Carl Popp-Madsen

Carl Popp-Madsen, Carl Frants Popp-Madsen, 2.10.1900-1.6.1973, jurist. Født på Frbg, død i Gentofte, begravet i Kbh. (Garn.). Navneforandring fra Madsen 13.8.1930. P.-M. blev cand.jur. 1925 med udmærkelse og virkede fra dette tidspunkt og frem til 1939 som universitetsmanuduktør. 1926 ansattes han i justitsministeriet hvor han 1939 blev ekspeditionssekretær. P.-M. blev suspenderet fra denne stilling og afskediget 1945. 1935 var P.-M. en kort tid konstitueret som landsdommer, og 1939-44 var han lektor i retsvidenskab ved Kbh.s universitet. Han viste tidligt udmærkede juridiske evner og blev 1933 dr.jur. på en afhandling om Bod. Bidrag til Læren om Retshaandhævelsens Midler. P.-M. var ud fra teoretiske betragtninger sympatisk indstillet over for de nazistiske bevægelser i slutningen af 1930erne uden dog at være medlem af DNSAP (Danmarks nationalsocialistiske arbejderparti) og virkede inden for nazist-lignende sammenslutninger fx National Studenter Aktions Lederraad. Han var imidlertid velkendt inden for nazistiske kredse og allerede september 1940 ses han opført som justitsminister på en skyggeministerliste som DNSAP opstillede ligesom han utvivlsomt var juridisk rådgiver ved lovforslag som de danske nazister fremsatte i folketinget. Efter den såkaldte telegramkrise i september 1942 foreslog de danske nazister efter P.-M.s egen accept og med de tyske besættelsesmyndigheders støtte at han blev justitsminister i E. Scavenius' regering. Forslaget blev afvist af de danske politikere. Når P.-M. trods sin relativt gode position inden for de nazistiske kredse ikke kom til at spille en rolle gennem DNSAP skyldtes det nok Fritz Clausens bekendte frygt for duelige ledere. P.-M. sad i bestyrelsen for Schalburgs mindefond og kom derigennem i forbindelse med K. B. Martinsen der i efteråret 1943 grundlagde det såkaldte Schalburg-korps. Det var anlagt som et terror-korps der tjente tyske interesser, og som samtidig skulle virke som rekrutteringsgrundlag for Frikorps Danmark. P.-M. blev sammen med Martinsen dette korps' leder, specielt menes han at have taget sig af korpsets efterretningsafdeling E. T. Efter at Martinsen var fjernet 1944 fortsatte P.-M. korpsets ledelse sammen med T. I. P. O. Madsen. I denne periode grundlagde P.-M. den politiske dækorganisation Dansk Folkeværn der senere gled over i en egentlig politisk organisation Dansk National Samling. Grundlæggelsen af dette parti må nok ses som et modtræk over for DNSAP som det tilsyneladende skulle konkurrere med. Efter interneringen af det danske politi 19.9.1944 foreslog de tyske myndigheder forgæves departementscheferne at P.-M. blev sat til at reorganisere politiet. Det har utvivlsomt spillet ind her at han stod på god fod med den tyske politichef i Danmark G. Pancke. Mod krigens slutning foreslog han tyskerne at propagandaen i Danmark intensiveredes, og på et møde i Koncertpalæet så sent som 15.3.1945 gav han udtryk for sin tro på den tyske sejr og foreslog politiske chokbehandlinger af den danske befolkning.

Efter krigens ophør blev han dømt for forræderi og landsskadelig virksomhed efter det særlige straffelovstillæg. Kbh.s byret dømte ham 1946 til 14 års fængsel. Dommen blev stadfæstet af landsretten der dog satte straffen til 10 års fængsel. Sagen blev appelleret til højesteret, hvor straffen endeligt blev sat til 12 år. I 1949 blev P.-M. benådet. Han drev senere juridisk virksomhed i København. P.-M. var efter sit væsen modsætningen til en politisk aktivist, nærmest teoretiker og diplomat. Han må betegnes som politisk naiv og forenede store videnskabelige evner med en udpræget personlig forfængelighed.