Bendix Meyer, d. 16.11.1721, officer, diplomat. Død i Berlin. Efter at have været i fransk tjeneste var M. som løjtnant i staben hos Carl Rudolph af Württemberg under felttoget ved sydgrænsen 1700 og tjente derefter med udmærkelse i general J. v. Scholtens stab i Flandern m.m. og blev 1705 kaptajn og major. Ved forberedelsen til felttoget i Skåne 1709 blev han hjemkaldt, fik obersts karakter og blev 1. generaladjudant hos overgeneralen C. D. Reventlow der benyttede ham meget under felttoget, og navnlig i slaget ved Helsingborg var han til stede på de afgørende punkter og viste åndsnærværelse og initiativ. Da kongen 1710 med sine nærmeste fortrolige drøftede spørgsmålet om en ny overgeneral anbefalede D. Vibe general Scholten fremfor nogle udenlandske generaler, men foreslog at man, inden endelig bestemmelse toges, rådspurgte M. der nøje kendte de hoje generaler i ind- og udland. s.å. blev M. oberst og generaladjudant hos kongen og udsendtes straks til forhandlinger med kong August og zar Peter om fællesoptræden mod Sverige. Han gjorde herved i St. Petersborg bekendtskab med Poul Vendelbo Løvenørn hvem han stærkt anbefalede til kongen og senere ofte samarbejdede med. 1711-12 var han stadig på rejse til de to fyrsters hoffer og bragte konventionerne med dem til gunstig afslutning. 1713-15 var han fast militærdiplomatisk udsending hos kong August og, som generalmajor, fra 1715 indtil sin død envoyé extraordinaire ved det preussiske hof hvor han med dygtighed og held virkede for sin konges interesser og var vel lidt. Da kongen og Gabel 1719 forberedte til felttog fra Norge, og det var mislykkedes at få en høj inden- eller udenlandsk general til at tage overbefalingen under kongen blev M., der dog aldrig havde haft lejlighed til kommandoføring i større stil, beordret til hurtigst muligt at indfinde sig i hovedkvarteret. 1721 blev han adlet og Hv. R.

Familie

gift 1. gang 1710 (el. 11) med Charlotte Amalie Scholten, d. af general Jobst S. (ca. 1647-1721) og Adelgunde M. Rømeling (1654-1714). Gift 2. gang med M. A. Lincker.

Bibliografi

Danske mag. S.r.III, 1893-97 332f 336 342. - Edv. Holm i Hist. t. 5.r.III, 1881-82 1-160 569-700. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben II-X, 1903-34. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Løvenørn, 1924.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig