C.A. Qvade, Carl Anton Qvade, 1.12.1818-24.7.1900, købmand. Født på Bådesgård, Græshave sg, død på Holtegård ved Maribo, begravet i Maribo. Q. etablerede sig 1843 som købmand i Maribo, oprindelig både inden for kolonial- og manufakturbranchen. Sidstnævnte branche opgav Q. imidlertid 1861 og samlede herefter sin interesse om artiklerne korn, smør og kul; det var især på disse artikler han i de følgende år gjorde sig så bemærket at hans firma efterhånden blev det største på Lolland-Falster. Fra 1867 havde han filial i Bandholm og fra 1874 i Holeby. Han deltog personlig i etableringen af forskellige lolland-falsterske foretagender, således bl.a. Maribo Dampmølle 1886 og Maribo Sukkerfabrik 1897, og var i øvrigt 1864-88 medlem af Maribo byråd. 1899 indgik Q.s forretning sammen med firmaerne Fritz Rasmussen & Co. i Sakskøbing og F. W. Faber i Bandholm og Holeby i A/S C. A. Qvade, Rasmussen og Faber (senere C. A. Qvade & Co.) der drev virksomheden videre efter Q.s død. – Agent 1874.

Familie

Forældre: proprietær Carl Ludvig Q. (1778-1836) og Dorthea Wiinholt (1782-1855). Gift 16.11.1844 i Maribo med Susanne (Sanne) Elisabeth Lange, født 3.8.1817 i Fåborg, død 20.9.1893 i Maribo, d. af hattemager i Fåborg, senere i Svendborg og Nykøbing F. Hans Henrich L. (1781-1854) og Johanne Kirstine Bendixen (1782-1840).

Udnævnelser

R. 1889.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

C. A. F. Qvade: Den danske Quade – Quaade-slægt, 1928 60-64. A/S C. A. Qvade & Co. 1843-1943, 1943. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig