Birgitte Gøye

Birgitte Gøye, ca. 1511-26.7.1574, adelsdame. Død i Næstved, begravet i Herlufsholm k. G.s mor døde allerede 1512 eller n.å., og den lille piges opdragelse blev da betroet til nonnerne i Ring kloster. Efter faderens andet giftermål kom hun tilbage til hjemmet på Skanderborg slot. I fjortenårsalderen blev hun efter forældrenes vilje trods sine bønner, og tårer tvunget og truet til at trolove sig med Jesper Daa til Enggård. Også efter sit aftvungne samtykke fastholdt hun imidlertid sin modstand, og efter den strenge stedmoders død (1528) søgte hverken faderen eller fæstemanden at fremtvinge en afgørelse. At hæve en trolovelse var imidlertid dengang næsten lige så vanskeligt som at løse en ægtepagt, og først efter femten års forløb lykkedes det G. at blive fri idet Christian III personligt greb ind; efter hans befaling henvistes forholdet til samtlige professorers og bispers nøje prøvelse, og på grundlag heraf kendte universitetet 1540 trolovelsen ugyldig. – Med noget af faderens sejge styrke havde G. ført kampen for sin uafhængighed til ende. Mens den stod på havde hun udvidet sin erfaringskreds. I nogle år var hun i huset hos sine søstre, først hos Sophie der var gift med Mogens Bille og efter hendes død (1537) hos Elline. Derefter kom hun i dronning Dorotheas jomfrukammer som hun ikke forlod før hun omsider fik sit eget hjem. Sin mand, Herluf Trolle, havde hun sandsynligvis lært at kende ved hoffet.

G.s og hendes noget yngre ægtefælles 21-årige samliv formede sig, efter alt hvad vi kan vide derom, overmåde harmonisk, fast forankret som det var i begges ærlige og varmhjertede tilslutning til det nye lutherske trosliv hvis gennembrud de i modtagelige ungdomsår havde oplevet; med fromheden forbandt sig hos dem en stærk ansvarsfølelse over for de pligter som fulgte med høj byrd og gode kår. Den fælles formue kunne de så meget des' friere anvende til samfundsnyttige og godgørende formål som lykken på ét punkt svigtede dem: ægteskabet forblev barnløst. Allerede 1549 søgte de derfor at sikre den længstlevende i økonomisk henseende for det tilfælde at de ingen børn fik idet han i så fald skulle beholde en del af hendes jordegods og hun alt hans. Senere (1562) udstedte Herluf Trolle et brev om at hans hustru, hvis hun overlevede ham, forlods for sig og sine arvinger skulle beholde alle sine klæder og smykker, sit sølvtøj, sit kvæg og bygningerne på sine gårde. – Økonomisk set havde Herluf Trolle gjort et særdeles godt parti. Det pantebrev på Ring kloster som G.s far havde haft overførtes allerede nogle måneder før brylluppet til hendes fæstemand. Desuden bragte hun ham Græsegård i Nordsjælland med den tilliggende avlsgård Hillerødsholm som han omdannede til hovedgård, men ved det bekendte mageskifte 1560 afstod til Frederik II; i stedet fik han Skovkloster som nu omdøbtes til Herlufsholm.

Omdannelsen af det gamle benediktinerkloster til en fri adelig skole efter tysk forbillede har mere end noget andet bevaret G.s navn til efterverdenen; den dag i dag bærer Herlufsholms elever Gøyérnes ibskal i deres uniformsknapper. Ved fundats af 23.5.1565 oprettede Herluf Trolle og G. "den almægtigste Gud, vor kære himmelske Fader til Ære, desligeste ogsaa menige Ædlinger og andre ærlige Mænds Børn i Danmarks Rige til Lærdom og gode Sæder" en skole hvortil de skænkede herregården og dens tilliggende gods. Selv forbeholdt de sig foreløbig at bestyre stiftelsen; først efter begges død skulle rigsrådet udpeige en adelig forstander. – Få dage efter fundatsens udstedelse gik Herluf Trolle til søs; i slaget ved Femern 4.6. blev han alvorligt såret, og tre uger senere døde han i Sigbrits gård i Kbh. som hørte med til hans hustrus arvegods. De ni år G. levede som enke blev en ret urolig tid for hende. Skønt hun stadig var velstående kom afståelsen af Herlufsholm dog til at skabe hende vanskeligheder idet hun nu ikke længere ejede nogen hovedgård hvor hun kunne bo standsmæssigt. Gården i Kbh. egnede sig næppe til stadig beboelse, og hendes forleninger vekslede stærkt. Peder Oxes (1520-75) ejendom Tølløse som 1559 var inddraget af kronen og forlenet til Herluf Trolle blev 1565 givet i pant til G., men allerede n.å. indløst som følge af Peder Oxes forlig med Frederik II. Søstersønnens hjemkomst og ophøjelse måtte i og for sig synes truende nok for G. hvis slægt og ægtefælle tidligere havde stået ham hårdt imod. Kort efter sin tilbagekomst indledte Peder Oxe da også en proces imod hende; denne sag bilagdes imidlertid 1567 ved kongens mellemkomst, og fra da af blev rigshofmesterens forhold til sin moster år for år bedre, til sidst helt hjerteligt. – I den nærmeste tid efter 1565 havde G. sit egentlige hjem på Ring kloster; men i foråret 1571 blev også dette pantelen hende opsagt, endda med meget kort frist, og s.å. mistede hun Kappelgården, en mindre gård mellem Kbh. og Køge som hun havde fået i forlening 1564, og hvortil pantesummen fra Tølløse senere var overført. Muligvis tør man i disse opsigelser delvis se et udslag af Frederik IIs ærgrelse over G.s ivrige deltagelse i bestræbelserne for at få Anne Hardenberg gift. Hun virkede her i forståelse med enkedronning Dorothea som fra gammel tid yndede hende og også nu kom hende til undsætning ved at forlene hende med Åkær (øst for Horsens). Men allerede okt. 1571 døde enkedronningen, og Åkær som havde hørt til hendes livgeding faldt da tilbage til kronen og overdroges fra maj 1572 en anden. Atter denne gang kom dog G.s mange venner hende til hjælp. Peder Oxe tilbød hende bolig på Løgismose eller Holmegård; hun foretrak imidlertid sin slægtning Sibylle Gyldenstiernes tilbud om Sortebrødreklostret i Næstved. Hertil føjede regeringen kort efter et livsbrev på herregården Ydernæs syd for byen.

Når G. valgte det forfaldne kloster som krævede en grundig istandsættelse, fremfor rigshofmesterens herregårde var det sikkert Herlufsholms nærhed der gjorde udslaget. På langt nærmere hold end hidtil kunne hun nu i sine sidste to leveår følge sin kære skoles udvikling. At se dens fremtid fuldt ud retsligt betrygget nåede hun ikke; de processer som misfornøjede slægtninge af hende, deriblandt hendes egen halvbroder Christoffer, til sidst rejste for at vinde godset tilbage kom ikke til afslutning i hendes levetid. Til værn for stiftelsen stadfæstede hun 1567 afståelsen; samtidig frasagde hun sig forstanderskabet og overlod rigsrådet valget af efterfølgeren idet hun dog til gengæld fastsatte den indskrænkning i fundatsen at forstanderen altid skulle tages af hendes mands eller hendes egen slægt. Rigsrådet gik ind på at overtage stiftelsen, men erklærede at hun i sin levetid skulle bevare det øverste tilsyn med skolen, dog uden at have noget med økonomien at gøre. Ligeledes rettede rådet sig efter hendes ønske ved valget af forstandere; efter hendes svoger Børge Trolle (d. 1571) fulgte i dette embede hendes søstersønner Oluf Mouritsen Krognos og Albert Oxe. Sandsynligvis medvirkede helbredshensyn til G.s beslutning om at træde tilbage som forstander. I hvert fald savnede hun ingenlunde forstand på pengesager og kunne lejlighedsvis slå hårdt ned på en skriver på Ring kloster som havde misbrugt sin stilling til både hendes og bøndernes fortræd. Derimod var hun allerede tidligt ret svagelig og blev det end mere med årene. Hun havde også fremdeles nok at tage vare på idet hendes kristeligt pædagogiske interesser i forbindelse med den store anseelse hun nød bevirkede at mange unge adelsdamer blev sat i huset hos hende; "hun optugtede og opdrog mange høviske Jomfruer og giftede dem ærlig og vel fra sig" hedder det i ligprædikener. Stadig viste hun sig også meget godgørende, navnlig mod skoler og hospitaler i Helsingør, Roskilde og Næstved; ligeledes bortgav hun dele af sit gods til sine slægtninge. Endda blev der ikke så lidt til overs for arvingerne at strides om. DM al. af Jacob Binck, 1550 (Fr.borg), efter dette flere kopier (Herlufsholm, Ledreborg), også på altertavle 1560 (Natmus.); litograferet 1843 og gengivet i litografi og flere træsnit, stukket efter et af Herlufsholm-eksemplarerne af Magnus Petersen,-1863, efter dette flere litografier og træsnit. Mal., formentlig af A. Samfleth, 1587, efter ældre forlæg (Odense kloster). Knælende og liggende figurer på gravmæle af Cornelis Floris, 1568 (Herlufsholm k.). Fremstillet på mal. af Adam Müller, 1833. Buste af O. Evens (Fr.borg). Fremstillet på mal. af S. Danneskiold-Samsøe, 1933 (Hillerød rådhus). – Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1780, Jægerspris.