Artikelstart
Christian Wineke, Christian Wineken, 1.11.1680-22.8.1746, medaljør, møntmester. Født i Kbh, død sst. (Trin.), begravet i Trin. k. W. blev immatrikuleret 1695 ved Kbh.s universitet og 1698 ved universitetet i Giessen hvor han studerede retsvidenskab; mod slutningen af året 1700 måtte han vende hjem og overtage faderens virksomhed i møntergården i Borgergade (senere nr. 25). 28.12.s.å. blev han kgl. møntmester. Han fik ingen løn, men en kontraktmæssig indtægt af slagskatten der til tider under den store nordiske krig var betydelig; senere måtte han søge om at komme på fast løn hvad han opnåede 1739. W. overtog 1704 Meybuschs medaljepresse og værksted hvor han rimeligvis selv havde lært medal-jørkunsten. Af hans arbejder kan nævnes medaljerækken over de oldenborgske konger til Frederik IV, Landmilitsen, 1701, Frederik IVs rejse til Norge, 1704, slaget ved Höchstedt, s.å. og Marstrands erobring, 1719. W. var lærd nok til selv at kunne forfatte de latinske medaljeindskrifter ligesom han også optrådte som lejlighedsdigter, således med vers om den ny dok 1739 og Christiansborg slot 1740.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.