Arnold Busck, Arnold Andreas Bull Ahrensen Busck, 29.11.1871-22.2.1953, forlagsboghandler. Arnold Busck etablerede sig som boghandler sammen med J. L. Wisbech 5.11.1896 i København under firmanavnet B. & Wisbech. Wisbech udtrådte 1903, hvorefter Arnold Busck førte forretningen videre under eget navn. Med stor dygtighed og energi arbejdede han den op til at blive en af de største københavnske boglader. Forretningens gode beliggenhed på Købmagergade gjorde det naturligt for ham at samle et klientel i akademiske kredse.
Da han havde grundfæstet bogladens stilling påbegyndte han også forlagsvirksomhed, og juli 1922 overtog han det af C. E. Nielsen og Otto Halling oprettede Nyt Nordisk Forlag. 1925 erhvervedes dele af Aage Marcus' Forlag og 1928 dele af Em. Langhoffs.
Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, har i Arnold Buscks tid haft mange ansete danske, skønlitterære forfattere knyttet til sig, således Aage Dons, Leck Fischer, Kaj Munk, Jens August Schade og Johs. Wulff, men i de senere år har forlaget skiftet retning og er blevet et rent fag- og lærebogsforlag.
Efter Arnold Buscks død har sønnen, Helge Arnold Busck, 19.10.1905-14.11.1985, der udnævntes til direktør i 1941, og sønnesønnen Ole Arnold Busck, f. 12.8.1937, der udnævntes til direktør i 1969, ført virksomhederne Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, og Arnold Busck International Bog- og Papirhandel videre. Ole Busck var direktør frem til 2007. Siden 2010 er Helle Busck Fensvig, f. 11.8.1965, som er fjerde generation af Busck-familien, administrerende direktør. 1953 etableredes et antikvariat, 1961 købtes Thorkild Becks Forlag, 1963 Håndbog for Bygningsindustrien, 1965 Det Schønbergske Forlag, 1974 Nordisk Boghandel, 1976 Jul. Hansens Bogimport og 2008 B.O. Bøger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.