Christian Poulsen

Artikelstart

Christian Poulsen, Christian Theodor Poulsen, døbt Kristian, 7.2.1911-25.7.1991, keramiker. Efter præliminæreksamen 1926 (Kolding realskole) kom Christian Poulsen i handelslære i Kolding 1926-30. Han besøgte derefter Kunsthåndværkerskolen i Kbh. 1930-33, og efter et år som volontør på Den kgl. Porcelainsfabrik søgte han videreuddannelse ved Ècole des Arts décoratifs i Paris 1938-39. Han debuterede som maler på Kunstnernes efterårsudstilling 1939, men hans evner lå så udpræget på det keramiske område, og 1941-46 var han ansat ved Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik, hvorefter han oprettede sit eget værksted i Ørholm. Herfra udgik der i de følgende år en række stentøjsarbejder som vakte betydelig opmærksomhed. På dette tidspunkt var dansk stentøj domineret af matte glasurer i dunkle farvetoner, og det virkede derfor overraskende at Christian Poulsens arbejder fremstod med blanke sorte og hvide eller stærkt farvede glasurer med en lysstyrke som man ellers hidtil kun havde kunnet opnå ved lertøj som brændes ved en lavere temperatur end stentøj. Det skyldtes at Christian Poulsen havde fundet frem til et dansk ler som sintrede ved en lavere temperatur end ellers. Han kunne derfor anvende alkaliglasurer i klare farver og med en glasagtig overflade. Senere hævede Christian Poulsen sin brændingstemperatur og indstillede sin farveskala derefter. Han udviklede en fornemt afstemt skala af gråhvide, gule, blå og blågrønne farver som gør at hans enkelte stykker kan sammenstilles, så de i enestående grad virker som en sammenhængende kunstnerisk manifestation. De enkelte stykker er stramt modellerede i enkle, ofte næsten monumentale former og har en kraftig, lidt kornet skærv og en ret tyk glasur som ofte driver mod bunden. Christian Poulsens største og mest markante værker er stentøjsfontænen ved Statens høreinstitut i Fredericia (1967), Siriusbrønden ved Grenå gymnasium (1979) samt Celestebrønden (1987) til Geografisk have i Kolding.

Christian Poulsen deltog med stentøjsarbejder i en række udstillinger herhjemme og i udlandet, bl.a. i triennalen i Milano 1951 hvor han erhvervede en sølvmedalje. 1967 afholdtes en separatudstilling af hans arbejder i Danmarks hus i Paris. 1987 afholdtes en retrospektiv udstilling på Trapholt. Han er repræsenteret med arbejder på Kunstindustrimuseet og Louisiana samt i en række udenlandske museer og private samlinger, bl.a. kong Gustav VI Adolfs samling i Stockholm.

Inden for kunsthåndværkernes organisationer havde Christian Poulsen en række tillidshverv, han var således Danmarks repræsentant i World Crafts Council 1966-70, og han var formand for udvalget for kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning under Statens kunstfond 1970-71. Christian Poulsen modtog dansk kunsthåndværks ærespris 1952 og Eckersberg-medaljen 1970.

Familie

Christian Poulsen blev født i Kolding (Skt. Nicolai) og døde i Kgs. Lyngby; begravet på Lundtofte kirkegård.

Forældre: murermester Augustinus P. (1871-1948) og Jacobine Nicoline Pedersen (1874– 1951). Gift 1945 med Lina Kofoed, født 14.2.1923 i Kbh. (gift 2. gang 1960 med fotograf Poul Dupont), d. af rådsformand Ove Brandt K. (1883-1961) og Laura Rasmussen (1822-1972). Ægteskabet opløst 1955.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Esbjøm Hiort: Modern Danish ceramics, 1955. Bertel Engelstoft i Dansk kunsthåndværk, 1956 167-73. Merete Bodelsen sst. 1964 33-39. Jørgen Sonne i Håndarbejdets fremme XXX, 1964-65 32-38 46f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig