Christiane Reimann

Christiane Reimann, Christiane Elisabeth Reimann, 6.5.1888-12.4.1979, sygeplejerske. Født i Kbh, død i Siracusa, Sicilien, begravet sst. Efter 1904 at have taget 4. klasses hovedeksamen fra Ordrup latin- og realskole studerede R. sang, musik og sprog i England og Tyskland. Fra 1913–16 tog hun – meget mod sine forældres vilje – en sygeplejeuddannelse ved Bispebjerg hospital. 1918 rejste hun til New York, hvor det efter nogle måneders ansættelse ved Presbyterian Hospital lykkedes hende at blive ansat ved settlementet i Henry Street. 1921 tog hun en Bachelor's og 1925 en Master's degree ved Columbia University i New York. Ind imellem de to studieperioder var hun ansat som instruktionssygeplejerske ved Bispebjerg hospital.

Som delegeret for Dansk sygeplejeråd deltog R. 1922 i det internationale sygeplejeråds (ICN) repræsentantskabsmøde i Kbh. Her blev hun valgt til rådets sekretær, en ulønnet tillidspost. Det var et heldigt valg. R. var en stærk og selvstændig personlighed, intelligent, kultiveret og sprogkyndig. Det var en organisation i ruiner R. overtog den daglige ledelse af. Under første verdenskrig var ICN så godt som ophørt at fungere, men fuld af mod, energi og entusiasme tog hun fat på genopbygningen, samtidig med at hun passede sit arbejde ved Bispebjerg hospital og fra 1923 sine studier ved Columbia University. 1925 blev R. ansat som fuldtidsbeskæftiget sekretær ved ICNs nyoprettede kontor i Genève. Her fik hun hurtigt etableret et effektivt samarbejde med Folkenes forbund, specielt med sundhedssektoren og den internationale arbejdsorganisation (ILO). Gennem en omfattende korrespondance på ti sprog og vidtstrakte rejser, som hun selv finansierede, inspirerede R. sygeplejerskerne i mange lande til at organisere sig. I løbet af de 12 år, hun virkede som ICNs sekretær, voksede antallet af medlemsorganisationer da også fra 13 til 29 med et samlet medlemstal på 180 000. For at skabe øget interesse for ICN hos de menige sygeplejersker iværksatte R. et udvekslingsprogram, hvorigennem sygeplejerskerne kunne skaffe sig arbejde eller studieophold i et andet land. Desuden oprettede R. – hovedsagelig for egne midler – et betydeligt fagbibliotek der skulle tjene som internationalt informationscenter for sygepleje. Personlig fungerede hun som rådgiver i sygeplejespørgsmål for regeringer samt sundheds- og sygehusmyndigheder i mange lande. Allerede 1922 havde R. påbegyndt udgivelsen af ICNs officielle organ The Bulletin. 1926 fik det navneforandring til The ICN og 1930 til The International Nursing Review (INR). Foruden at være redaktør af bladet skrev hun et stort antal artikler til dette og til de nationale sygeplejersketidsskrifter. At hun var en god skribent fremgår bl.a. af hendes bidrag til INRs festskrift i anledning af ICNs 60 års jubilæum, The Past is inspiring (INR nr. 3 1959). Af helbredsmæssige grunde måtte hun 1934 opgive sin stilling i ICN, men da havde hun også nået det mål, hun havde sat sig: at gøre ICN til talsmand for sygepleje og sygeplejersker på internationalt plan. – Efter at have forladt ICN slog R. sig ned på Sicilien hvor hun købte en smuk ejendom og gav sig til at dyrke citroner og appelsiner. Sin interesse for ICN tabte R. aldrig. Hun har således testamenteret sin formue til en international pris for sygeplejersker.