Carl Roos

Carl Roos, Carl Nissen Roos, 8.10.1884-4.1..1962, litteraturhistoriker. Født i Haderslev, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). R. nedstammede på fædrene side fra sønderjyske bønder på Haderslevegnen. Faderen havde lært handel i Hamburg, moderen var en kæmnerdatter fra Horsens der gjorde rigsdansk til omgangssproget i hjemmet, hvilket var usædvanligt i Nordslesvig. R. var kun otte år gammel, da moderen som enke flyttede til Fredericia. Både den sønderjyske afstamning og de manende fortidsminder i Fredericia bidrog til at give ham en dansk national bevidsthed der igen var forudsætningen for at han, efter 1903 at være blevet student fra Fredericia, i Kbh. snart følte sig draget mod Harald Nielsen (1879–1957) og senere sluttede sig til kredsen om denne. – I Kbh. studerede han en tid teologi, men skiftede snart skuffet teologien ud med filologi. Han tog magisterkonferens i tysk filologi 1910. Allerede i studentertiden havde han fået ansættelse på Det kgl. bibliotek, hvor han 1910–27 var bibliotekar. Årene her fik på forskellig måde betydning for ham. Han interesserede sig levende for boghistoriske emner, gamle og nye bogbind, typografiske spørgsmål og lignende. En række mindre men meget værdifulde arbejder handler om sådanne emner. I bibliotekstiden blev også hans første større afhandling til, disputatsen om Det 18. Aarhundredes tyske Oversættelser af Holbergs Komedier, deres Oprindelse, Karakter og Skæbne, 1922. Den demonstrerer med fremdragelse af en mængde nyt stof den udbredelse Ludvig Holbergs komedier fik i Tyskland hvor de en tid beherskede teatret. Om hans store Holberglærdom vidner også hans udgave af komedierne i tre bind (1922–24) med fortrinlige kommentarer. Senere føjedes dertil det lille skrift Om et upaaagtet Værk af Holberg, 1930, om Holbergs fabler. I disse år handler R.s produktion nok så meget om dansk som om tysk litteratur. Fremhæves bør hans udgave af Hans Egede SchacksPhantasterne med en ypperlig indledning. Et teaterhistorisk arbejde er foruden disputatsen Harlekin, 1927, om Pantomimeteatret i Tivoli.

Af afgørende betydning var forholdet til Harald Nielsen. R. følte sig beslægtet med ham i kravet om et etisk livssyn med højere mål end døgnets og i oppositionen mod Georg Brandes og den litterære og politiske radikalisme, ikke mindst i foragten for radikalismens forsvarsnihilisme. R. var medarbejder ved Harald Nielsens tidsskrift Ugens Tilskuer (1910–20) hvor han dels offentliggjorde artikler med hjemligt sigte, bl.a. skarpe kritiske bidrag om Georg Brandes og Vilhelm Andersen, dels en række indlæg om nyere tysk litteratur der optoges i bogen Moderne tysk Litteratur, 1914. R. er her endnu ufærdig, både hvad fremstillingen og den æstetiske vurdering angår. Stilen har endnu ikke den senere produktions beåndede livfuldhed og artistiske prægnans. Richard Dehmel, der forherliges som tidens største tyske digter, overvurderes på grund af hans opposition mod naturalismen. Harald Nielsen havde bl.a. peget på Jakob Knudsen som en modvægt mod tidens opløsende tendenser. For R. fik Jakob Knudsen en ganske særlig betydning som vejviser, hvilket hans bog Jakob Knudsen. En Studie over en Aandspersonlighed, 1918, røber. Her træder grundtrækkene i den humanisme tydeligt frem der prægede R.s senere skrifter. Han så i Jakob Knudsen modsætningen til de problematiske typer han fandt i de danske fantastromaner, en rodfæstet, stærk personlighed hvis tro var et udtryk for det skabende princip i mennesket. Bogen er blevet til i en krisetid under indtrykket af første verdenskrig.

Da R. 1927 var blevet professor ved Kbh.s univ. i tysk sprog og litteratur, blev Goethe og Goethetiden i første række hans studieobjekt. I Goetheåret 1932 udgav han sin bog Goethe. Hans Personlighed. Bogen gør først rede for den verden Goethe voksede op i. Der ér nemlig ifølge R. i enhver betydelig personlighed både tale orn et samspil mellem individet og miljøet og om at vokse ud over dette. De sidste afsnit demonstrerer derfor, hvorledes Goethe former verden i sit eget billede og derved befrier sig for miljøets snæverhed. R. slap dog ikke sin beskæftigelse med dansk litteratur; i hans skrifter finder man kortere eller udførligere omtale af en lang række betydelige danske digtere fra Holberg til Herman Bang og Henrik Pontoppidan. En væsentlig del af hans produktion handler om forholdet mellem dansk og tysk litteratur. I to perioder under arbejdet på disputatsen havde ophold i Tyskland fremkaldt en stærk beundring hos ham for tysk styrke og solidaritet. Dette førte til en ambivalent holdning, en spænding mellem hans bundethed til det danske og respekten for tysk ånd. Hans beundring for styrken i tysk politik kunne undertiden nærme ham til pangermanistiske tendenser. Han har dog ikke blot skrevet om den stærke tyske indvirkning på dansk litteratur, men lige så ofte reageret mod tysk ensidighed i fremstillingen af dette forhold, bl.a. i en polemik med Kielerprofessoren Carl Petersen i to artikler der viser R. som overlegen debattør og polemiker (Tysk og dansk Aand. Broderstrid, Drømmen om Norden, genoptr. i Germanica, 1938). Bl.a. opponerer han her mod den tyske tilbøjelighed til at gøre Goethe til absolut målestok både hvad det æstetiske og livssynet angår, en tendens der dog kan konstateres hos R. selv. R. har også peget på dansk kvalificeret modspil mod Goethetidens tyske åndsliv, især hos N. F. S. Grundtvig og Søren Kierkegaard(Deutscher Geist und Dänemark i Goethe, Viermonatsschrift, 1940). I Goetheåret 1949 udkom en udvidet og uddybet udgave af hans Goethebog. I Faustproblemer, 1941, analyserer han mere udførligt symbolikken og metafysikken i Faust. – Valdemar Vedel havde som den første benyttet barok som epokebenævnelse i litteraturvidenskaben. R. genoptog dette under indtrykket af samtidens tyske barokforskning. Ligeledes indførte han i Danmark biedermeier som åndshistorisk periodebetegnélse. I R.s Nietzschebog, Nietzsches Empedokles-Fragmenter, 1937, der hører til det skarpsindigste han har skrevet, er et hovedsynspunkt Nietzsches radikale brud med biedermeier som dominerende borgerlig-moralistisk livsholdning i 1800-tallet. R. fremhæver det artistiske hos Nietzsche, som tidligere hos Holberg. Nietzschebogen udkom stærkt omarbejdet på tysk med titlen Nietzsche und das Labyrinth, 1940.

Som universitetslærer var R. en pioner der fornyede litteraturundervisningen ved universitetet. Han var en blændende forelæser, stærk i det åndshistoriske perspektiv, stærkest i tekstanalysen. Som tekstfortolker gik han altid ud fra det konkrete, fra det intime kendskab til teksten, så der aldrig var tale om en fritsvævende leg med tomme begreber. Sine principper har han bl.a. gjort rede for i Kunsten at læse. Et foredrag, 1939 og i indledningen til Textbog til tysk litteratur, 1950. En lærebog er Kleine deutsche Literaturgeschichte, 1936 med stærk fremhævelse af Goethetiden som tysk digtnings og åndslivs store højdepunkt. R. udgav tre essaysamlinger om tysk og dansk litteratur og åndsliv, Germanica, 1938, Virkelighed, 1940 og Homo sum, 1946, hvortil føjedes Det ukuelige håb, 1963 (posthumt udg. af Steffen Steffensen). I disse essays fremtræder han som en af de betydeligste danske essayister. Anden verdenskrig og besættelsen øgede både skuffelsen over dansk forsvarsnihilisme og hans respekt for tysk effektivitet og tapperhed. Hvad nationalsocialismen angår, så han i den snarere tilknytningen til tysk tradition end denne traditions forsimpling og forgrovelse. Dette gjorde ham i de sidste år til en isoleret mand i dansk åndsliv.

I sit frugtbare otium udgav han en ny bog om Jakob Knudsen, 1954, med stærk benyttelse af nyt materiale. Hans betydelige værk Kierkegaard og Goethe, 1955 er et nyt udtryk for dobbeltheden hos R. Goethe er idealet, men modpolen Kierkegaard er en nødvendig anfægtelse i tilværelsens spændthed mellem modsætninger. For sig står den store bog Prisonen, 1953, om danske og norske krigsfangers liv i engelske fangelejre 1807–14. Et rigt materiale behandles her med ganske få hentydninger til lignende fænomener i samtiden. Nævnes bør også den charmerende bog om Wilhelm Busch, 1949, samt de to koncentrerede små bøger om Goethe og F.v. Schiller (svensk udg. 1956–57, senere også på dansk). -Før sin død lykkedes det R. at fuldende sine erindringsbøger (I Forberedelsens Tid, 1959, II Indhøstningens Tid, 1961) der er et memoireværk af høj rang. De indeholder bl.a. korte rammende karakteristikker af førende personer i samtiden, men er uden tvivl først og fremmest skrevet for at give forudsætningen for og retfærdiggørelsen af R.s holdning i den kritiske tid. På sin vis var R., trods de problematiske træk, en betydelig og fascinerende åndspersonlighed. Hans skrifter afspejler det stærkt sammensatte i hans natur, det lidenskabeligt engagerede og det stadigt søgende samt det charmerende følsomt-kunstneriske element. R. og hustru testamenterede deres betydelige formue til et legat til fordel for Det kgl. bibl., bl.a. til indkøb af sjældenheder inden for R.s interesseområde. – Humboldt-medaljen 1940.