungdomsklubber. Som en af de første herhjemme tog han narkotikaproblemet op til debat. J. klarede en enorm arbejdsbyrde med et vældigt gåpåmod og en ukuelig optimisme. Han var meget utilbøjelig til at opgiveen idé han anså for rigtig og overraskede ofte sine medarbejdere med nye ideer. Samtidig besad han en fin evne til at inspirere og begejstre medarbejderstaben således at det var en afholdt chef direktoratet og institutionerne måtte tage afsked med i 1969.

Familie

Forældre: gårdejer Søren Nielsen og Johanne Kirstine Jakobsen (1875–1918, gift 1904 med gårdejer Johan Peder Svendsen, født 1879). Navneforandring 2.12.1899 til J. Gift 5.1.1930 i Lønborg med Meta Katrine Klausen, født 2.5.1903 i Lønborg, d. af gårdejer Jens K. (Klavsen) (1875–1950) og Sørine Mettea Sørensen (1877–1946).

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kristeligt dagbl. 21.1.1969. Politiken s.d. Berl. tid. 22.1.1969. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig