Chr. Axel Jensen

Chr. Axel Jensen, Christian Axel Jensen, 1.8.1878-19.1.1952, historiker, museumsdirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Ass.). J. blev student 1896 fra Metropolitanskolen og tog magisterkonferens i historie 1903. Allerede i sit første studenterår blev han volontør ved Nationalmuseets 2. afdeling, til hvilken han fik fast tilknytning som assistent 1903; 1918–48 var han inspektør. Ved Dansk folkemuseum var J. tilsynsførende 1910–20, ved provinsmuseerne 1921–49. Fra 1915 til sin død tillige leder af Københavns bymuseum. Ved denne sin lange og vidtforgrenede virksomhed i museumsvæsenets tjeneste havde J. erhvervet sig en overordentlig anseelse både som kender, samler og organisator. I sin store, men ret spredte videnskabelige produktion behandlede han med særlig forkærlighed sengotikkens og renæssancens arkitektur og kunsthåndværk i Danmark. På begge disse områder har hans arbejder, der er bygget på et særdeles omfattende og meget intimt monumentkendskab og er præget af stor nøjagtighed i detaljen, i væsentlig grad udvidet vor viden; hans studier i det kirkelige inventars historie inden for nævnte tidsrum har været grundlæggende for al senere forskning i emnet; hovedværket Danmarks Snedkere og Billedsnidere i Tiden 1536–1660 udkom i bogform 1911, først publiceret i Tidsskrift for Industri X-XI (1909–10). Til det slutter sig en del mindre afhandlinger og det stort anlagte trebinds værk Danske adelige Gravsten fra Sengotikens og Renaissancens Tid (1. bind og et planchebind udkom 1950–51, 2. bind efter hans død ved M. Mackeprang og E. Moltke 1953). Til vor gotiske arkitektur har J. også ydet vigtige bidrag gennem en række enkeltundersøgelser af købstadkirker; han har således behandlet Vor Frue kirke i Kbh. i Vor Frue Kirkes og Menigheds Historie (red. af Bjørn Kornerup I, 1929 7–50); kirker og klostre i Helsingør (i L. Pedersen: Helsingør i Sundtoldtiden 1426–1857 1, 1926 191–250); Skt. Nicolai kirke i Køge (i Fra det gamle Kjøge, 1928 53–108); Skt. Mikkels kirke i Slagelse (1933, s.m. P. Severinsen) og de middelalderlige kirker i Odense (i Odense Bys Historie, udg. af H. St. Holbeck, 1926 489–530). Amtsoversigter over alle landets ældre kirkelige mindesmærker har han leveret til Daniel Bruun: Danmark, Land og Folk (1919–23), og endelig har han haft en væsentlig andel i tilrettelæggelsen af det af Nationalmuseet udgivne inventarværk Danmarks Kirker, og som medredaktør af de to bind om Præstø og Thisted amter på mønstergyldig måde undersøgt de enkelte kirkers bygningshistorie og deres inventar. Den gotiske bispeborg Gjorslev på Stevns har han behandlet i en skarpsindig monografi (1924); til Danske Herregaarde ved 1920 I–III, bidrog han med en række afhandlinger; endelig har han skrevet teksten til Ældre nordisk Architekturs opmålinger af Harridslevgård (hefte II, 1921), Vorgård (VIIII, 1929) og Lystrup (IX, 1936). Uden for hans egentlige speciale falder den smukke undersøgelse af Liselund (sammen med Louis Bobé, 1918). – Stor betydning har den del af J.s forfatterskab der omhandler dansk borgerlig bygningskunst i ældre tid; det er således hans fortjeneste at have fastlagt hovedlinjerne i vor bindingsværksarkitekturs udvikling og påvist de lokale ejendommeligheder. En fortrinlig kortfattet oversigt over de resultater, han i årenes løb havde indsamlet på dette felt og efterhånden meddelt i faglige tidsskrifter, foreligger i Dansk Bindingsværk fra Renæssancetiden (Kunst i Danmark, ny rk. VIII, 1933); her kan også nævnes Helsingørs borgerlige Bygningskunst til ca. 1850 (s.m. Vilh. Lorenzen, 1910). – J.s hidtil omtalte videnskabelige arbejder har så godt som udelukkende behandlet dansk kunst; en stadig metodisk jævnføring mellem det hjemlige og dets fremmede forudsætninger har i ringere grad haft hans interesse end en udredning af de stilhistoriske udviklingsproblemer inden for vort lands grænser. Sin fortrolighed med den europæiske ornamentiks historie har han godtgjort i den udmærkede populære bog Stilarternes Historie, 1912 (s.m. E. Rondahl). – Som gammel københavner og som Bymuseets leder nærede han ganske naturligt også stor interesse for sin by hvad der ikke blot kommer til udtryk i hans udmærkede skrift Københavns Bymuseum i et halvt sekel 1901–1951, 1951, men også i en række artikler, især i Historiske Meddelelser om København, bl.a. om Helligaands Kirke og Kloster, Vestervold i Vartovs Gaard (3. rk. I, 1934) og om Københavns anden Vesterport (i. rk. II, 1937). Alle tre artikler er forbilledlige som eksempler på en gennemført minutiøs bygnings-arkæologisk undersøgelse. I begyndelsen af 1940erne tog han desuden initiativet til at Adel-Borgergadekvarteret, det såkaldte sanerings-kvarter, inden husene nedreves blev grundigt undersøgt, opmålt og gennemfotograferet.

J. blev 1922 medlem af bestyrelsen for Skolen for dansk kunsthaandværk, 1928 for Handels- og søfartsmuseet på Kronborg, 1938 for Liselund-museet og 1939 for Stiftelsen Bakkehuset. Desuden sad han i flere bestyrelser for faglige sammenslutninger. 1937 valgtes han til medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie. Han var æresmedlem af Foreningen til norske fortidsminders bevaring og af Skandinavisk museumsforbund.