Bernhard Bülow, Bernhard Ernst Bülow, 2.8.1815-20.10.1879, diplomat. Født i Cismar, død i Frankfurt a. M., begravet i Berlin (Zwolfapostelkirchhof). Efter at have studeret i Berlin, Göttingen og Kiel trådte B. 1839 i dansk statstjeneste, idet han først ansattes i det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli og derpå i udenrigsministeriet. 1842 udnævntes han til legationsråd. Han fungerede som sekretær ved den af Christian VIII til undersøgelse af arvefølgeforholdene nedsatte kommission hvis arbejde resulterede i det kgl. åbne brev af 8.7.1846, hvori påvistes at kongelovens arvefølge gjaldt for hertugdømmerne Slesvig og Lauenburg men var uvis for visse dele af hertugdømmet Holsten. Kommissionsbetænkningen der indeholdt motiverne til det åbne brev blev, i alt væsentligt efter de af baron Fr. Pechlin optrukne linier, med stor dygtighed formuleret af B.

1847 udnævntes B. til chargé d'affaires ved hansestæderne men trådte ved udbruddet af den slesvigholstenske rejsning ud af statstjenesten og stillede sig 9.4.1848 til rådighed for den provisoriske regering i Kiel uden at denne dog ville modtage hans tjeneste. På ny indtrådt i dansk tjeneste afløste B. nov. 1849 baron Pechlin som repræsentant for Holsten og Lauenburg ved den af Østrig øg Preussen oprettede midlertidige forbundsmyndighed i Frankfurt, den såkaldte centralkommission, men anerkendtes ikke officielt af denne. Han var derefter dansk gesandt ved den delvis genoprettede gamle forbundsdag i sept. 1850 og deltog i begyndelsen af n.å. i de såkaldte frie ministerkonferencer i Dresden hvor der uden positivt resultat forhandledes om en reorganisation af det tyske forbund. 1851-62 beklædte B. stillingen som dansk forbundsgesandt i Frankfurt. I førstnævnte års slutning anvendtes han sammen med tidligere gesandt i Stockholm C. H. Bille i en overordentlig sendelse til kabinetterne i i Berlin og Wien. Han skulle her støtte de danske' gesandter, greverne H. Bille-Brahe og W. Plessen i bestræbelserne for at bevæge de to tyske stormagter til at gå ind på den af ministeriet Bluhmé foreslåede ordning hvorefter planen om et Danmark-Slesvig (Ejder-politikken) opgaves, hvorimod det danske monarkis forskellige landsdele skulle samles til en organisk helstat (den kgl. kundgørelse af 28.1.1852). - Også ved det danske tronfølgespørgsmåls afgørelse var B. medvirkende, idet han i marts 1850 sendtes til hoffet i Oldenburg. Men da arvestorhertugen her viste udpræget slesvigholstenske sympatier opgaves tanken om at gøre ham til dansk tronarving. Endvidere førte B. 1852, hovedsagelig gennem deri preussiske forbundsgesandt, v. Bismarck-Schönhausen, i Frankfurt de underhandlinger, der bevægede hertugen af Augustenborg til at gå ind på afståelsesakten af 30.12.1852.

Efter indførelsen af den konstitutionelle helstatsforfatning af 2.10.1855 blussede den dansktyske strid atter op. I rigsrådets første samling stillede marts 1856 elleve holstenske og slesvigske medlemmer forslag om, at den nye fællesforfatning skulle forelægges hertugdømmernes stænder til betænkning, og da de to tyske stormagter støttede dette forlangende jblev det danske forfatningsspørgsmål stærkt brændende. Da ingen af de samtidige danske diplomater havde et så skarpt og klart blik for kernepunktet i det dansk-tyske mellemværende som B. benyttedes han igen i overordentlig sendelse og overrakte i Berlin og Wien sept. 1856 skrivelser fra Frederik VII hvori Friedrich Wilhelm IVs og kejser Frantz Josefs medvirkning påkaldtes til fælles-forfatningens befæstelse; men denne sendelse førte lige så lidt som en tilsvarende til de samme kabinetter marts 1857 til noget resultat. Kort efter tilbød Hall ham udenrigsministerposten efter Scheele, men B. afslog, sikkert fordi han tvivlede om at kunne samarbejde med ministeriets nationalliberale elementer.

En vanskelig og opslidende virksomhed begyndte for B. efter at Preussen og Østrig i efteråret 1857 havde overdraget den tyske forbundsdag at føre forhandlingerne med den danske regering om ordningen af monarkiets forfatningsforhold. Med stort talent støttede han ministeriet Hall under dettes forsøg på at rekonstruere helstaten og tilrådede stærkt, ligesom O. Plessen i Skt. Petersborg, ophævelsen af oktober-fællesforfatningen for hertugdømmerne Holstens og Lauenburgs vedkommende (kgl. kundg. af 6.11.1858). Men hans og regeringens bestræbelser var og måtte forblive frugtesløse da Hall kun kunne indrømme hertugdømmerne en med deres befolkningstal proportionel indflydelse på monarkiets fællesanliggender, mens de holstenske stænder med Tysklands tilslutning fordrede monarkiet omdannet til en føderativstat med fire ligeberettigede lovgivende forsamlinger. Den politiske situation blev så meget alvorligere for Danmark som den venskabeligsindede engelske udenrigsminister, lord Russell, i den såkaldte Gothadepeche af 24.9.1862 tog ordet for oprettelsen af en dansk føderativstat i lighed med den ovenfor omtalte. Ministeriet Hall begyndte derefter at forberede den (ejder-)politiske løsning af striden der fik sit udslag i kundgørelsen af 30.3.1863 medførende Holstens faktiske udsondring fra Danmark-Slesvig. Ved dette vendepunkt i de trættende og indviklede forhandlinger opgav B. imidlertid at fortsætte sin virksomhed som dansk forbundsgesandt i Frankfurt. Bevæggrunden til dette skridt fra hans side var sikkert dyb tvivl om at han definitivt ville kunne udrette noget til held for Danmark, hvortil kom at han som konservativ helstatsmand og af nationalitet følende sig som tysk ikke formåede at slutte sig til den Hallske politiks sidste udviklingsfase i ejderdansk retning. - Inden sin afgang gjorde han allerede i april 1862 i en længere depeche fra Frankfurt udførligt rede for hele sit syn på det dansk-tyske spørgsmål og fremlagde en virkelig plan for den fremgangsmåde regeringen burde følge. Navnlig tilrådede han deri at slutte sig til et af den engelske udenrigsminister, lord Russell, fremsat mæglingsforslag hvorefter Danmark fuldstændig skulle opfylde forbundets fordringer med hensyn til Holsten og Lauenburg og søge Slesvigs forhold ordnet ved en international konference. Uden de tre udenforstående stormagters indgriben ville status quo blive stadig mere utålelig som følge af de tyske stormagters indblandinger og overgreb og uden en af Europa godkendt ordning på det foreslåede grundlag ville monarkiets deling blive løsenet, og denne deling vil "vanskeligt gøre Holdt ved Ejderen". Allerede 1861 havde han i en indberetning til sin regering gjort opmærksom på "om denne (de tyske magters og særlig Bismarcks) Nølerpolitik ikke maaske netop er den farligste for os", og nu i sit politiske testamente fremhævede han nødvendigheden af en snarlig ordning af sagen thi "snart turde det være forbi med vort Initiativ og med vor frie Villie" (indb. af 4.4.1862).

Imidlertid tog regeringen intet hensyn til hans advarsler og forudsigelser og kunne vel efter sin hele politiske stilling næppe gøre det, mens for B. blot monarkiets bevarelse var hovedsagen. Om det derved skulle blive nødvendigt at dele Slesvig var for ham mindre væsentligt, og i foråret 1862 da spørgsmålet om Slesvigs deling var stærkt fremme i Europas diplomatiske kredse fremhævede han at "den Anskuelse, at det maa deles og skilles, som ikke kan eller vil gaa sammen, vinder mere Terræn, end det for to Aar siden syntes muligt". B. erklærede at ville forblive i den danske stats tjeneste hvis han kunne blive forflyttet til en anden diplomatisk post; men dette ønske kunne regeringen ikke opfylde. Dog tilbød man ham det holstenske ministerium, men denne stilling var det naturligvis umuligt for ham at modtage i et ejder-dansk ministerium. Han tog derfor sin afsked fra den danske stats tjeneste 20.10.1862 og afløstes som dansk forbundsgesandt af baron U. Dirckinck-Holmfeld. B. blev derefter statsminister i storhertugdømmet Mecklenburg-Strelitz, nogle år efter mecklenburgsk gesandt i Berlin, og da Bismarck i højeste grad værdsatte hans loyalitet og diplomatiske dygtighed udnævntes han 1873 til statssekretær i det tyske riges udenrigsdepartement hvor han virkede til sin død som Bismarcks trofaste medhjælper i alle betydningsfulde spørgsmål. April 1877 hævdede han i den tyske rigsdag over for H. Krüger at Pragfredens art. 5 ikke gav Nordslesvig nogen formel juridisk ret.

B. var en fornem, fint dannet og kundskabsrig aristokrat, en fremragende politisk dygtighed hvem Gortschakoff betegnede som det bedste hoved af samtlige forbundsgesandter (Bismarck deri indbefattet). Han besad en uhyre arbejdskraft, forbundet med en klar og skarp tænkeevne og rådede over usædvanlige evner til at tale flydende "uden", som Bismarck med let ironi udtalte "at efterlade Tilhøreren noget Indtryk af Meningen med hvad der blev sagt". Som statsmand i Danmarks tjeneste var han en loyal og ubetinget tilhænger af helstaten, typen på en gammeldags holstensk aristokrat men på den anden side set også ganske uberørt af nationalt danske følelser. Han er en af de dygtigste diplomater Danmark har haft. - Kammerjunker 1839. Kammerherre 1847. Gehejmekonferensråd 1862.

Familie

Forældre: amtmand i Cismar, kammerherre Adolph Heinrich Hartvig B. (1787-1816) og rigsgrevinde Susanne Auguste Adelheid Clara Baudissin (1790- 1874, gift 2. gang 1823 med jægermester i Pløn Hans Adolph v. Warnstedt, 1791-1853). Gift 30.4.1848 i Hamburg (Petri) med Louise Victorine Rücker, født 18.10.1821 i Wendemuth ved Hamburg, død 29.1.1894 i Berlin, d. af tidligere dansk konsul, købmand Johann Wilhelm R. (1781-1847) og Emilie Jenisch (1790-1864).

Udnævnelser

R. 1846. K. 1850. S.K. 1852. DM. 1856.

Ikonografi

Stik fra A. Weger, Leipzig, efter foto. Foto.

Bibliografi

P. v. Bülow: Familienbuch der v. B., Berlin 1858 194. Adolf v. Bülow: Bülowsches Familienbuch II, Schwerin 1914 67 70 f. Nær og fjern 2.11.1879, H. v. Poschinger: Preussen im Bundestag I, Lpz. 1882 95. Alex. Thorsøre: Frederik VII.s regering II, 1889. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916. Moritz Busch: Bismarck, some secret pages of his history II, N. Y., London 1898 22 402f. 406 H. v. Sybel: Begründung des deutschen Reiches, Volksausg. I, München 1913 276. Fr. Bajer: Nordens særlig Danm.s neutralitet under Krimkrigen, 1914. A. F. Krieger: Dagbøger 1848-1880, I, 1920, II, 1921, VI, 1925. Bernhard v. Bülow: Denkwürdigkeiten IV, Berlin 1931. Aage Friis: Det nordslesv. spørgsmål II-V, 1925-46. Samme: Den danske regering og Nordslesv.s genforening med Danm., III-IV, 1948-59. V. Sjøqvist: Peter Vedel I-II, 1957-62. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I, 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig