C.C. Østergaard, Christen Christensen Østergaard, 14.7.1804-21.3.1883, Grønlandsmissionær. Født på Østergård i He, død i Husby, Ringkøbing amt, begravet sst. Efter skolegangen blev den 14-årige opvakte dreng ansat som hjælpelærer, men ønskede at blive missionær. 20 år gammel henvendte han sig til Det danske missionsselskab der satte ham til at læse. 1828 blev Ø. student og fire år senere teologisk kandidat. 1833 blev han udsendt til Grønland. Her virkede han i Upernavik indtil 1841. Stedet havde ikke haft missionær siden 1790, og befolkningen var kendt som stridbar og vanskelig at omgås. Kort efter sin hjemkomst til Danmark blev han 1842 sognepræst i Sønder Felding, 1850 i Husby-Sønder Nissum. 1877 tog han sin afsked. Efter hans indberetninger, breve og optegnelser at dømme var årene i Upernavik stærkt opslidende og nedslående. En pessimistisk nedvurdering af sine omgivelser, både natur og mennesker, skulle ikke gøre ham tilværelsen lettere. Han fremsatte imidlertid samtidig en del positive forslag, og det lykkedes ham at efterlade en nogenlunde stabil menighed. Hustruens og to børns død drev ham til at søge hjemrejse før den akkorderede tid. Missionsinteressen bevarede han hvilket gav sig udslag i oprettelse af et legat for hedningemissionen.

Familie

Forældre: gårdejer Christen Iversen (død 1833) og Ane Cathrine Christensdatter. Gift 1. gang 20.3.1833 i Kbh. (Fred. ty.) med Lovise Nicoline Hedevig Garnæs, født 30.3.1802 i Aurdal, Norge, død 20.10.1837 i Upernavik, d. af residerende kapellan i Aurdal, senere sognepræst i Kolding Jens Johan G. (1772-1817) og Vita Elisabeth Boserup (1782-1874). Gift 2. gang 13.3.1844 i Sønder Felding med Juliane Eleonora Garnæs, født 28.6.1811 i Kolding, død 20.12.1883 i Husby, søster til 1. hustru.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Det grønlandske selsk.s årsskr. 1934-35, 1935 48-92; 1936 36-69 og 1937 95-137 (Fra missionens barndomstid ved Upernavik. Af missionær Ø.s papirer, ved H. Ostermann).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig