Chilian Drubin, ca. 1699-8.7.1747, parykmager. Begravet 13.7.1747 i Kbh. (Petri). Efter faderens død kørte D. et par år posten mellem Hamburg og Kbh., den samme rute som faderen og før ham farfaderen af samme navn havde befaret. 1722 fik han bevilling som galanterihandler i Kbh., gik fallit og rømte fra kreditorerne, men fik 1724 protektorium mod dem. Han angav de agende poster for toldsvig som han selv havde deltaget i, og fik, vistnok til belønning herfor, tilladelse til at oprette agende poster til Helsingør og Fredensborg (1726-28), men de standsede på grund af hans forsømmelighed. Endelig anlagde han en parykfabrik i Kbh.; at dømme efter talrige markskrigerske avisannoncer (1732-47) der giver indblik i parykformernes talrighed har det været en stor forretning med udstrakte forbindelser, 16 svende, 100 å 150 parykker på lager. Annoncernes ordflom og ufrivillige komik var en stadig kilde til morskab og fik Holberg til at kalde D. en "ikke mindre habil Skribent end Perukmager" som han ikke tager i betænkning at regne "blant vore Tiders Autores". I dansk reklames historie må D. nævnes blandt pionererne, om end hans berømmelse har latterlighedens skær over sig.

Familie

Forældre: agende post Chilian D. (død ca. 1719, gift 2. gang med Marie Clausen, gift 2. gang før 1722 med agende post Andreas Holst). Gift Mette Jensdatter der overlevede ham.

Bibliografi

C. Molbech i Hist. t. VI, 1845 521. P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. IV, 1882 105-15. O. Nielsen: Kbh. på Holbergs tid, 1884 113. Fr. Olsen: Postvæsenet i Danm. 1711-1808, 1903 112-15 120f. Ludvig Holberg: Epistler, udg. F. J. Billeskov Jansen II, 1945 46 154.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig