Chr. Andersen, Anders Christian Andersen, 30.6.1870-1.6.1959, grosserer. Født i Odense (Skt. Knud), død på Odense amtssygehus, urne i Odense. Efter 4. kl. hovedeksamen fra Odense katedralskole blev A. handelsuddannet i Svendborg, Kiel og London. 1893 vendte han efter faderens død tilbage til Odense og indtrådte i den betydelige smøreksportforretning denne havde opbygget, og som A. overtog 1901 under navnet C. Andersen jun. Senere opgik Odense Smøreksportforretning og Brødr. Schnakenburgs smørafdeling i A.s forretning som dermed blev en af mellemkrigstiden største private smøreksportforretninger i nært samarbejde med E. F. Esmann hvis ene indehaver, Otto E. Andersen (1872–1939), var A.s bror. A. fik tidligt både en økonomisk og en organisatorisk ledende position i Odense dels gennem bestyrelsesposter i virksomheder, dels gennem medlemskab af havneudvalg, byråd m. m. Det var dog først og fremmest hans ledelse af Odense handelsstandsforening der gav ham en fremtrædende position i dansk handelsliv. A. kom i bestyrelsen 1909 og var formand 1915–43, 1920–29 var han tillige formand for Den fyenske handelsstands centralforening og medlem af forretningsudvalget i Den danske handelsstands fællesrepræsentation samt af Provinshandelskammeret. Som formand for landets største handelsstandsforening under krisernes og krigens restriktioner lå der et stort arbejde på A. der i sjælden grad formåede at virke for det enkelte medlem der kom i klemme i systemet. Hans styrke lå deri, og derved blev han kendt, mens videregående økonomiske og erhvervspolitiske anskuelser ikke var A.s domæne.

Familie

Forældre: købmand Christian A. (1837–93) og Sophie Marie Høybye (1846–1933). Gift 22.5.1896 i Kbh. (Frue) med Margrethe Kirstine Jensine Munk, født 17.10. 1870 i Holstebro, død 18.12.1936 i Odense, d. af proprietær Jens Stokholm M. (1833–1908) og Abelone Margrethe Sand (1839–1926).

Udnævnelser

R. 1921, DM. 1929. K.2 1948.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II 1933, 25–28. Børsen 11.3.1943 og 3.6. 1959. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig