Carl Friederich Reiser

Carl Friederich Reiser, 23.7.1718-5.4.1786, forfatter, amtskirurg. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Petri), begravet sst. (Petri). R. lægger vægt på i sin selvbiografi at han som det svage og følsomme barn han var havde taget skade af en lærers rå behandling. Ved den store brand 1728 hvor hjemmet blev lagt i aske og stedfaderen blev lammet af et slagtilfælde fik den tiårige dreng et chok han aldrig forvandt. Moderen fik lov at beholde amtskirurgprivilegiet som hun kunne lade svendene bestride, og da R. var udset til at overtage forretningen blev han uddannet som feltskærsvend 1736, men først 1751 bestod han den kirurgiske eksamen, s.å. som han arvede embedet, tog borgerskab 1756 men solgte embedet som amtskirurg 1760. 1778 blev han medlem af Kirurgisk disputereselskab, købte 1780 et nyt embede og optoges igen i barberlavet. En række "observationer" om hvorledes de unge bør lære af de gamle fik han offentliggjort i J. C. Todes Medicinischchirurgische Bibliothek II, 1778.

R. var sygeligt selvoptaget, uden sans for humor og ironi, hvilket i forbindelse med hans påfaldende gammeldags påklædning (kalvekrøs og paryk) og hans sære sprog, tysk var hans modersmål, og en højtidelig, patetisk stil med iøjnefaldende fremmedord gjorde ham til et yndet mål for karikatur og direkte forfølgelse fra gadens pøbel. Han brød sig ikke om sin profession og drømte om at studere teologi for at blive biskop, og hans forfatterskab må ses som et forsøg på at nå den berømmelse han eftertragtede. 1784 udgav han den bog der har bevaret hans navn, Historiske-Beskrivelsse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728, et "galskabens mesterstykke" som den blev kaldt, men værdifuld ved den ejendommelige fotografiske hukommelse der har ladet ham erindre detaljer så de virker som øjebliksreportage skønt de er nedskrevet så mange år efter. Et væld af smædeskrifter udsendtes mod forfatteren og på gaden forfulgtes han med fyrværkeri og råb om brand. Han svarede igen med en levnedsskildring, Liv, Levnets- og Forfølgelses-Historie der dog først udkom efter hans død 1786. Året før havde han udgivet Afhandling om Mennesker og Fruentimmer der fremkaldte modskriftet Quindekiønnets Hæders-Krands til Carl Fr. Reiser, s.å. R. skriver som han talte, og bøgerne virker som en bevidsthedsstrøm, men sproget er ofte ubehjælpsomt – den teori er blevet fremsat at han var læseretarderet; indholdet er selvforherligende, og han lufter en dømmesyge uden horisont, men med egen hudløshed som drivkraft. Med sine tynde ben, strømperne i ål, iført trekantet hat og med paraply under armen færdedes han i sine sidste år på gader og i parker som en af hovedstadens kendteste personer.