C.E. Christiansen, Carl Emil Christiansen, 26.3.1879-9.3.1952, borgmester. Født i Bellinge, død i Maribo, begravet sst. C.s forældre der var levende optaget af den begyndende arbejderbevægelse vakte hans interesse for politiske forhold og hans solidaritet med de svage i samfundet. Efter folkeskolen kom han i typograflære på Faaborg Avis, gik i teknisk skole og arbejdede som udlært typograf i Fåborg, Bogense og Svendborg hvor han 1908-16 var faktor på Sydfyns Socialdemokrat. Han deltog tidligt i ungdomspolitisk og fagligt organisationsarbejde og var i Svendborg medlem af ligningskommissionen 1908-16 og af skolekommissionen 1914-16. Han var således trænet politisk, fagligt og kommunalt da han 1916 flyttede til Maribo hvor han gjorde sin væsentligste livsgerning som redaktør af Maribo Socialdemokrat til 1937 og som kommunalpolitiker. Han valgtes i byrådet 1917, var Maribos første folkevalgte borgmester 1919-21 og igen borgmester 1925-46. Som kommunalpolitiker afholdt han sig fra kostbare eksperimenter og foretrak en jævn og rolig udvikling hvorunder den sociale forsorg og hospitals- og skolevæsen forbedredes og udbyggedes og Maribo fik gymnasium. C. var formand for Maribo amts og bysygehus 1925-50 og for Maribo-Torrigbanen i dens levetid 1924-41. Hans virke rakte ud over kommunegrænsen ved opbygningen af Lollands elforsyning og ikke mindst i det mellemkommunale samarbejde. Han sad i bestyrelsen for Sygehusforeningen i Danmark og for Kommunernes låneforening, var formand for Kommunernes kulkontor i den vanskelige forsyningsperiode 1944-50 og medlem af Købstadforeningens bestyrelse 1936-50, dens formand 1946-50. - C. bidrog væsentligt til opbygning og konsolidering af socialdemokratiets styrke på Lolland-Falster. Han var formand for den socialdemokratiske kredsorganisation i Maribo 1917-46, for de socialdemokratiske foreninger i Lolland-Falsters stift 1931-46 og for De samvirkende lolland-falsterske arbejderorganisationer 1931-46. Han sad i hovedbestyrelsen for socialdemokratisk forbund 1923-49 og tillige i dets forretningsudvalg 1939-49. Han var tingvalgt medlem af landstinget 1936-49. C.s fasthed, indsigt, flid, sunde sans og evner som leder parret med fynsk lune gav ham en stærk position på Lolland-Falster og lå bag hans udholdende politiske arbejde for gennem reformer at udligne klassemodsætninger.

Familie

Forældre: papirarbejder Lars Jørgen C. (1845-1933) og Karen Rasmussen (1845-1900). Gift 1. gang 3.5.1903 med Ulrikka Christine Nielsine Eriksen, født 31.3.1880 i Fåborg, død 1906, d. af skrædder Jørgen Hulebek Berner E. (1835-97) og Nielsine Johanne Marie Christiansen (født 1842). Gift 2. gang 20.10.1907 med Christiane Christensen, født 5.6.1883 i Vejle, død 5.9.1957, d. af bødker Uldal C. (1847-1934) og Bartholine Iversen (1852-1931).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Gunnar Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938. Købstadforen.s t. LVII, 1946 279f. Johs. [Jacobsen] i Socialdemokraten 26.3.1949. Ny dag og Lolland-Falsters venstreblade 10.3.1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig