Caja Rude, 11.7.1884-10.11.1949, forfatter. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). R. tilbragte sine tidlige barndomsår dels i Frederikshavn, dels i Randers. Efter forældrenes skilsmisse hvor R. fulgte moderen blev hjemmets økonomiske vilkår så dårlige at R. allerede som tiårig kom ud at tjene. Hun har senere beskrevet de slaveagtige vilkår hun blev budt som hjælpepige. 1900 kom hun til Kbh. som tjenestepige. I en periode var hun elev på musikkonservatoriet. Efter sit bryllup fulgte hun med sin mand til provinsen, først til Stege, senere til Korsør. Her gik hun ind i kvindepolitisk arbejde og var en tid formand for den lokale afdeling af Dansk kvindesamfund, ligesom hun gik ind i socialt arbejde. Efter ægteskabets ophør flyttede R. atter til Kbh. hvor hun forsøgte at ernære sig som forfatter. Hun skrev artikler og noveller til dagblade, tidsskrifter og almanakker og blev 1929 ansat som journalist ved Social-Demokraten hvor hun fik kvindestof som sit særlige område. I samme periode skrev hun to skuespil Arvefjenden og Som Kvinder var – Som Kvinder er (opf. 1928 på Arbejdernes teater). 1929 udkom novellesamlingen Skyggebilleder der som titlen angiver, handler om mennesker på livets skyggeside. I løbet af 1930rne og i de første år af 1940rne udsendte R. en række ungdomsbøger beregnet for piger. Marie Louise og Jørgen, 1930, vakte en del debat, fordi R. her gik ind for en større åbenhed omkring seksuelle spørgsmål og anbefalede seksual-vejledning og -oplysning i skolerne. I andre bøger, fx i Jeg søger Plads, 1932 og Ellinor, 1934 beskrev hun unge pigers bevidste kamp for at få arbejde og uddannelse. R. skrev dog ikke udelukkende for børn og unge.-1931 udkom Kravet der handler om en kvinde fra arbejderklassen, hvor ungdomsbøgerne er stemt et niveau op med hensyn til socialklasse; de udspilles i småborger- og borgerskabet. 1943 udkom De unge fra Ullerupgaard der til dels bygger på hendes egne erfaringer som tjenestepige.

Som brevkasseredaktør af brevkassen "Spørg Ville" ydede R. en stor indsats for at afhjælpe de påtrængende sociale problemer som mennesker skrev til hende om. Hun førte kartotek over de sager og forhold hun fik indseende i og oplyste 1940 at hun havde samlet over 23 000 sager.

1941 tildelte Tuborgfonden hende et beløb med henblik på en undersøgelse af kvindelige industriarbejderes forhold i de skandinaviske lande. – R. havde som forfatter sin force i sit stærke sociale engagement. Hun tog de svage og de fattiges parti og formåede at beskrive de dårlige sociale vilkår personerne i hendes produktion for voksne må leve under. Hun benyttede tidens fremherskende realistiske tradition. Som ung-domsforfatter var hun en af de første i Danmark som pegede på andre roller end den traditionelle hustrumoder-rolle for kvinder.

Familie

Forældre: kontorchef, senere stationsforstander i Frederikshavn Axel Peter Carl Løvgreeri (født 1847) og Wilhelmine Christine Oest (1859–1939). Gift 3.7.1907 i Kallehave med værkmester Lauritz Christian R., født 13.11.1879 i Kerteminde, død 16.1.1965 i Vejle, s. af skipper Hans Christian R. (1849–87) og Marie Pouline Hagen (1849–1936).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jul. Bomholt: Moderne skribenter, 1933 182–98 (heri et selvbiogr. rids). Aagot Lading: Dansk kvindesamf.s arbejde gennem 25 år, 1939. Bibi Tscherning Møller i Frie kvinder III, 1949 nr. 4 5. Mette Winge: Dansk børnelit. 1900–45, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig