Anna Bloch

Anna Bloch, Anna Kirstine Bloch, 2.2.1868-25.11.1953, skuespiller. Født i Horsens, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Efter at have modtaget undervisning bl.a. af Emil Poulsen debuterede B. på Det kgl. teater 4.9.1885 som Titania i En Skærsommernatsdrøm og som Jenny i Den bogstavelige Udtydning. Vejledt af William Bloch spillede hun Helga i Geografi og Kærlighed (dec. 1885) i hvilken rolle hun røbede at de unge piger i pubertetsalderen med alle dens stemninger og længsler, dens hastige udbrud, dens overmod og forkælelse i B. ville få en usædvanlig begavet fremstiller. Det var da også denne evne William Bloch udnyttede da han for hende skrev titelrollen i Frøken Nelly. Hermed indledtes et kunstnerliv der skulle få omfattende betydning for Nationalscenen. B. blev ansat i 1886 og virkede uafbrudt til 1918. Herefter optrådte hun som gæst, blev på ny ansat 1922–25 for siden atter at give gæsteroller, bl.a. som Lucretia i Den vægelsindede ved Ny scenes åbning 1931. På dagen for sit 50års skuespillerjubilæum rejste hun til udlandet da hun ikke kunne komme overens med teatret om en velegnet forestilling. Hun blev dog fejret af Dagmarteatret der spillede Dronningens Mand (20.3.1936) med B. som dronningen og Poul Reumert som kongen, men uden succes. B. dyrkede også oplæsningskunsten og deltog bl.a. ved en velgørenhedsforestilling i Stærekassen 1937.

Historisk set hører B.s nuancerede kunst sammen med det københavnske lystspil fra 1890-erne, med Einar Christiansens, Otto Benzons, Emma Gads, Gustav Esmanns og Gustav Wieds komedier. Navnlig var bourgeoisiets unge, friske døtre, når de skulle røbe et rent instinkt, hendes område (Gerda i Frøken Bodil), men hun beherskede også deres modsætning, de blege kulturvæsener fra gamle, fine hjem. Med kløgtig opfindsomhed og sikker satire varierede hun typerne så de fik en klar, inderlig eller løssluppen tone af levende liv. Hun bestræbte sig ikke på at virke ved skønhed og ynde men ved sand karakteristik og ved nye betoninger. Som Hilde i Fruen fra Havet anvendte hun grov stemme og lange uplastiske skridt der overbevisende dannede et præcist billede af umoden alder med dens sans for det "spændende", og modsat var Mathilde i Under Snefog præget af jysk ro og den forelskelse der kan vente og tie. For vaudevillen betød B.s medvirken en fornyelse der stærkest kom til udtryk i Aprilsnarrene, hvis Trine Rar hun udførte 121 gange. Den halvt "litterære" figur blev til et virkeligt tolvårs barn med vandkæmmet tøsehår, næsvis, kåd og dog ikke uden en vis kantet ynde og lyrisk følsomhed. På lignende måde fornyede og individualiserede hun adskillige unge piger i Heibergs, Hertz' og Hostrups komedier uden at fratage dem poesien. Mest ejendommelig var dog B.s fremstilling af sære børn med overspændt natur, enten gammelkloge eller åndeligt standsede i væksten, fx Hedvig i Vildanden og Eleonora i Paaske. Mondæne fruer og forfjamskede modedamer fik også en sikker fremstiller i B. I andre roller viste hun megen historisk stilevne og sans for svundne tiders poesi, fx Hanna i Tilfældet har Ret, Leonora i Maskarade og Silvia i Kærlighed og Lykketræf.

B. var en typisk repræsentant for den "blochske" scenenaturalisme med stor sans for den følelsesmæssige, stemningsbefordrende replikbehandling og den psykologiserende spillestil. Hendes manglende evne til at fremstille det erotisk glødende, den lyriske flugt og den tragiske patos erstattede hun med en virtuos detaljekunst. Små karakteristiske træk blev samlet til et psykologisk helhedsbillede. Gennem pauser, håndbevægelser og minespil kunne hun udtrykke mere end med mange ord. Ved et agtpågivende blik og et lige antydet smil gav hun selv tomme og farveløse replikker glans og underforstået mening. Hun fik stor betydning for senere skuespillerinders rolleopfattelse hvor man bl.a. hos Bodil Kjer og Ingeborg Brams kan efterspore lighedspunkter med hendes kunstneriske naturalisme, til trods for at de næppe har set hende optræde. – Stjerneforgudet i sin ungdom følte B. sig i de senere år forbigået. Egentlig voksede hun aldrig ud af ungpige- og ingenuerolleme, og da det gamle repertoire forsvandt fra nationalscenen forlod hun teatret med bitterhed. Selv udtalte hun at grave og fugle udfyldte hendes tilværelse de sidste år. Tre fritflyvende papegøjer fik lov til at rasere hjemmet og yndede – til de besøgendes ubehag -at sætte sig i håret på de tilstedeværende. Så var samlingen af porcelænspapegøjer der optog en hel væg af mindre påtrængende art. Efter hendes død kom det blochske indbo på auktion, mens brevsaml. m. m. overførtes til Kgl. bibl. 1923–24 opførte Det kgl. teater B.s lille komedie Saadan veksler hvori hun selv spillede hovedrollen. Hun har endvidere skrevet hørespillene Epilog (udsendt 1934) og Veni, vidi, vici (uds. 1935) samt erindringsbogen Fra en anden Tid (1930). – Ingenio et arti 1910. Stifter af Anna Bloch-legatet.