Christian Møinichen

Christian Møinichen, Christian à Møinichen, 29.10.1683-26.9.1749, oversekretær i danske kancelli, stiftamtmand. Født i Kbh, død i Bergen, begravet i Viborg domk. M. blev student 1698, tog teologisk embedseksamen 1701 og drog derpå udenlands. 1706-08 opholdt han sig i Holland og vendte tilbage til Kbh. 1708. Han blev forestillet for kongen og vandt i den grad hans bevågenhed at han s.å. blev udnævnt til amtsforvalter i Skive. Nogle år senere drog han til Viborg og giftede sig ind i en rig borgerfamilie. 1715 blev han udnævnt til landsdommer og fik samtidig tilladelse til at oprette en civil enkekasse for Viborg stift. I den fjerne jyske provinsby lykkedes det ham at vedligeholde forbindelse med hoffet, og han ledsagede 1719 kongen på hans rejse til Norge. Hjemvendt herfra flyttede han definitivt til Kbh. idet han 1720 modtog udnævnelse til kommitteret i rentekammeret, og 1724 avancerede han til deputeret for finanserne. M. var allerede på dette tidspunkt meget yndet af kongen og af dronning Anna Sophie og følgelig hadet af deres talrige skjulte modstandere. Med kongeparret i ryggen og ærgerrig som få arbejdede han i disse år på at komme endnu højere op ad rangstigen og opnå endnu større indflydelse. De midler, han anvendte, var ikke altid lige tiltalende. Allerede 1722 sendtes han til Norge for at undersøge en bedragerisk embedsmands forhold, og 1725 blev han sammen med vennen biskop B. Deichman leder af den berygtede gehejme-inkvisitionskommission der havde til hverv at efterspore mulige misbrug af embedsmyndigheden, herunder bestikkelser. Ved kommissionens energiske arbejde bragtes mange embedsmænd i ulykke. M.s fornemste offer var selve kancellipræsidenten F. Rostgaard hvis administration ikke kunne stå for en kritisk bedømmelse, men M. kan ikke frikendes for i denne sag at have ladet sig lede af rent egoistiske bevæggrunde. Det var stillingen som kancellipræsident han tragtede efter, og to dage efter Rostgaards fald nåede han sit mål (1725).

Som kancellipræsident kan man ikke frakende M. en vis dygtighed. Han havde sin selvstændige mening om sagerne og ville gerne gøre den gældende. Med særlig iver arbejdede han for hårdt tiltrængte reformer inden for universitetet, men hans magtperiode gik til ende uden at han nåede et praktisk resultat. Det var sandsynligvis M. der fik ideen i forbindelse med en militær aktion at sende 12 par tvangskopulerede straffefanger til Grønland 1728 for at de kunne "populere Landet". De fleste døde i løbet af vinteren, og to år senere måtte hele den bekostelige aktion afblæses.

Den kongelige nåde bevarede han så længe Frederik IV levede, og det styrkede hans almindelige stilling at hans svigersøn P. Ramshart 1727 blev udnævnt til gehejmekabinetssekretær. Skønt hans stilling indtil videre var urokkelig, kom hans administration allerede i Frederik IVs tid ud for stærk kritik. Nøjagtig de samme forseelser, som han så ivrigt havde forfulgt hos andre, gjorde han sig selv skyld i, og der rettedes kraftige beskyldninger mod ham for både bestikkelighed, ødselhed og umoralitet. Var end meget af dette løse rygter uden hold i virkeligheden var så meget dog sikkert, at hans almindelige holdning som embedsmand ikke var dadelfri og hans personlige optræden ved flere lejligheder meget lidt sympatisk. Det så heller ikke godt ud, at han den ene gang efter den anden lod kongen forære sig meget betydelige gaver af midler der var samlet sammen til helt andre formål. Hans fjenders tal var derfor stærkt stigende, og i sikker forudfølelse af deres styrke ved kongens død søgte han at redde sig ved at lade Frederik IV udstede en almindelig decharge for hans virksomhed i inkvisitionskommissionen. Denne foranstaltning kunne dog ikke besværge det uvejr der opstod som følge af tronskiftet. Han afskedigedes okt. 1730 fra alle sine embeder uden pension og måtte love ikke at komme kongen for øje. Samtidig blev han af kammerretten dømt til at tilbagebetale statskassen ca. 6400 rdl. på grund af forskellige misligheder. 1735 udsonede kongen sig dog med ham, han fik tilbagebetalt 2400 rdl. og udnævntes 1741 til stiftamtmand i Bergen, i hvilken stilling han døde. I sin stormagtstid havde han 1728 købt en gård på Købmagergade hvis bygninger han lod Philip de Lange genopføre efter branden s.å. (nu Købmagergades postkontor) og udvidede med store stalde. Som landsted benyttede han den 1712 opførte Emdrupgård. – Kancelliråd 1715. Justitsråd 1720. Etatsråd 1724.