Andreas Vinding

Andreas Vinding, 23.10.1881-27.1.1950, journalist, forfatter. Født i Seem, Ribe amt, død i Kbh., urne på Himmelev kgd., Kbh.s amt. V.s journalistiske karriere var grænseoverskridende og fik hele Europa som baggrund – han boede over halvdelen af sit liv i udlandet, men trods en tabt barnetro forblev han præget af fædrelandets klassiske præstegårdskultur, "klokkerne tonede altid i hans danske hjerte" (Henry Hellssen). Slægten domineredes af præster, selv blev han født i Seem præstegård lige nord for den gamle grænse – og var i øvrigt under grænsediskussionerne efter første og anden verdenskrig "aktivist". V. gik i skole i Randers, Sorø (akademiet) og Roskilde, blev student 1900, privat dimitteret, og cand.phil. 1901. Han drev kunst- og andre studier uden at tage eksamen idet han mod faderens håb afslog at læse teologi. Allerede 1900 var han kommet ind på journalistik med bidrag til Roskilde Dagblad, og 1902 fik han ansættelse ved Demokraten i Århus hvorfra han samtidig var korrespondent til Politiken i Kbh. Da Henrik Cavling 1905 blev dette blads hovedredaktør kaldte han V. til sig, og fra nu af skrev han til Politiken. Af det kuld af journalister der voksede op om Cavling efter 1905 var V. den største naturbegavelse og blev Cavlings yndlingsmedarbejder. I nogle år var han københavnerjournalisten fremfor nogen og skildrede det mondæne hovedstadsliv i en let og underfundig stil under mærket "Per Pryd". Blæksprutten noterede: "En Pryd, en Vinding for et moderne Blad". Han strejfede dog også mere seriøse emnekredse: det var ham der bragte Politiken den følgesvangre nyhed at J. C. Christensen havde lånt P. A. Alberti 1,5 mio. kr. af statskassen. Lys og charmerende af udseende og væsen, festglad og kvindekær blev V. feteret af det borgerskab han i forbundethed ironiserede over. Han havde fra naturens hånd talent for at omgås mennesker og rendyrkede bevidst talentet (sammen med journalistkollegaen Tage Heft skrev han senere Omgang med Mennesker. En moderne Knigge, 1930). Men i længden tilfredsstillede den flanerende journalistik ham ikke, og fra 1911 virkede han overvejende som udenlands-medarbejder. 1913 boede han i Paris, 1914 i Rom, 1914-18 i Paris, 1919-21 i Geneve, 1926-36 og igen fra 1938 i det Frankrig han regnede for sit andet fædreland. Han var under første verdenskrig udsendt til vestfronten og såredes 1916 ved Somme, korresponderede 1919 fra Murmanskfronten og Østkarelen og derefter fra folkeforbundet, dækkede 1936-39 den spanske borgerkrig og endelig den franske front 1940. Fra 9.4. til 10.6.s.å. ledede han den franske radios danske afdeling. Ved siden af sit medarbej-' derskab ved Politiken var han, navnlig under første verdenskrig, korrespondent til en række udenlandske blade, bl.a. Verdens Gang (Oslo), Dagens Nyheter (Stockholm), Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning, Paris Journal, Berliner Tageblatt, Evening Standard og Matin. Faglige tillidsposter markerede hans internationale position. Han var vicepræsident for den udenlandske presses forening i Frankrig til 1940, derefter æresmedlem, desuden Administrateur Association Franco-Danoise. 1933-34 var han præsident for folkeforbundets journalister i Geneve. I de yngre år forsøgte V. sig i skønlitteraturen, først med et skuespil De blanke Facader, 1909 der blev en fiasko på Casino, derefter med fortællingerne Den skønne Ubekendte, 1912, Ingeborg Jarl og hendes Kæreste, 1913, Rosen og Martyren, 1915 og Glædens Stad, 1922, men hans styrke var impressionen og ikke fiktionen. Det ydre kan journalisten beskrive, ikke det indre liv, sagde han selv. Den lette og elegante sprogbehandling der syntes ham medfødt bevarede og underbyggede V. gennem sin brogede og befrugtende udvikling fra førkrigsårenes flagrende københavneri og hektiske livsnydelse til den kosmopolitiske vagabondtilværelse og to kriges stærke indtryk. Det danske i hans sind med rødderne i præstegårdslivet og naturen forenede sig på ejendommelig måde med europæisk hovedstadskultur, og som halvt naturaliseret franskmand tilegnede han sig netop de elementer i gallicismen der ikke ligger på overfladen og flettede dem yndefuldt sammen med sit jyske lune og et stænk sentimentalitet. Mange regnede ham for generationens fineste stilist i dansk presse. Det menneskelige moment i en situation var hans styrke – også som politisk skribent; han lod andre om at trække de skarpsindige, kends-gemingsmættede analyser i forgrunden. En række bøger rummer udvalg af hans artikler: Krigsidyller, 1915, Ærens land, 1916, og Hvor livet begynder forfra, 1917 er skildringer fra krigens Frankrig, Vagabond i Europa, 1921 og Fra Randers til Athen, 1931 rejsebilleder fra mange lande, mens Glæde over Danmark, 1924 direkte og indirekte er hvad titlen siger, en hyldest til fædrelandet. "Først da idyllen kom os på afstand, fik vi mod til at sige, hvor højt vi elskede den". Posthumt udsendtes 1951 endnu en samling af hans Politiken-kronikker, Den blå hund i Bombadilla. I Sorgløse Tider, 1942 fortæller han om sine år på Politiken indtil 1911. En særstilling i forfatterskabet indtager bogen om Maleren Hans Henningsen, 1944 der sammen med mange mindre artikler vidner om V.s kunstinteresse. I en anden biografi General de Gaulle, 1948 skildres den franske statsmand med stærk omend ikke ukritisk sympati. Året før V. døde udsendte han endelig Rejse i Frankrig, 1949 – en kærlighedserklæring både til landet og folket. Kærligheden var gengældt. Han var ridder af æreslegionen, og efter hans død i Kbh. hvortil han søgte fra Paris pga. alvorlig sygdom mindedes han i fransk radio med en udsendelse.