Christian Cornelissen, d. 16.9.1684, koloniembedsmand. Død i Kbh. (Holmens k.). C. var oprindelig i svensk tjeneste i Afrika. I august 1661 afsluttede danskerne imidlertid en kontrakt med kongen af Stor-Accra om området hvor logen Orsu lå, og i de følgende år arbejdedes der på opførelsen af fortet Christiansborg. Ved samme tid ansattes C. som overkøbmand på fortet. Den dansk-afrikanske handel blev på denne tid drevet af Glückstadtkompagniet, og det danske hovedfort var Frederiksberg der lå længere mod vest. Om C.s faktiske virksomhed på kysten vides meget lidt. Ifølge historikeren Georg Nørregaard blev 1660erne, da C. stod for handelen, imidlertid en glansperiode. I den historiografiske tradition er C.s virksomhed blevet rost til skyerne først i Erik Tillemanns bog om Guineakysten fra 1697 og senere bl.a. af Ove Malling i hans bog om store og gode handlinger fra 1777. Efter få års tjeneste i Guinea vendte C. tilbage til Danmark og bosatte sig i Kbh. og i 1668 ophævedes hans første ægteskab ved højesteretsdom på grund af hustruens utroskab under hans fravær, og hun fik tilhold om at forlade staden og herredet. 1673 fik C. efter svogeren, Peder Jensen Grove, bestalling som fyrforvalter på Skagen og Anholt. Da hans første kone kom tilbage til København 1682, indskærpedes hendes tilhold om ikke at opholde sig dér.

Familie

Vistnok dansker, men om hans oprindelse vides intet. Gift 1. gang sandsynligvis 1658 i Kbh. med Maria Morian der levede endnu 1682. Ægteskabet opløst 1668. Gift 2. gang 9.6.1670 med Anne Jensdatter Grove, født 15.7.1630 i Helsingør, begr. 29.6.1705 i Kbh. (Holmens k.) (gift 1. gang med tolder og rådmand i Kristianstad Jonas Clausen Heinemark, død 1653), d. af borger i Helsingør, fyrmester Jens Pedersen G. (1584-1639, gift 1. gang 1613 med Anne Andersdatter, 1586-1629) og Dorete Mortensdatter Rasch (død 1650, gift 2. gang 1647 med kgl. kommissarieskriver i Skåne, senere borger i Helsingør Bendix Mortensen).

Ikonografi

Stik af G. C. Schule, 1786, efter tegn. af E. Pauelsen s.å.

Bibliografi

E. Tilleman: En liden enfoldig beretn. om det landskab Guinea, 1697. Ove Malling: Store og gode handlinger, 1777. Frederik Barfod i Folke I, 1859 168 396. Th. Hauch-Fausbøll i Pers. hist. t. 9.r. IV, 1931 119-127. Henning Henningsen i Handels- og søfartsmuseet. Årbog 1960 1-40. Georg Nørregaard i Vore gamle tropekolonier VIII red. Johs. Brøndsted, 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig