C. Mondrup, Christen Iversen Mondrup, 20.10.1871-5.2.1949, generaldirektør for post- og telegrafvæsenet. Født i Nøddelund, død i Kbh. (Garn.)., begravet sst. M. indtrådte i postvæsenet 1.12.1888 som elev i Ulstrup, blev 1895 assistent i finansministeriets postrevision, begyndte snart efter at læse til artium og blev student 1901, cand.polit. 1905. 1908 blev han fuldmægtig og 1910 tillige ekspeditionssekretær i postrevisionen, 1911 postinspektør i overpostinspektoratet for Nørrejylland, 1916 postinspektør (fra 1.10. s.å. overpostinspektør) i 3. distrikt (Århus). Da genforeningen forestod udpegede generaldirektør V. Kiørboe M. til at lede de med overtagelsen af postvæsenet i de sønderjyske landsdele forbundne forretninger, og han løste den vanskelige opgave til ledelsens fulde tilfredshed. 1922 udnævntes M. til generaldirektør for postvæsenet, fra 1927 tillige for telegrafvæsenet. Fra sin forgænger overtog M. en velkonsolideret og velorganiseret etat, men der ventede store nye opgaver, fx udviklingen af postbesørgelsen ad luftvejene. Den stærke uro blandt telegrafens personale ved sammenlægningen med postvæsenet stillede ligeledes store krav til ledelsen, og M.s forståelse for problemerne, hans besindighed og forhandlingsevne medvirkede til at sammenslutningen gennemførtes forholdsvis gnidningsløst. I M.s embedsperiode gennemførtes fordelingen af radiobølgeområder mellem verdens postetater ved konferencen 1928.

M. var medlem af tilsynet med de statskoncessionerede telefonselskaber, regeringens repræsentant inden for Det danske luftfartselskab i hvilket han har beklædt pladsen som næstformand, og medlem af den internationale Oderkommission, hvis præsident han var 1833.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Christensen (1842-1911) og Birgitte Christensen (1852-1931). Navneforandring 3.3.1903. Gift 28.12.1905 i Bjerring med Mette Mogensen, født 18.4.1872 i Bjerring, død 25.8.1944 i Kbh., d. af gård- og mølleejer Christen M. (1834-98) og Antomine Nielsen (1840-1910).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1924.K2. 1928. K1. 1935.

Ikonografi

Mal. af Aksel P. Jensen, 1934 (postmus.). Tegn. af Otto Christensen 1938 og 1940 (begge Fr.borg) og af Carl Jensen udst. 1942. Mal. af A. Tørsleff, 1944 (postmus.). Foto.

Bibliografi

Jacob Andersen i Årbog for det da. post- og telegrafvæsen XLVII 1938, 1937 344-51. H. Hjorth-Nielsen sst. LI 1942, 1941 275-77. Berl. tid. 29.10.1938. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer (2)

skrev Joachim Lund

"medlem af den internationale Oderkommission, hvis præsident han var 1833."
Mon ikke der skal stå "medlem af den internationale Oderkommission, hvis præsident han var i 1933." ?
Mvh

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Dansk Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Det er godt set, men det er også det der står i den trykte bog, så vi lader din kommentar stå til almindelig orientering.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig