C.B. Henriques

C.B. Henriques, Carl Bertel Henriques, 6.11.1870-13.7.1957, jurist. Født i Kbh. (Mos.), død i Gentofte, begravet i Kbh. (Mos. Vestre). H. blev student 1888 fra Hauchs skole, cand.jur. 1893, overretssagfører 1897 og højesteretssagfører 1906. Gennem et halvt århundrede var han en af sagførerstandens mest fremtrædende repræsentanter. Han tog på mange måder del i dens kollegiale aktiviteter. H. var således medlem af det københavnske sagførerråd 1902–08 og af Den danske sagførerforenings hovedbestyrelse fra 1914 til foreningens ophævelse 1919; i dens afløser Det danske sagførersamfund blev han stedfortræder for formanden Otto Liebe, men han kom ikke til at efterfølge denne på formandsposten. Han var formand for Højesteretsskranken (højesteretssagførernes forening) 1929–36. Desuden var han en årrække medlem af bestyrelsen for den danske afdeling af de nordiske juristmøder og af bestyrelsen for fængselsselskaberne. Fra sine unge år havde H. i artikler og foredrag ydet bidrag til debatten om en reform af retsplejen. Efter retsplejelovens ikrafttræden 1919 blev han formand for retsrådet og medlem af retsplejeudvalget. En betydningsfuld indsats kom han til at yde inden for den kollektive arbejdsret der udvikledes efter vedtagelsen af loven om den faste voldgiftsret 1910. H. blev samme år valgt som en af Dansk arbejdsgiverforenings dommere og deltog i rettens arbejde indtil 1943. Han var desuden formand for Arbejdsgiverforeningens voldgiftskommission 1912–43. Af H.s hverv uden for de juridiskfaglige områder må navnlig fremhæves hans mangeårige deltagelse i ledelsen af Mosaisk troessamfund. Han indvalgtes 1905 i dets repræsentantskab hvis hovedfunktion var varetagelsen af sociale opgaver inden for menigheden, og bevarede denne post i 40 år, fra 1930 som formand. H. var en af de første der blev underrettet da der i slutningen af september 1943 forelå sikker viden om en nært forestående tysk aktion mod de danske jøder. Han var blevet arresteret af tyskerne 29.8. men hurtigt løsladt. H. valgte at blive i landet i de dage o. 1.-2.10. da det lykkedes det store flertal af jøderne at unddrage sig anholdelser og deportation ved flugt til Sverige. Derefter blev han selv sejlet til Sverige og havde indtil maj 1945 ophold hos en søster i Göteborg. Efter befrielsen fratrådte han sin stilling som formand for Mosaisk troessamfund. Under retsopgøret med besættelsestidens landssvigere hævdede han vigtigheden af at handle i overensstemmelse med danske retsidealer og undgå det utøjlede hævnprægede opgør. Det var H. der under den første fase af disse straffesagers behandling lancerede det ofte senere citerede udtryk at landet var "et juridisk galehus". I hele sit virke bestræbte han sig for at fremme det som han ud fra sin retsfølelse og sunde fornuft fandt det værd at kæmpe for. Denne indstilling, forenet med hans personligheds autoritet, prægede ikke mindst hans mundtlige foredrag i retten. H. førte mere end 850 sager for højesteret, de sidste efter at han havde rundet de 80 år. Hans erindringer og vurderinger af mennesker og retslivets forhold er nedskrevet og publiceret af Axel H. Pedersen på grundlag af samtaler (En rettens tjener, 4. udg. 1967).