August Schmidt, August Frederik Schmidt, 4.8.1899-17.7.1965, forfatter. Født på mejeriet Kronborg i Gesten sg, død i Århus, begravet i Brabrand. S. voksede op ved landbruget og var vinteren 1915–16 på Skanderup efterskole. Da han ønskede at blive højskolelærer var han et par år elev på Askov højskole, 1919–21 frekventerede han Døckers kursus, og 1922–26 fulgte S. forelæsninger på universitetet samtidig med at han 1921–26 var assistent ved Dansk folkemindesamling. 1926–30 var han lærer på Galtrup højskole på Mors, men 1930 bosatte han sig i Brabrand for at leve som forfatter. – S. udfoldede frem til sin død et kolossalt forfatterskab der nåede op på mere end 80 selvstændige publikationer og langt over 5000 artikler i lokalhistoriske årbøger og dagspressen. Det siger sig selv, at S.s forfatterskab derfor overvejende fremlægger allerede kendt stof og andres forskningsresultater. S. var næppe nogen egentlig kritisk eller videnskabelig begavelse og hans fremstillingsevne var ikke udpræget, men han oparbejdede efterhånden en stor viden om landbosamfundets fortid og fortrolighed med mange sider af særlig jysk traditionel bondekultur. Sine mest betydende indsatser ydede han nok med udgivelsen af Danske Vider og Vedtægter IV-V, 1932–38, og de studier i sædvaneret han udsendte, Hyrdedrenge og Hyrdeliv, 1926, Byhyrder, 1928, By tyr og Byorne, 1934, Landsbysmeden, 1932, Møddinger og Gødskning, 1939, Nogle Arbejdsgilder, 1938, Landsby gilder, 1940, Studier i Vider og Vedtægter 1–2, 1937–51. Nyttige fortegnelser er hans Danmarks Helligkilder, 1926 (suppleret med 21 artikler) og Danmarks Kæmpesten, 1932. S. skrev eller bidrog til adskillige sognehistorier hvor de vigtigste er Brabrand og Aarslev Sognes Historie I-VIII, 1937–62, Aaby Sogns Historie I-II. 1941–43, Brørup Sogns Historie, 1949 og G jesten Sogns historie, 1955. Mere bredt anlagte folkelivsskildringer er Morsingboer i gamle Dage I-IV, 1930–38, Fra Koldingegnen I-III, 1956–61 og Fra Mors I-III, 1957–64, og S. behandlede endelig i flere publikationer de folkelige gennembrudsforfattere, således i Jeppe Aakjær, 1933, Jakob Knudsen, 1936, Johan Skjoldborg, 1938 og Thøger Larsen, 1939. – S. var i sin oprindelse og udvikling dybt præget på én gang af erindringen om den traditionelle bondekultur og af det moderne højskoleprægede kulturmønster. Hans emner og læserkreds var landbosamfundet, særlig det jyske, og han var utrættelig beskæftiget med at studere og ikke mindst skrive om dets udvikling gennem 1700- og 1800-tallet. Sin omfattende viden stillede han gerne til rådighed for andre, og hans forfatterskab vil fortsat for de bedste tings vedkommende stå som indsigtsfulde og materialefyldte redegørelser for tidligere tiders tilværelse i landbosamfundet.

Familie

Forældre: mejeribestyrer, senere gårdejer Jens Boisen S. (1854–1905) og Marie Helena Catharine Voigt (1860–1934). Gift 15.10.1926 i Kbh. (Matth.) med Johanne Maria Hansen, født 22.8.1896 i Kbh. (Matth.), død 7.10.1975 i Århus, d. af gårdejer, senere grossist Jens Peter Jensen H. (1854–1933) og Marie Helene Kristensen (1864–1942).

Udnævnelser

R. 1952.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

[Bengt Holbek:] A. F. S. Bibliografi, 1959. – A. F. S.: Memoirer og breve, 1960 (breve til S.). – Slægtstavle-saml., 1933 76. Arnold Hansen i Vejle amts årbog, 1965 104–06. [H. K. Kristensen] i Fra Ribe amt, s.å. 306f. Otto L. Sørensen i Skivebogen s.å. 118–20. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig