Bent Muus, Bent Jørgen Muus, 15.7.1926-12.7.2006, zoolog. Bent Muus blev student fra Holte 1947 og mag.scient. i zoologi 1954. S.å. ansattes han ved Danmarks fiskeri- og havundersøgelser hvor han som leder af lavtvandsafdelingen med stort organisationstalent forestod egne og medarbejderes omfattende undersøgelser af 17 danske fjorde, nor og småbugter.

Foruden deltagelse i Danas rutinetogter i Nordatlanten var Bent Muus 1961 med på den amerikanske Nagaekspedition i Det sydkinesiske hav som afslutning på et års virksomhed som marinbiologisk konsulent for den filippinske regering og derefter i Djakarta for UNESCO; 1966 deltog han i 5. thai-danske ekspedition i Andamanerhavet. 1968 udnævntes han til direktør for Zoologisk museum i København (indtil 1973) og blev n.å. professor i systematisk zoologi og zoogeografi. Han var professor frem til 1996.

Der har fra mange sider været bud efter Bent Muus' forhandlingsevner og brede viden om dyreliv, naturforvaltning m.v.: 1971-81 som formand for Naturfredningsrådet og 1971-96 for bestyrelsen for Zoologisk have, 1972 som medstifter af og præsidiemedlem af den danske sektion af Verdensnaturfondenhvor han var næstformand 1980-84 og 1989-98, som DANIDAs konsulent for den marinbiologiske station i Phuket, Thailand, samt som medlem af vildtnævnet, miljøankenævnet, fondsbestyrelser m.v.

Hovedresultaterne af lavtvandsundersøgelserne publicerede Bent Muus i sin omfattende disputats, The fauna of Danish estuaries and lagoons, 1967, et vægtigt videnskabeligt indlæg mod de grasserende tørlægningsprojekter og baseret på kvantitative og taksonomiske studier, årstidsvariation m.v. samt på apparatur af delvis egen konstruktion. Hertil kommer arbejder om især blæksprutter (bl.a. i Danmarks Fauna) og en stor populærvidenskabelig produktion først og fremmest om fisk, fx de (af P. Dahlstrøm) smukt illustrerede håndbøger Havfisk og fiskeri i Nordvesteuropa, 1964 (6. udg. 2006) og Europas ferskvandsfisk, 1967 (4. udg. 2005) der er oversat til 11 sprog, fiskekapitlerne i Danmarks Dyreverden og afsnittet om fisk i Grønlands Fauna, 1981. Et par mindre bøger handler om fiskeri og om zoo, og disse emner og miljø- og fredningsproblemer er behandlet i en række artikler i tidsskrifter og dagblade.

Bent Muus tildeltes 1982 Amalienborg-prisen.

Familie

Bent Muus blev født i Bragenäs sogn, Norge.

F: grosserer Elias Bruun Muus (1875-1956) og Wilhelmine Hoffmeyer (1877-1950). Gift 11.12.1954 i Kbh. (b.v.) med universitetslektor, mag.scient. Kirsten von Bülow, født 4.6.1931 på Frbg., d. af grosserer Henning von B. (1899-1953) og Kamma Klein (1902-77).

Udnævnelser

R1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kbh.s univ.s årbog 1966-67 142-44 149f. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1968 217f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig