Carl Adolph v. Plessen

Carl Adolph v. Plessen, 18.3.1678-30.1.1758, minister, godsejer. Født i Mecklenburg, død i Kbh., begravet i Petri k. v.P. fik den sædvanlige uddannelse for adelige og studerede ved universitetet i Utrecht. 17 år gammel ledsagede han Christian V's søn, prins Carl på hans lange udenlandsrejse 1696-99. Ved hjemkomsten blev v.P. hofmester hos prins Carl, og 1708 overkammerherre hos prinsen. Deres nære forhold skal have ført til at v.P. helt dominerede ham. Frederik IV's ægteskab med Anna Sophie førte næsten til brud med hans familie, og prins Carl og søsteren Sophie Hedevig holdt fra 1721 hof på Vemmetofte. v.P. fulgte dem dertil, og han var centrum i hoffets liv og godsets administration. v.P. var ligesom søskendeparret fjendtlig over for dronning Anna Sophie og hendes parti der beherskede regeringen, og kongens tilnærmelsesforsøg til familien i 1725 fik ikke v.P. til at ændre holdning. Heller ikke Frederik IV's forsøg på at vinde ham ved på sit dødsleje at give ham elefantordenen, fik ham til at støtte enkedronningen. Dette faste fjendskab og hans inderlige religiøsitet bragte ham i et godt forhold til kronprins Christian der straks optog ham i den nye regering da han var blevet konge i 1730. v.P. sad ikke i noget kollegium, men i konseilet havde han i begyndelsen stor indflydelse hos Christian VI. Han stod helt bag regeringens politik, og det blev særlig betydningsfuldt for ham at den økonomiske politik skulle sikre en mere rentabel godsdrift under de dårlige landbrugskonjunkturer. Ophævelsen af landmilitsen var et vigtigt led i denne politik. Det førte imidlertid til at hæren manglede de 10.000 billige soldater militsen havde givet, og til at bønderkarlene flyttede friere omkring. Derfor rejste krigsministeren snart krav om genindførelse af landmilitsen, mens godsejerne ville sikre sig afhængig arbejdskraft gennem et stavnsbånd. v.P. satte hele sin indflydelse ind på at få indført et stavnsbånd uden milits, men Chr. VI tog hensyn til statens militære behov og indførte 4.2.1733 et stavnsbånd med landmilits. v.P. kunne heller ikke følge Christian VI i hans mere yderliggående pietisme, og endelig var v.P. i modsætning til markgrevinden, kongens svigermor, som ønskede en større politisk indflydelse. v.P.s personlige form stødte også kongen. v.P.s baggrund som storgodsejer gjorde ham uafhængig af kongen, og hans selvbevidsthed fik ham til klart at sige Christian VI imod. Således mistede v.P. kongens tillid, og han tog konsekvensen af sit nederlag i militssagen ved at tage sin afsked april 1733. Bag kongens mistillid til sin første regering har måske ligget en frygt for at dens politik styrkede godserne på statens bekostning, mens kongen ville styrke statens placering i samfundet. På grund af kongens bitterhed fik v.P. ikke derefter nogen politisk indflydelse, og et forsøg på at vende tilbage til magten i 1746, da Frederik V blev konge, mislykkedes.

Efter sin afsked fra regeringen vendte han tilbage til prinsesse Sophie Hedevigs hof på Vemmetofte som overkammerherre. Han hjalp med at udarbejde fundatsen til Vemmetofte frøkenkloster. Den trådte i kraft ved Sophie Hedevigs død 1735, og v.P. blev kurator for klosteret. Efter hende arvede han "Haven" dvs. Blågård uden for Kbh. Resten af sit liv var v.P. beskæftiget med sine private interesser. Han havde store interesser i den oversøiske handel og var præsident i vestindisk-guinesisk kompagni hvis køb af St.Croix 1733 han stod bag. Han havde videnskabelige interesser, samlede et stort bibliotek og støttede historikeren Hans Gram. Han forestod administrationen af sine godser, og han efterlod sig en lang række gårde til sin brors børn: Førslev, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjerg og Fodby på Sjælland og i Jylland Dronninglund. v.P. oprettede 16 almueskoler på sine godser og førte selv tilsyn med undervisningen.