Axel Kjerulf, 24.7.1884-19.9.1964, redaktør, forfatter. Født i Kbh. (Frue), død sst. K. levede fra sin tidligste barndom i et intenst musik- og teatermiljø gennem faderens omfattende virksomhed som musiklærer, pianist, dirigent, komponist, forfatter – og som dagbladet Politikens førende musikmedarbejder gennem en menneskealder, en central post som sønnen kom til at videreføre i mere end et halvt århundrede, fuldt bevidst om sin kulturelle gæld. Den unge K. begyndte at studere musik hos Angul Hammerich, Leopold Rosenfeld og Ulrich Andersen. Med faderen som mønster vendte han sig dog mod journalistikken og blev 1904 engageret af Edvard Brandes som medarbejder ved Politiken og Ekstra Bladet. Hans livslange uafbrudte tilknytning til Politiken startede dog først efter et par journalistiske sidespring til Århus 1906 og til det københavnske dagblad Dannebrog 1908–1910. K.s musikkulturelle indsats i dette lange åremål i Politikens hus blev overordentlig alsidig. Foruden den daglige anmeldervirksomhed blev han initiativtager til og arrangør af utallige festlige begivenheder som frilufts-spil i Dyrehaven, revyer, rundskuefester og meget mere. Han virkede desuden som instruktør ved Scala og Casino i 1920erne. Ved mange arrangementer lykkedes det ham at skaffe betydelige kunstnere til Danmark. Men også indenfor den seriøst faglige del af musiklivet kom K. til at beklæde vigtige tillidsposter, bl.a. som formand for den af hans far stiftede Dansk tonekunstnerforening, som ordfører i Musikrådet og som medlem af undervisningsministeriets musikkommission samt af mange legatbestyrelser. Som journalist viste han en vel afbalanceret tolerance og som skribent i det hele taget en sproglig smukt formet stil, elskværdigt præget af det kulturelle miljø han tilhørte. Ud over journalistikken udfoldede han et værdifuldt forfatterskab, først og fremmest en række bøger: Franz Schubert, 1928, Liva Weel, 1942, Musikkens Hvem-Hvad-Hvor I–III (s.m. Nelly Backhausen) med et uerstatteligt titelregister, 1950, Nordens Don Juan, 1952, om Edouard Du Puy, bemærkelsesværdig for sin vel dokumenterede stofrigdom, Kgl. majestæts musikanter, s.å., om Det kgl. kapel, Hundrede år mellem noder, 1957, om Wilhelm Hansens musikforlag samt vægtige afsnit i samleværket Danmark i Fest og Glæde, 1935–36, og flere andre arbejder, også om byhistoriske emner. Dertil kom en mængde oversættelser og bearbejdelser af operetter og skuespil for de fleste københavnske teatre. K. har desuden komponeret musik til pantomimen De tre Skalke (Tivolis pantomimeteater 1920) og udgivet flere hæfter med sange og viser (Den store Bastian 1913, Den lille Rødhætte 1915, Sol over Danmark 1941 m.fl.). Ved K.s død betegnede Politikens redaktionelle mindeord ham som den sidste af det kuld af betydelige Politiken-journalister som under Henrik Cavlings inspiration formede deres blad og dermed deres by.

Familie

Forældre: komponist Charles K. (1858–1919) og Susanne Matthieu (1856–1928). Gift 1. gang 1919 med Ely Fischer, født 12.9.1892 i Hvitsten, Norge, død 1973, d. af maler Paul F. (1860–1924) og Dagny Grønneberg (1867–1920). Gift 2. gang med redaktør Nelly Backhausen, født 25.6.1917 i Kbh., d. af litograf Carl Adolph B. (1881–1941) og Mariane Cortsen (1885–1972).

Ikonografi

Silhouet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interview i Ektrabl. 15.7.1944. – Masken, 1916–17 31. K. Rostgaard-Frahne i Ord og toner, 1944 nr. 7–8. Ekstrabl. 23.7.1954. Hans Voigt i Aktuelt 24.7.1964. Kai Flor i Berl. tid. 20.9.1964. Politiken s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig