C.F. Degen

C.F. Degen, Carl Ferdinand Degen, 12.11.1766-8.4.1825, matematiker. Født i Braunschweig, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). D. kom 1771 til Kbh. med sin far ved dennes ansættelse i Det kgl. kapel. Kårene var knappe, men ved arveprins Frederiks understøttelse blev han student 1783 fra Helsingør og studerede først lovkyndighed, senere teologi. Hans interesser var mangesidige: sprog, filosofi, naturvidenskab og navnlig matematik. Han var fortrolig med latin, græsk og hebraisk, han kunne læse ikke blot de mere kendte germanske og romerske sprog, men også polsk og russisk. Desuden forbandt han med den fra faderen arvede musikalske sans kendskab til musikteori. Denne spredthed bevirkede dog at han ikke fik taget nogen embedseksamen. Det er betegnende at han det første år universitetet udsatte prisspørgsmål (1792), besvarede både den teologiske og matematiske opgave og fik prisen for begge. Kort efter blev han matematiklærer for prins Christian (VIII) og senere informator for dennes broder prins Ferdinand, men fortsatte samtidig sine studier. 1798 tog han den filosofiske doktorgrad ved et arbejde, som sluttede sig til Kants filosofi (Tentamen heuristicae generalis). 1802 blev han overlærer i matematik og fysik ved katedralskolen i Odense og var 1806-14 rektor i Viborg. 1814 blev han professor i matematik ved universitetet (efter J. Wøldike) og forblev i denne stilling til sin død. 1800 blev han medlem af Videnskabernes selskab, senere tillige af dets ordbogs og landmålingskommission. 1819 blev han korrespondent til Petersborg-akademiet. - D.s alsidige begavelse og kundskaber har sat sig spor på mange felter. Han har leveret flere oversættelser til dansk, bl.a. af Georg Zoëgas italienske værker. På undervisningens område har han virket ved sine Pædagogiske Aphorismer, 1799 og ved sin deltagelse i indførelsen af den udvidede matematikundervisning som blev nødvendig ved den nye ordning af eksamen artium 1805. Sin interesse for disse nye bestemmelser udtaler han i et af de skoleprogrammer hvori han udførligt og klart behandler emner som slutter sig til den elementære matematik. Han skildres som en beskeden og elskværdig, men tillige noget pudsig mand. Han viste for stor godmodighed over for eksamenskandidaterne, og hans elementære forelæsninger manglede plan. Alligevel virkede han til en væsentlig højnelse af det matematiske studium i Danmark. På baggrund af det daværende niveau viser hans matematiske produktion større selvstændighed og skarpsindighed end det sædvanlige og et indgående kendskab til de store udenlandske matematikeres værker. Hans afhandlinger findes spredt i Videnskabernes selskabs og Petersborg-akademiets skrifter, i danske krigsvidenskabelige skrifter og i Astronomische Nachricten. To tabelværker som vidner om hans store flid er udkommet som selvstændige bøger, nemlig Canon Pellianus, 1817 som tjener til løsning af de såkaldte Pellske ligninger, en vis klasse ubestemte ligninger af anden grad, og 7a-bularum ad faciliorem et breviorem probabilitatis computationem utilium enneas, 1824 med tabeller til beregning af sandsynligheder. Som enkelt eksempel på hans vidsyn kan nævnes at han på et tidligt tidspunkt havde forståelse af betydningen af den norske matematiker N. H. Abels arbejder på de elliptiske funktioners område.