C. Leuning Borch, Caspar Leuning Borch, 14.6.1853-9.2.1910, arkitekt. Født i Christianssted, St. Croix, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). L. B. ville først være søofficer og bestod adgangsprøven i land til søofficersskolen, men antoges ikke. Han blev derefter tømrersvend og besøgte arkitekturskolen fra 1874 med afgang 1882. L. B. var en idealist, ærlig, noget kantet, uegennyttig og varmtfølende, lidt af en fagaristokrat trods en i øvrigt nærmest radikal indstilling. Han søgte altid ind til noget væsentligt i forholdet til sig selv, sine medmennesker og sine opgaver. Den trang til noget originalt og nyt der gjorde sig gældende mod slutningen af de historiske stilarters og de historiske motivers periode, passede udmærket til hans karakter. Hans produktion var personlig og selvstændig, ikke sjældent noget kejtet. Hans bygninger har næppe større blivende kunstnerisk værdi. Som karakteristisk kan nævnes grosserer Stellings villa med observatorium og et norsk blokhus i haven, Sofievej, Vedbæk. Derimod har dekorative arbejder som plakaten for Selskabet for dekorativ kunst, en del af hans møbler samt andet kunsthåndværk præg både af en vis sund djærvhed og fornem enkelhed. Tillige betød L. B. meget for tidens kunstneriske udvikling både ved sine arbejder og måske endnu mere ved tidsskriftartikler, foredrag og hverv i foreninger og kommissioner. Han banede vej for indflydelse fra England og den tyske arkitekt Paul Schultze-Naumburg og bidrog såvel derved som ved sine egne betragtninger til at lede udviklingen bort fra individualismens uro henimod "den store simpelhed" (jfr. indledning s. 662 i Vore Villaer, III. Tid. XLII, 1901–02 og s. 738). Ikke mindst gav han kunsthåndværket et skub i den rigtige retning ved Skønvirkes udstillinger hvor der lagdes vægt på hele værelseudstyr, skabt ved samarbejde mellem kunstnere og håndværkere og af en borgerlig karakter. Af bestyrelserne for foreningerne for dekorativ kunst (ved sin død formand) og til hovedstadens forskønnelse var han et virksomt medlem.

Familie

Forældre: byfoged i Christianssted, senere herredsfoged i Sønderlyng m.fl. herreder, kancelliråd Caspar Frederik Carl B. (1829–78) og Henriette Marie Borch (1823–1904). Gift 23.12.1880 i Kbh. (Vartov) med Alida Louise Dodt, født 19.1.1846 i Kbh. (Garn.), død 25.6.1931 sst., d. af kaptajn, senere oberstløjtnant Just Victor D. (1808–57) og Louise Ottilie Bagger (1816–95).

Ikonografi

Afbildet på pastel af E. Henningsen og på tegn. af samme, 1905 (Fr.borg). – Gravmæle af Jesper Tvede s.m. Poul Holsøe, 1912, opst. 1915.

Bibliografi

Arkitekten 1, 1894 5–8 19–22 (Ingeniør-kasernen ved Strandvejen): III, 1896–97 84–87 141f (Købmandshvile, Hørsholm). V. Koch i Kunst I, 1899. Erik Schiødte sst. III, 1901 og IV, 1902. E[ugen] J[ørgensen] i Architekten XII, 1910 229–38. C. Brandstrup i Politiken 10.2.1910. Carl Brummer i III. tid. 20.2. s.å. A. E. Mørck og N. Lützhøft i Skønvirke I, 1914–15 162 166 171f 190; II, 1916 130.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig