Børge Nielsen, Børge Simon Nielsen, 23.1.1923-7.2.1993, direktør for Eskofot A/S. Børge Nielsen var efter sin uddannelse i handelsbranchen med tilhørende handelseksamen fra Købmandsskolen beskæftiget i udlandet. Efter en ansættelse i det fotografiske handelshus James Polack A/S forlod han en tid branchen idet han efter besættelsesårene blev tilknyttet flygtningeadministrationen som tilsynsførende og lejrleder ved Kløvermarkslejren 1945-47. 1948 kom han til det 1941 stiftede Skandinavisk Fotocopi A/S hvor han året efter blev forretningsfører. 1954 købte han virksomheden der 1964 skiftede navn til Eskofot A/S i forbindelse med at selskabets virkeområde blev udvidet. Fra udelukkende at forhandle fotokopimaskiner begyndte Børge Nielsen en udvikling og produktion af teknisk udstyr til den grafiske branche der netop på denne tid begyndte den teknologiske overgang fra blysats til fototeknik. I konkurrence med udenlandske virksomheder bragte Børge Nielsen i løbet af 1960erne og 1970erne Eskofot frem til en position som en af verdens førende producenter af reprokameraer og andet reproduktionsudstyr. I takt med den kraftige vækst blev selskabet, der har hovedsæde i Ballerup, udbygget med en række filialer og datterselskaber i Danmark, Vesttyskland, Sverige, USA, Canada og Schweiz. 1980 blev Børge Nielsen medlem af Industrirådets hovedbestyrelse og 1984 af forretningsudvalget.

For sin erhvervsmæssige indsats og for firmaets produkter modtog Børge Nielsen såvel danske som internationale hædersbevisninger og priser. 1977 blev han honorær konsul for Sudan og 1989 honorær konsul for Malta.

Familie

Børge Nielsen blev født i København og døde i Hofgastein, Østrig.

Forældre: adopt. afslagter-mester Carl Chr. Nielsen (1893-1953). Gift 8.1. 1947 på Frbg. (Slotsk.) med Inga Gütte Juel Pedersen, født 17.6.1922 på Frbg., d. af grosserer Niels Juel P. (1885-1967) og Karen Rasmussen (1893-1970).

Udnævnelser

R. 1978.

Bibliografi

Berl. tid. 21.1.1973. Børsen 31.1.1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig