Caroline Kellermann, Caroline Wilhelmine Kellermann, 26.2.1821-20.5.1881, solodanser. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). Da August Bournonville 1829 havde overtaget ledelsen af den danske ballet hørte K. i forening med Lucile Grahn og Augusta Nielsen til de børn han omhyggeligt uddannede med fremtiden for øje. 10.12.1837 debuterede hun med held søm Fatme i Brama og Bayaderen. og da Lucile Grahn havde forladt landet rykkede K., der 1840 blev solodanser, frem i første række skønt hun, hvad skønhed og blid ynde angik, havde en overlegen konkurrent i Augusta Nielsen. De to talenter delte de ledende partier mellem sig op gennem 1840'erne; K. forenede, skrev Bournonville, "en ikke ringe Virtuositet med et smukt mimisk Talent", og han fremhævede især hendes udførelse af Teresina i Napoli hvor hun "elektriserede baade Publikum og de medvirkende". Astrid i Valdemar, Margrethe i Faust og Maria i Toreadoren hørte også til hendes bedste partier, og når hun dansede solo på udenlandske scener vandt hun den samme anerkendelse som i Kbh. Mens Bournonville kom i strid med sine andre førstedansere, bevarede K. ved klogskab og besindighed sin stilling i ca. 25 år. 1.3.1861 optrådte hun sidste gang i en pas de deux.

Familie

Forældre: kgl. lakaj Rasmus Hansen Fjeldsted (1784–1847) og Cornelia Wilhelmine Charlotte Lefland (Lifland) (1793–1864). Gift 26.9.1849 i Trondhjem med violoncellisten Chr. K., født 27.1.1815 i Randers, død 3.12.1866 i Kbh., s. af handskefabrikant Olaus Christian K. (1779-tidligst 1822) og Martha Hofgaard (ca. 1787–1863).

Ikonografi

Litografi af Joh. Cardon 1841 og 1842. Silhouet af N. Chr. Fausing. Tegn. af Aug. Schiøtt (Kgl. bibl.), mal. af samme, 1845. Tegn. af E. Lehmann bl.a. 1850 (Teatermus.). Litografi 1852 efter mal. af samme. Foto.

Bibliografi

Breve i Teatret XIII, 1914 143f. – Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. 1979) 65. Rob. Neiiendam: En danserinde, 1918.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig