Antoinette Bourignon

Antoinette Bourignon, 13.1.1616-30.10.1680, mystiker. Født i Lille, død i Franeker. B. viste fra barn den udprægede mystikers anlægspræg og tilhører mystikkens kontemplative type med tendens til askese og lydhør over for åbenbaringer hun mente at modtage, ikke som syner men som direkte budskaber. Da hendes far ville tvinge hende til et ægteskab flygtede hun 1636 fra hjemmet hvor hun i ensomhed havde været optaget af læsning af mystikernes skrifter, og fandt støtte hos ærkebiskoppen af Cambray. Efter faderens død 1648 oprettede hun for sin arv 1653 et vajsenhus for fattige piger, men efter ni års forløb måtte hun opgive det da hun blev anklaget for at stå i ledtog med djævelen. Under de angreb hun blev udsat for, ikke mindst fra jesuitterne, skærpedes hendes blik for hellighedens karikatur. Hvor hun kom beråbte hun sig på indre åbenbaringer, og hendes sydlandske glød skabte både tilslutning og modstand. Af alle kirker satte hun den romerske kirke højest skønt hendes kritik af alle kirkeafdelinger var skarp, men som mystiker følte hun interkonfessionelt. At læse i Skriften anså hun for overflødigt da Gud åbenbarede hende Skriftens indhold. I Mecheln fik hun støtte af jansenisten abbed Christian Bartholomæus de Cort, hendes "første søn". Sammen med ham planlagde hun anlægget af en ren menighed af de sande troende på øen Nordstrand hvis digearbejde de Cort stod for. Her ville de gennem en kristelig landbokommunisme danne et evangelisk fællesskab i forsagelse af legemligt arbejde for desto mere at kunne samle sig om sjælens hygiejne. De Cort døde 1669, B. var universalarving, men da testamentet ikke blev godkendt rejste hun til Slesvig for at finde støtte ved det gottorpske hof, derfra til Husum (aug. 1672-dec. 1673) hvor hun udsendte en række skrifter som hendes venner oversatte fra fransk til hollandsk og tysk. Generalsuperinterdent Sebastian Niemann og præsten Georg Heinrich Burghardus ivrede mod hende, og hun måtte fortrække til Flensborg hvor præsterne i deres juleprædikener angreb hende så voldsomt at hun vendte tilbage til Husum. Da hendes trykkeri blev konfiskeret og hendes bøger brændt af bødlen 1674 drog hun ti! Slesvig og affattede 11.3.1675 en trosbekendelse for at få hertug Christian Albrechts støtte, hvad der dog ikke lykkedes. Marts 1676 rejste hun til Hamburg, n.å. til Ostfriesland; overalt blev hun forfulgt, og på rejsen til Amsterdam døde hun "for at begive sig til sin store sol, efter hvilken hun havde sukket så længe" (Poiret). Hendes kritik både af kirken som Babel og af den kirkelige teologi (bl.a. satisfaktionslæren) tillige med hendes forventninger om et nyt Guds rige, afgrænset fra Babel ved kirketugt og askese, vandt tilslutning hos dem der under trediveårskrigens opløsning af de bestående forhold var suggereret af kiliastiske drømme. – Pierre Poiret udgav hendes skrifter i 19 bind (1686).