C.N. David

C.N. David, hed oprindelig David Nathan D. og kaldte sig Nathandavid eller Nathan-David; døbt 1.9.1830 i Slagslunde som Christian Georg Nathan David, 16.1.1793-18.6.1874, finansminister, nationaløkonom. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Holmens). D. blev student fra det Schouboeske institut 1809 og tog filosofisk eksamen 1810, men ingen embedseksamen. Som søn af en velstående far drev han frie studier og virkede som skønånd, bl. a. som deltager i den litterære jødefejde 1813. Han gjorde tjeneste som sekretær og tolk ved det danske hærkorps i Nordfrankrig 1815-18 og samlede sig derefter, da de trange efterkrigsår havde svækket faderens økonomi, om nationaløkonomiske og statsvidenskabeklige studier. 1822-23 studerede han ved Göttingens universitet og erhvervede doktorgraden på en afhandling om dansk skattevæsen i 1700-tallet hvis merkantilistiske træk han kritiserede skarpt. En ansøgning fra ham 1824 om en lærestol ved Kbh.s univ. blev afslået, væsentligst fordi han tilhørte mosaisk trossamfund. Han fik nyt afslag 1826, men da han efter faderens død lod sig døbe ansattes han 1830 som professor i statsøkonomi. D. udgav 1826-29 Statsoeconomisk Archiv, efterfulgt af Nyt statsoeconomisk Archiv, 1841-43, hvori han forfægtede liberalismens ideer. Han tilhørte nærmest den af J. B. Say grundlagte franske liberale skole hvis synspunkter han introducerede i Danmark i velskrevne og livlige artikler der vakte interesse for nationaløkonomiske studier. Han var medstifter af Maanedsskrift for Litteratur 1829 og skrev her 1832 sin indgående kritik af M. L. Nathansons behandling af de danske statsfinanser. Noget større videnskabeligt nationaløkonomisk eller statistisk værk udarbejdede han ikke.

Efter sin hjemkomst fra Göttingen var D. et virksomt medlem af Studenterforeningen, begejstret for grækernes frihedskamp, deltog i litterære debatter og fulgte J. L. Heiberg i hans kritik af Oehlenschläger, men navnlig fremtrådte han som kyndig teaterkritiker, mrk. Y.Z., i Maanedsskrift for Litteratur 1829 og mest bemærkelsesværdigt 1830 i Heibergs Flyvende Post. I modsætning til Heiberg der i sin betagelse af jomfru Pätges, senere fru Heiberg, og som forfatter af vaudeviller var tilbøjelig til at se teatret indefra, stod D. uafhængig, vurderede teatret udefra og anså kritikken for teatrets og skuespillernes samvittighed. Heiberg henviste direkte til hans teateranmeldelser som nødvendigt supplement til og tiltrængt udvidelse af sine egne anmeldelser. De fulgte nok den Heibergske æstetiks krav om det skønne virkelige og det formfuldendte, men han fremhævede at personerne måtte fremstilles så de også i livet kunne stå i den forbindelse med hinanden som stykket viste. Han anså sin bedømmelse af skuespillernes præstationer som en hjælp til deres videre udvikling, men fru Heiberg tilgav ham vist aldrig at han kategorisk bestemte lystspillet som hendes naturlige rollefag. Han afveg også fra Heiberg i sit krav om at tragedierne ikke måtte forsvinde fra repertoiret. Teatret burde spille Oehlenschlägers ungdomsværker, Goethe, Schiller og ikke mindst Shakespeare som D. beundrede for "uovertruffen genialitet" og "mageløs menneskekundskab".

D.s teaterkritiske virksomhed ophørte da han efteråret 1830 udnævntes til professor. Ved samme tid indledtes hans politiske virke. Det franske borgerskabs sejr i juli-revolution begejstrede ham, og straks efter at Frederik VI januar 1831 havde bebudet indførelse af rådgivende provinsialstænder udgav D. pjecen Om de preussiske Provindsialstænders Væsen. Han advarede mod at knytte valgret og valgbarhed til besiddelse af grundejendom og fremhævede at handelens, industriens og intelligensens folk også havde krav på repræsentation. Valgret måtte betinges af en vis personlig skatteydelse. Men for D. var det ikke nok at stænderinstitutionen fik den rette organisation. Den måtte også forankres fast i den offentlige interesse. Det var ikke hans tanke at menigmand skulle svigte sit arbejde for politiske kandestøberier, men den forstandige del af publikum skulle "optage en fædrelandet så vigtig genstand i sin tænknings kreds og vise de skrifter der omhandlede et så dyrebart anliggende den opmærksomhed som ofte ødsles bort på døgnets smålige frembringelser".

Han bebrejdede også den daværende presse at den kun delvis opfyldte sit kald og sin forpligtelse. I ugebladet Fædrelandet som udkom første gang 14.9.1834 skabte D. et opinionsdannende organ der behandlede reformønsker som offentlighed i finansforvaltningen, adskillelse af den dømmende, udøvende og lovgivende magt og stændernes ret til at indgive andragender med folkets ønsker. I en artikel: Hvad kan det hjælpe? om folkets opgivende holdning ansås det ikke for usandsynligt at den danske historie ville opvise en kongeslægt der frivilligt tilbagegav folket den andel i statsstyreisen som måtte være en hovedfordring i den europæiske civilisation, og der opfordredes til ikke at lægge hænderne i skødet, men tilråbe hinanden: det kan hjælpe! -Sådanne skriverier fandt Frederik VI krænkende og anmodede december 1834 kancelliet om at anlægge sag mod D. der samtidig suspenderedes fra sin professorstilling. D. frikendtes ved overret og højesteret for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen, men pålagdes sagens omkostninger og afskedigedes 1836 fra universitetet, dog med fuld pension. Overlærer Johannes Hage overtog redaktionen af Fædrelandet under retssagen, og D. selv rejste til Paris medens sagen behandledes ved højesteret. Hjemvendt fra Paris lod D. Hage fortsætte som redaktør, men da denne idømtes livsvarig censur trådte D. igen til 1.7.1837. D. følte mere og mere at et ugeblad ikke kunne påvirke den offentlige mening virksomt nok, og fire dage efter Frederik VI's død udkom Fædrelandet som dagblad 7.12.1839. Som udgivere stod D., Orla Lehmann,Abraham Wessely, Jens Giødwad og Balthazar Christensen, sidstnævnte var tillige redaktør. D.s moderate, evolutionære holdning forenedes vanskeligt med de yngre liberales radikalisme, og 1.3.1840 trådte D. tilbage som udgiver. Dermed ophørte praktisk taget hans journalistiske virke der havde udbredt kundskab om og vakt sans for offentlige anliggender. Fædrelandet var blevet toneangivende liberalt, som han ville. Det blev gennem en menneskealder opinionsdannende i det højere borgerskab og blandt akademikere.

Resten af sit liv var D. aktiv som administrator og politiker. Allerede 1829 havde D. i Statsoeconomisk Archiv skrevet en artikel om reform af de danske fængsler. Målet skulle være "at gøre fængslerne til de almindelige dannelsesanstalters om end sørgelige så dog nødvendige supplement". På rejser i udlandet satte han sig ind i hvorledes man der praktiserede det mere humane syn på straf som var fremkommet i slutningen af 1700-tallet. 1840 vandt han Christian VIII for sine tanker og blev medlem af en kommission til undersøgelse af fængselsforholdene. 1845 blev han medlem af direktionen for Tugt-, rasp- og forbedringshuset, og 1848 fik han efter enevældens fald tilslutning til oprettelse af en centralstyrelse for fængselsvæsnet og var dets overinspektør til 1858. Han forestod opførelsen af Horsens tugthus og Vridsløse fængsel, fik utidssvarende fængsler nedlagt, givet fangerne bedre forplejning, gennemført adskillelse af varetægtsfanger og dømte fængslede og indført cellesystemet der skulle tjene det opdragende formål med straffen. - 1854-73 var D. chef for Statistisk bureau og begyndte 1869 udgivelsen af Sammendrag af statistiske Oplysninger angaaende Kongeriget Danmark, begyndelsen til Statistisk årbog. 1859-74 var D. medlem af Nationalbankens direktion. 1846-72 var han formand for Det sjællandske Jernbaneselskabs bestyrelse og fremhævede over for betænkeligheder ved det nye samfærdselsmiddel at jernbanen ville bidrage til at fremskynde både den materielle og åndelige civilisations udbredelse og derfor måtte være genstand for regeringens omsorg og interesse.

1840 fik D. sine første politiske hverv da han valgtes til Roskilde stænder og til Kbh.s borgerrepræsentation hvor han 1841-48 var rådmand og medvirkede til indførelsen af det departementale system i byens forvaltning. I en kommission om Kbh.s handelsforhold fik han tilslutning til handelslavenes ophævelse, så engros- og detailhandel blev fri næring, men forslaget standsedes af kongen. I Roskilde stænder øgedes afstanden mellem ham og de førende liberale jo mere de nærmede sig bondevennerne. D. fastholdt sit ønske om en konstitutionel forfatning, men uden en folkerepræsentation valgt ved almindelig valgret. Men han forstod den sociale baggrund for bøndernes krav om almindelig værnepligt som de liberale gik imod, og sammen med N. F. S. Grundtvig, Joachim Frederik Schouw og D. G. Monrad fremsatte han petition om et andet socialt problem, negerslaveriets ophævelse på De vestindiske øer. Bag hans forståelse for løsning af disse sociale problemer, og bag hans forslag om at flytte toldgrænsen fra Kongeåen til Hamburg lå hans nøje kendskab til udviklingen i Europa og hans opfattelse af staten som grundlag for den fremadskridende civilisation han så ofte fremhævede i artikler og taler. En stat der skulle løse en sådan opgave måtte være uden stærke indre spændinger. Derfor var han mådeholden i det slesvigske spørgsmål og neddæmpede sine krav om en konstitutionel forfatning da slesvig-holstenerne stillede sig afvisende. Bruddet med de nationalliberale kom da D. 1846 skarpt afviste Orla Lehmanns forslag om en fri forfatning for kongeriget og Slesvig. D.s holdning var helstatslig, men den hvilede på et andet grundlag end det absolutistiskmonarkiske princip som de konservative helstatsmænd hyldede. D.s angreb mod Lehmanns forslag medførte en kampagne mod ham som renegat der hindrede at han blev genvalgt til stænderforsamlingen i 1848 og at han faldt i Kbh. ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling. Kort efter blev han kongevalgt medlem. Han havde dog den tilfredsstillelse efter enevældens fald at Monrad som kultusminister tilbod ham hans gamle professorat, men D. afslog det da han stod foran at blive overinspektør for fængselsvæsnet. De følgende 15 år holdt han dog hvert år nogle forelæsninger ved universitetet. - Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling kæmpede D. for en styrkelse af regeringsmagten over for folkerepræsentationen og mod den almindelige valgret som han karakteriserede med John Russells ord: den sande friheds grav, tyranniets og tøjlesløshedens moder! Ved den endelige afstemning undlod han at stemme for grundloven. Ved valget til den første ordinære rigsdag december 1849 valgtes han til folketinget, opstillet af de konservative i Kbh.s 5. kreds på et program der understregede monarkiets samhørighed og Slesvigs relative selvstændighed inden for det. Som medlem af det første finansudvalg øvede han betydelig indflydelse på udformningen af den nye finanslovgivning med vægt på sparsommelighed og bekæmpede, delvis i modstrid med udvalgets formand C. E. Fenger, hvad han anså for uberettigede indgreb i administrationens beføjelser. Ved valget 1852 genopstillede han ikke, men fra 1854 var han kongevalgt medlem af rigsrådet der i henhold til 1852-aftalerne med stormagterne skulle varetage fællesanliggender for monarkiets forskellige dele. Det blev for ham en kamp på to fronter for bevarelse af helstaten. Mod slesvigholstenerne hævdede han den "historiens ret" som var på Danmarks side mod den af slesvigholstenerne påberåbte "historiske ret". I forhold til de nationalliberale bekæmpede han Ejderpolitikken og stemte 13.11.1863 mod ministeriet Halls fælles-forfatning for kongeriget og Slesvig.

D. var i Frederik VII's sidste år trådt i fortroligt forhold til tronfølgeren prins Christian der ofte søgte råd hos ham og umiddelbart efter Frederik VII's død 15.11. rådførte sig med ham om novemberforfatningen som Frederik VII ikke havde nået at underskrive. D. rådede Christian IX til at søge betænkningstid, men lod forstå at underskrivelse kunne blive en nødvendighed under den herskende folkestemning. 18.11. underskrev kongen novemberforfatningen og føjede dermed ministeriet Hall og den altovervejende stemning i pressen og befolkningen. I de følgende uger voksede kravene fra slesvigholstensk og tysk side om tilbagekaldelse af novemberforfatningen, og 24.12. rykkede tropper fra Det tyske forbund ind i Holsten. Under "det lille rigsråds" fortrolige forhandlinger hos kongen 26.12. udtalte D. sig for et koalitionsministerium af moderate nationalliberale og helstatsmænd, men fik ingen tilslutning. Den nationalliberale politik fortsattes af ministeriet Monrad der 20.6.1864 afviste det kompromis om Slesvigs deling der var stillet på Londonkonferencen. Samme dag opfordrede kongen D. og C. A. Bluhme til at gå ind i en ny regering, men begge afviste det. De fandt det endnu ikke muligt at danne en regering mod det nationalliberale parti, men efter preussernes erobring af Als 29.6. og det påfølgende omslag i folkestemningen dannedes 11.7. ministeriet Bluhme. D. overtog finansministeriet og kom, da forfatningsspørgsmålet blev rejst, til at stå som ministeriets bærende politiske kraft. D. havde mange års parlamentarisk erfaring, men havde altid været talsmand for en mindretalsgruppe. Alligevel var der blevet lyttet til ham. Hans taler var underbyggede med en udstrakt, men ikke altid dybtgående viden og vidnede om en skarpsindig vurdering af forhold og personer. Hans røst var svag, hans tonefald skrattende, men talen var båret af en indre glød, ofte polemisk og svingende fra patos til maliciøst vid. I "oldingeministeriet" virkede han trods sine 72 år og podagraplager ungdommelig, impulsiv og fuld af arbejdsiver. Det var tydeligt at han nød endelig at være i en ledende stilling. Som finansminister gennemførte han afgiftsforhøjelser og optagelse af inden- og udenlandske statslån til dækning af udgifterne i forbindelse med krigen og nedskar og forenklede med hård hånd administrationen efter afståelsen af Slesvig og Holsten. Et nyt gendarmeri- og toldvagtkorps oprettedes ved Kongeåen. I forfatningsspørgsmålet styrede han mod en styrkelse af kongemagten og kæmpede mod den almindelige valgret, "den kofte-klædte absolutisme" der var farligere end den "purpurklædte". Skridt for skridt måtte han vige og til sidst falde tilbage på de nationalliberale der stod fast på kravet om valgretscensus til det nye landsting. Da det begyndende samarbejde mellem godsejerne og J. A. Hansens bondevenner gjorde ministeriets stilling endnu vanskeligere, gik ministeriet af 3.11.1865.

D. havde i sin ministertid sat sit gode forhold til Christian IX over styr, dels ved besparelser på civillisten, dels ved sin medvirken til at justitsminister E. Heltzen der var kongens tro støtte og havde sympati for bøndernes krav blev udskilt af ministeriet. - D.s tilnærmelse til de nationalliberale i forfatningssagen medførte deres støtte til hans valg i Kbh. 1866 til landstinget. Han nedlagde mandatet 1870 og trak sig dermed ud af politik. - Etatsråd 1850. Konferensråd 1858.