Axel Urne, 5.2.1598-4.2.1653, godsejer, genealog. Født på Viffertsholm, død fra Mariager k., senere ført til Svenstrup k. U. var 1612 i Sorø skole og blev derefter en tid opdraget hos den lærde Holger Rosenkrantz. 1619-21 var han kancellisekretær, men trak sig efter sit ægteskab tilbage fra offentlig virksomhed, bortset fra at han måtte påtage sig nogle værgemål og var kommissionsdommer i nogle skiftesager. Fra sine forældre havde han arvet Viffertsholm (Helium hrd.), men denne mageskiftede han 1633 for Kellerup og Kvotrup (Onsild hrd.); Skavange (Dronninglund hrd.), som han havde fået med sin hustru, solgte han 1634. Han gerådede i økonomiske vanskeligheder og synes at have været lidt af en procesmager. Mest kendt er han for sine matematiske og genealogiske studier. Samtiden roste ham som matematiker, men hans eneste bevarede arbejde fra dette område er en omhyggeligt udarbejdet fortegnelse fra 1634 over mål, vægt, landgildetakst etc. i Danmarks og Norges forskellige len der også oplyser om bespisningstakster på Bremerholm og på adelsgårdene. Hans eneste bevarede genealogiske værk er en anetavle for Viffert Seefeld, og den viser en for tiden betydelig selvstændighed og grundighed idet opstillingen er støttet på og oplyst ved uddrag af nu tabte dokumenter. Heri findes også en selvstændig beretning om Vincens Lunges død.

Familie

Forældre: Jørgen U. til Brobygård (1567-1601) og Margrete Viffert (1562-1622). Gift 21.7.1622 i Ålborg med Anne Rodsteen, født 23.7.1593 på Lengsholm, død før 22.7.1654, d. af Markor R. (død 1598) og Agathe van Mehlen.

Bibliografi

Pers. hist. t. 6.r.IV, 1913 211-31 (U.s stamtvl. over Viffert Seefeld). – Aage Brask: Kjellerup, 1943 125-41. -Thott-694-fol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig