Christian Førslev

Artikelstart

Christian Førslev, Carl Christian Jacob Førslev, 27.1.1891-mellem 21.1. og 31.3.1959, generalløjtnant. Født i Sneslev, Førslev sg, begravet i Søllerød. Hjemmets små kår førte til at F. som 14-årig begavet og kundskabshungrende dreng blev sendt på hærens elevskole. Som sergent læste han sig op til optagelse på officersskolen, blev premierløjtnant 1914, optaget på flyveskolen og fik certifikat 1918. Snart efter blev han sendt til Frankrig til videregående flyveruddannelse. Med stort sprognemme blev F. senere (1928) translatør i fransk. 1926 blev han som kaptajn chef for flyveskolen og 1931 som oberstløjtnant chef for flyverkorpset. Han bidrog til og redigerede 25 Aars Flyvning ved Hæren, 1937. 1934 udnævntes han til oberst. Under krigen var han militær medarbejder ved Politiken, sendtes efter krigen til Washington som militær- og luftattaché og blev her udnævnt til generalmajor 1946. 1950 blev han kaldt hjem for som generalløjtnant at overtage posten som chef for det nyoprettede flyvevåben. Sammensmeltningen af hærens og marinens flyvevæsener i et selvstændigt værn gav betydelige vanskeligheder som det dog lykkedes F. med sin retlinede karakter at overkomme – undtagen i forhold til oberst Kaj Birksted der havde gjort fremragende tjeneste under krigen i Royal Air Force og efter sin hjemkomst var blevet benyttet som luftmilitær rådgiver af skiftende forsvarsministre. Han havde herunder ofte fundet sig i modstrid med den hjemlige militære sagkundskabs opfattelse, og med F. kom det til en åben konflikt. Birksted søgte sin afsked der imidlertid blev ham nægtet af forsvarsministeren, Rasmus Hansen, til hvem F. havde et spændt forhold. Ydermere blev flyvevåbnet først i 1950erne forfulgt af så mange flyveulykker at det opskræmte befolkningen hvorfor regeringen 1954 tilkaldte den britiske luftmarskal Hugh Saunders som rådgiver. F.s fysiske styrke var legendarisk, men i disse kritiske år fik han et knæk. Hans fine menneskelighed havde måske hæmmet hans håndfasthed. Han tog sin afsked 1956 og fik et kun kort men lykkeligt otium med sin hustru, Danmarks første kvindelige flyver. 21.1.1959 forsvandt han fra sit hjem og blev to måneder senere fundet druknet i Furesøen.

Familie

Forældre: gårdejer Jacob Hansen og Louise Schou (født ca. 1862). Gift 1. gang 17.11.1922 med NN. Ægteskabet, opløst 21.1.1930. Gift 2. gang 24.12.1930 med Harriet Maybell Bertelsen ( Førslev, Harriet), født 4.8.1906 i Mølholm, Vinding sg., Vejle amt, død 11.9.1971 i Kbh., d. af grosserer Anders Lassen B. (1862-1942) og Kornelia Bertelsen (1872-1931).

Udnævnelser

R. 1931. DM. 1934. K. 1946. K.1 1951. S.K. 1955.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

C. F. i Berl. aften 8.11.1958. – Povl Westphall i Berl. tid. 31.11.959

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig