Arthur Arnholtz

Arthur Arnholtz, Arthur Arnholtz Sørensen, 28.11.1901-16.10.1973, tale- og sangforsker. Efter studentereksamen fra Sorø (1920) studerede Arthur Arnholtz først medicin men skiftede til skoleembedseksamensfagene dansk, engelsk og tysk. Han blev kandidat fra Kbh.s univ. 1928 (eng. ty.), derefter adjunkt ved Åbenrå statsskole (1928–33). Fra 1933 bestred han et femårigt lektorat i dansk ved Berlins universitet. Ved sin hjemkomst i 1938 blev han adjunkt (senere lektor) ved Lyngby statsskole. Samme år tog han den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. hvor han fra 1939 virkede som undervisningsassistent (hos professorerne Erik Abrahamsen og Ejnar Thomsen). 1943 beskikkedes han til lektor i talens og sangens æstetik og historie og fra 1949–70 beklædte han et nyoprettet professorat i foredragslære og metrik (først ekstraordinært, senere ordinært). 1965 blev han indvalgt i Videnskabernes selskab.

Arthur Arnholtz' første betydelige værk er disputatsen Studier i poetisk og musikalsk rytmik, 1938. Vigtige inspirationer var studieopholdene i Cambridge (1924) og hos Ed. Sievers i Leipzig (1930). I bogen polemiseres dels mod naturalismens formopløsning, dels mod musikprægede overstiliseringer – de sidste repræsenteret ved den beundringsværdige Andreas Heusler, til hvem Arthur Arnholtz i øvrigt erkender sin gæld. Imod ekstremteorierne sætter Arthur Arnholtz – med støtte hos Fr. Saran og Ed. Sievers, men også inspireret af Heusler – sin birytmiske dualisme: klassiske vers bliver til som vers i kraft af et balanceforhold mellem metrene og sproget. Erkendelsen af dette balanceforhold forudsætter rigtignok en medskabende formvilje hos læseren. Han kan så studere de to planer særskilt, henholdsvis som en "rammelære" eller en "metrik" og som en "prosodi" der undersøger de midler hvormed de enkelte sprog imødekommer metrene. Den egentlige kunstneriske disciplin er dog studiet af de to planers syntese i en egentlig "rytmik". Den prosodiske betragtning fører videre til en opdeling af hele den germanske versmasse i tre store kategorier: de prosanære vers, der er taktfremmede men talerette, de centrale vers, (som stod Arthur Arnholtz' hjerte nærmest), der er taktrette og talerette, så de indgår en art optimal syntese, og de musiknære vers, der er taktrette og talefremmede.

Teorien er, trods sin imponerende klarhed og konsekvens, ikke let tilgængelig som den foreligger i disputatsen. Den er derfor undertiden blevet fejltydet. Dens æstetiske og litteraturhistoriske værdi bliver mere indlysende i den form hvori den er fremlagt i Arthur Arnholtz' sidste store arbejde, Dansk verslære, som han desværre aldrig nåede at fuldende. De to (af i alt tre planlagte) bind som foreligger (1966 og 1972) er imidlertid værdige afløsere af Ernst v.d. Reckes fine verslære som de vel tør måle sig med i kunstnerisk indsigt og som de overtræffer i beskrivelsens rigdom på nuancer. Imellem de to metriske hovedværker ligger en lang række lødige afhandlinger hvori dyb kærlighed til emnet forenes med en sjælden sproglig prægnans. De falder i 3 grupper: taleteoretiske, metriske og sanghistoriske arbejder. Hertil kommer et par udmærkede bøger til undervisningsbrug samt en række smukke og velkommenterede sangudgivelser (sammen med Nils Schiørring, Karl Clausen og Finn Viderø). Arthur Arnholtz var også medarbejder ved udgivelsen af Danske Metrikere (bd. I 1953 sammen med Erik Dal og Aage Kabell, bd. II 1954 sammen med Erik Dal).

Medvirkende til Arthur Arnholtz' videnskabelige resultater var ikke blot hans intellektuelle klarhed men også hans kunstneriske evner der var af både skabende og genskabende art. Han komponerede med talent og udgav gennem årene også en række formfuldendte digtsamlinger. Men desuden var han den fødte oplæser og havde som sådan en usædvanlig evne til i sine altid veldisponerede forelæsninger at lade digtningen leve umiddelbart. Som åndstype var han aristokrat og han følte sig med sin hele kristeligt humanistiske indstilling ofte nok i modsætning til en tid der forekom ham præget af forvirring og dårlig smag. Men han var alt andet end livsfjern. Bag hans blide egensind gemte der sig stor handlekraft og et betydeligt talent for administration. Han kunne derfor notere sig virkelige sejre – men også et enkelt nederlag – på det praktiske felt. 1958 stiftede han således sammen med den store talesagspioner Viggo Forchhammer Modersmåls-selskabet, for hvilket han senere (og indtil selskabets afvikling) var en virksom formand. Selskabets formål var at fremme dyrkelsen af det talte sprog i samfundet og dets hovedanliggende var den treårige talelæreruddannelse som under Arthur Arnholtz' ægide producerede en række særdeles kompetente, "æstetiske" talepædagoger.

I halvtredserne arbejdede Arthur Arnholtz også på oprettelsen af universitetets Laboratorium for metrik og foredragslære, som fik lokaler i Studiegårdens anneksbygning og som fik sine første bevillinger fra og med 1958. Fra dette institut administrerede Arthur Arnholtz i en årrække en omfattende stemme- og taleundervisning. Den blev givet som tilbud til alle universitetsstuderende og var af særlig værdi for alle der skulle ud i et "talende erhverv": som lærer, som præst eller som advokat. Det var derfor en bitter skuffelse for Arthur Arnholtz at myndighederne under halvfjerdsernes finansielle stramning handlede uklogt og nedlagde denne undervisning. Til gengæld kunne han i 1970 – det år hvor han fratrådte som professor – glæde sig over et nyt praktisk resultat af sit virke: oprettelsen af den ny bifagseksamen i retorik ved Københavns universitet. Med den lagde han grunden til en ny, samfundsnyttig uddannelse der ganske vist som universitetsfag måtte være af en væsentlig anderledes beskaffenhed end Modersmåls-selskabets.

Familie

Arthur Arnholtz blev født i Kbh. (Johs.), død på Kbh.s amts sygehus i Gentofte, begravet Sorgenfri kgd. Forældre: kemikeren S.P.L. Sørensen (1868–1939) og Anna Louise Willumsen (1870–1950). Navneforandring 9.6.1920. Gift 8.9.1928 på Frbg. med Karen Marie Beenfeldt, født 19.1.1904 på Frbg., d. af bygningsinspektør, arkitekt, maler Thor Beenfeldt (1878–1954, gift 2. gang 1938 med Magdalene Christiane Madsen, 1904–65) og Henriette Dorthea Hansen (1878–1949).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A.A.: Vers og sang (festskr. til A.A. 28.11.1971; 5 udvalgte afhandl. og bibliografi). Samme: Mine observationer, 1973. – Jørgen Fafner i Kbh.s univ.s årbog 1973–74. Erik Dal i Oversigt o. Vidensk. selsk.s virksomhed 1973–74.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig